DR om svipser i Kender Du Typen?: Vi er mega ærgerlige

Mandag aften blev gættelegen ødelagt for 'Kender Du Typen?'-seerne, da DR ved en fejl kom til at afsløre hovedpersonens efternavn.

Da Mads Steffensen mandag aften skulle vise Flemming Møldrup et klip med hovedpersonens datter, kunne seerne se et skilt med hendes efternavn. Og dermed var gættelegen pludselig blevet lidt for let.

Mads Steffensen var ved at få kaffen galt i halsen, da han mandag aften så 'Kender Du Typen?'.

Han kunne nemlig - ligesom de årvågne seere - se, at hovedpersonens efternavn blev afsløret i et klip med hovedpersonens datter.

Se svipseren i klippet i toppen af artiklen.

Gættelegen er ødelagt

Da seerne som altid blev præsenteret for tre valgmuligheder mod programmets slutning, var det ikke svært at regne ud, at Katinka med efternavnet Olrik er datter af sexologen Jakob Olrik.

- Jeg blev virkelig ærgerlig. Det var noget af en smutter, siger programmets rutinerede vært Mads Steffensen.

Han har ikke tidligere oplevet, at identiteten er blevet afsløret på forhånd, siden han kom i spidsen for det populære livsstilsprogram i 2012.

- Det er sådan noget, der ikke må ske, for så ødelægger vi gættelegen for seerne. Det er jo netop sjovt for seerne at sidde og gætte med. De må jo tro, at vi er fuldstændig tossede, siger værten.

Den værste fejl

Navnesvipseren er sket som det allersidste i redigeringen, da skiltene med navne blev sat på. Og det er netop derfor, den ikke blev fanget i de mange gennemsyn, som sker, før programmet bliver klarmeldt, forklarer 'Kender Du Typen?'-redaktør Johanne Bagge.

- Det er jo faktisk den værste fejl, vi kan lave. Vi kan til nød leve med stavefejl eller et sort klip, men her ødelægger vi gættelegen for seerne, og det må bare ikke ske, siger hun.

Normalt skriver redaktionen tak til de medvirkende efter rulleteksterne, og her optræder deres fulde navne. Det var så ved en fejl blevet kopieret ind i klippet med Katinka Olrik.

Eksperterne så ikke navnet

- Normalt gør vi jo alt for at skjule hovedpersonens identitet for både de to eksperter Anne Glad og Flemming Møldrup og for seerne. Og her skulle der blot have stået 'Datter' eller 'Katinka'. Det er en dum fejl, siger Johanne Bagge.

Hun slår dog fast, at Anne Glad og Flemming Møldrup ikke kendte noget til efternavnet, da de skulle gætte aftenens hovedperson, fordi skiltet først kom på som det sidste i redigeringen.

Fik du ikke set syvende omgang af denne sæsons 'Kender Du Typen?' mandag aften, kan du se det herunder. Og mon ikke du kan gætte aftenens hovedperson...?

Hvilken type er du?

Hvis du gerne vil vide lidt mere om typer, så du kan gætte med i næste uges 'Kender Du Typen?', hvor redaktionen forsikrer, at seerne ikke får navnehjælp, kan du tage livsstilstesten herunder. Her kan du samtidig også finde ud, hvilken type du selv er.