Når foråret melder sin ankomst, begynder mange af os også at finde den gamle jernhest frem fra skuret eller kælderen. Og hvis du har små børn, kunne du jo også overveje, om du skulle lære de små poder at bruge de flade konvolutter til andet end at gå.
- Børn kan i princippet begynde cykeltræningen fra to-års alderen. Jo tidligere man kommer i gang, jo mere sikker bliver man i trafikken, siger Lotte Malene Ruby, der er kommunikationschef i Cyklistforbundet.
Hun anbefaler, at man begynder med en løbecykel, så barnet ikke skal koncentrere sig om andet end at holde balancen.
Få styr på balancen
Det er nemlig helt afgørende, at dit barn får styr på balancen, når det skal lære at cykle.
- Børn bliver meget bedre til at navigere i trafikken, når først de har fået kontrol over deres krop. Så har de nemlig større overskud til at være opmærksomme ude blandt biler og andre cyklister, siger Lotte Malene Ruby.
Når den lille er klar til at køre på en cykel med pedaler, kan det være en god idé at gøre det fortrolig med cyklen gennem forskellige cykellege, inden de bliver sluppet løs i trafikken.
Gå i gang tidligt
Det er forskelligt fra barn til barn, hvornår det kan skifte løbecyklen ud med en rigtig pedaltramper, siger Lotte Malene Ruby:
- En tommelfingerregl siger omkring 4 - 5 års alderen, og i hvert fald inden de begynder i skole.
Og det giver god mening at gå i gang med cykeltræningen, så tidligt som muligt:
- Selvom der ikke er lavet undersøgelser, der kæder tidlig cykeltræning sammen med børns sikkerhed i trafikken, så er det min vurdering, at man nemt kan se forskel på, hvor sikre børn er i trafikken, og hvor tidligt de har lært at cykle.
Hent inspiration til forskellige cykellege fra Cyklistforbundet: http://www.cykelleg.dk/