Børneopdragelse: Jeg vil gerne have, at du hører efter!

Ny bog foreslår, at forældre kommer mere på banen, når det drejer sig om at opdrage sine børn - tydelige forældre giver nemlig mere trygge børn.

(© Colourbox)

Børn skal opdrages som de selvstændige personligheder, de er - ikke trues eller dresseres til lydighed, lyder budskabet i ny bog.

I "Helens bog om Børn og opdragelse" anviser netsundhedsplejersken, Helen Lyng Hansen, hvordan man gennem tydelig markering, dialog og empati giver sit barn selvværd og sociale kompetencer.

Det er ganske enkelt en nødvendighed, hvis de skal kunne klare sig i de sammenhænge, som de indgår i ude og hjemme.    - Opdragelsen begynder faktisk allerede hos det helt spæde barn, som man jo også reagerer på, når det græder ved at give det omsorg og trøst. Det giver barnet en helt grundlæggende tillid til, at " mor og far vil mig det godt." En følelse, som følger det resten af livet, forklarer sundhedsplejersken til Sundhed på P1.

600 spørgsmål og svar

Helen Lyng Hansen er på sin hjemmeside i kontakt med mange tusinde forældre hvert år.

Det er den kontakt og de spørgsmål, der danner grundlaget for den nye bog. I alt tæller bogen 600 spørgsmål og svar om børneopdragelse.

Som Helen Lyng Hansens tidligere bog er det børn i alderen fra 0-7 år, der fokuseres på.

Et forløb, som er grundlæggende for barnets udvikling, både fysisk og psykisk: - Det er rigtig vigtigt, hvordan vi kommunikerer med vores børn. Nogle gange er det småbitte ting, der skal til for at barnet føler sig lyttet til og mødt. Forældrene skal være tydelige i deres dialog med barnet, så det kan føle sig tryg.

Jeg vil gerne have

I stedet for at bruge vendingen du skal, kan man for eksempel som forælder (og voksen) snarere inddrage sig selv i samtalen og sige således: Jeg vil gerne, at du... o.s.v.

Hårde ord og irettesættelser, som nedgør barnet, skaber i stedet sorg, utryghed og mindreværdsfølelse.

- I værste fald betyder det på længere sigt, at barnet ikke udvikler et godt selvværd og den empati i forhold til andre mennesker, som en god opdragelse skal fremme.

Helen Lyng Hansen: "Helens bog om børn & opdragelse. Tydelige forældre giver trygge børn". Gads Forlag, udkommer i dag.