DRs tv-kanal for de mindste, Ramasjang, tager i dag hul på serien ”Monster Buster”, som tager ud og besøger børn, der er bange for monstre, zombier og uhyrer.
Men hvad handler det egentlig om, når børn er bange for et uhyre under sengen? Vi har spurgt børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.
- Børn gennemgår, indtil de er 9-10 år, forskellige faser, hvor de er bange for nogle forskellige ting. Og det viser sig meget tydeligt i de lege, de leger, hvad det er, de er bange for.
- For i legen vil de typisk øve sig i at håndtere netop det, som de er bange for.
Som forælder skal man selvfølgelig tackle børnenes angst forskelligt, alt efter barnets alder og hvad det er bange for.
- Men helt grundlæggende så er det altid en god ide som forælder at være det, jeg kalder virkelighedsrepræsentant. Altså, holde fast i: ”Jeg ved godt, at du tror, at der er et uhyre under sengen, men jeg ved, at det ikke er der”. Og så tale med barnet ud fra det.
Angsten i forskellige aldre:
Først gælder det borte-borte-tit-tit
Det lille barn på 9-10 måneder, er meget knyttet til sin mor og far. Og har derfor angst for, at de skal forsvinde.
- Det træner barnet ved at lege borte-borte-tit-tit. Det øver sig i at tackle angsten for at miste sine forældre ved at tvinge sig selv til ikke at kunne se dem i kort tid ad gangen.
- Fx ved at gemme ansigtet bag en bog eller et tæppe, og så se om mor mon stadig er der, når det kigger frem igen. Når de bliver lidt større, så leger de den samme leg, ved at gemme sig bag en dør fx og så kigge frem igen, forklarer børnepsykologen.
Krododiller, slanger og dinosaurer
Når børn er omkring 3 år, så er de oftere bange for fx krokodiller eller slanger.
- De har en fantastisk fantasi, og de kan ikke rigtig skelne mellem fantasi og virkelighed.
- Hvis de i deres fantasi oplever, at der fx er en slange nede i toilettet, så kan deres fornuft ikke overbevise dem om, at den ikke er der.
Her handler det i den grad om som forælder at være en virkelighedsrepræsentant og fortælle, at vi ikke har slanger og krokodiller i Danmark.
- Men hvis det hjælper barnet at kigge en ekstra gang efter, om der skulle være slanger i kummen, inden det går på toilettet, eller sætte en tung ting oven på den kasse, hvor krokodillen bor, så gør endelig det.
Det onde mod det gode
Når barnet er cirka 4-5 år, så begynder angsten at handle meget om det onde og det gode.
- De bliver bange for tyve, røvere, kidnappere og bliver optaget af at det gode skal bekæmpe det onde, forklarer Margrethe Brun Hansen.
- Mærkeligt nok så optræder både hekse og spøgelser også i denne fase, selv om de jo ikke er helt virkelige.
Her begynder angsten eller frygten altså at hænge lidt mere sammen med virkeligheden.
- For det handler jo om, at de har hørt, at der kan komme tyve ind i huset, eller at børn kan blive kidnappet. Og de kan blive bange for, at de syntes, de så noget uden for vinduet eller hørte nøglerne rasle i døren.
- Her skal man i højere grad tale med dem om, fx hvad indbrudstyve er for noget. Og giv dem redskaber: ”Hvis du hører eller ser en tyv, så hent mor og far, eller løb over til naboen”. ”Hvis nogen prøver at lokke dig ind i en bil så kald på hjælp”, eller hvad det nu kunne være.
Her vil børnene ofte gennemleve deres frygt i lege, og det vil ganske ofte ende med, at de onde bliver totalt udraderet, bliver kørt flade af en lastbil eller får noget tungt i hovedet, så de er helt væk fra jordens overflade.
Ud i universet
Når de bliver omkring seks år, så rykker vi længere og længere ud i universet.
- Da er det det overnaturlige, de er bange for. Vampyrer, drager, monstre og væsener fra det ydre rum.
- Nu har de lært, at krokodiller ikke er i Danmark, og de ved nogenlunde, hvordan de skal tackle en tyv. Men med angreb fra det ydre rum, ved vi ikke, hvad der kan ske. Da bliver de altså bange for noget, som de intet erfaringsgrundlag har for. Du kan simpelthen ikke forberede dig på eller forestille dig, hvad de væsener kan finde på.
Frygter, at familien rammes
Ved 9 års-alderen rykker frygten til gengæld meget tæt på. Da begynder de at blive bange for, hvad der kan ske med deres familie.
- Da kan de blive bange for at gå hjemmefra, fordi de tænker på, hvad der kan ske med deres kære, mens de er væk. Her kan man ikke længere sige, at der sker ikke noget med nogen af os. For det kan du jo aldrig garantere.
- Men du kan godt tale med dit barn om, at sandsynligheden for, at mor eller far bliver kørt over af en bus er meget lille. Eller sandsynligheden for, at et fly falder ned, er meget lille: ”Tænk på alle de flyvemaskiner vi ser på himlen hver eneste dag, og det er så sjældent at vi hører, at de falder ned”.
- Og du kan også love dit barn, at du vil køre meget forsigtigt og passe rigtig godt på dig selv. Snak om realiteterne og om, hvad man selv kan gøre for at passe på.