- Hvad gør man, hvis man bliver ved med at være ked af at skifte hjem hver uge?
Det er bare et af de spørgsmål, dr.dks panel af delebørn har fået af andre børn på Instagram.
Det er mindre end to år siden, at 11-årige Storms forældre blev skilt. Ifølge ham er der to ting at gøre, hvis man er træt af at skifte hjem:
- Enten vil jeg snakke med en, jeg rigtig godt kender, eller også vil jeg snakke med en forælder om det, svarer Storm, der får selskab af Ilja og Liva, der begge er 12 år, i panelet.
De tre børn er langt fra alene om at vokse op uden for en kernefamilie.
Omkring 350.000 danske børn har forældre, der ikke lever sammen, viser tal fra Danmarks Statistik. Hvert år oplever omkring 20.000 børn i Danmark, at mor og far bliver skilt.
Videoen øverst i artiklen er den sidste ud af fire. Her giver delebørnene gode råd til, hvad man skal gøre, når ens forældre bor hver for sig.