Da jeg sad i toget fra Holstebro mod København her til morgen, sad jeg og tænkte meget over, om jeg skulle have briller på eller ej. Grunden til det var en oplevelse, som jeg havde hjemme i Try for et par år siden.
Jeg var sammen med en kammerat, og vi fandt pludselig ud af, at vi skulle på en impulsiv bytur. Han fortalte mig, at hvis jeg havde til hensigt at score i byen, så skulle jeg i hvert fald ikke have mine briller på. Det er sådanne bemærkninger, jeg hele tiden holder fast i.
Derfor brugte jeg meget af tiden i toget på at overveje, om jeg skulle tage brillerne af, så dem jeg mødte, syntes jeg var mere pæn.
Det er små ting som det, der fylder meget. Jeg har det med at tænke, at jeg ikke er god nok, og at jeg hele tiden skal være perfekt. Jeg kan ikke finde ud af at holde af mig selv. Derfor har jeg brug for andres komplimenter, så jeg bliver bekræftet i, at jeg er god nok.
Det begyndte alt sammen i 6. klasse. Dengang blev jeg mobbet, og det fik mig til at føle mig meget alene. Jeg fik at vide, at min næse så sjov ud, og jeg havde nogle alt for store kinder. At jeg var høj og grim, og at jeg gik til den forkerte sportsgren.
I min klasse var det sådan, at man kun kunne gå til tre forskellige sportsgrene. Det var enten fodbold, håndbold eller gymnastik. Og så skulle man have noget bestemt tøj på, og man skulle sige nogle helt bestemte ting. Jeg var totalt modsat. I stedet for fodbold, håndbold og gymnastik, havde jeg valgt at gå til ridning.
Mobningen gjorde mig i tvivl om, hvad jeg tænkte om mig selv. Det fik mig til at tro, at det var mig, det var galt med, og at det var min egen skyld, at jeg blev mobbet. At jeg var en torsk og ikke duede til noget.
Selvom jeg ikke bliver mobbet i dag, så sidder tankerne stadig så dybt i mig, at jeg ikke kan slippe dem. Jeg tror stadig, at jeg ikke er god nok, og derfor skal jeg hele tiden bekræftes i, at jeg er bedst.
I skolen er et 12-tal ikke nok, og når mine studiekammerater sidder i det ene hjørne af et lokale og snakker, og jeg ikke kan høre, hvad de siger, er jeg 130 procent sikker på, at de bagtaler mig.
Jeg ved jo egentlig godt, at det ikke er det, der sker. Men alligevel vælger jeg totalt at gå i forsvarsposition, som om jeg er i krig. Det får mig nogle gange til at blive rapkæftet overfor dem, men oftest vælger jeg at trække mig væk og undgå dem. Jeg bliver totalt pigesur, selvom de er mine venner.
Måske har jeg det sådan, fordi jeg så mange gange har oplevet at blive svigtet af dem, jeg troede var mine venner.
Da jeg begyndte at gå til de der alkoholfri fester for mange år siden, kom jeg ind i en vennegruppe med de helt populære piger. Jeg var så stolt af mig selv, fordi jeg endelig var kommet op i toppen af hierarkiet. Men pludselig en dag ville pigerne ikke tale med mig længere. Inden havde jeg fortalt, at jeg havde det her vilde tøsecrush på en fyr, og det valgte de at bruge imod mig, så alle pludselig vidste det.
På en eller anden måde følte jeg mig til grin, selvom jeg gerne ville fremstå som en selvsikker person.
Det er sådanne ting, der fylder meget for mig, og som stadig gør det. De sidder fast i mig, fordi jeg er vant til, at tingene går skidt for mig, og at dem, jeg stoler på på et eller andet tidspunkt røvrender mig. Det er nok også derfor, jeg har kastet min kærlighed på hestene, fordi jeg ved, at så længe jeg passer dem godt, så røvrender de mig ikke.
Jeg vil gerne være den bedste. Jeg ved godt, at det er høje krav at stille til sig selv, men det er sådan, jeg har det. Derfor søger jeg anerkendelse gennem andre. Hele tiden. Faktisk tror jeg, at jeg er afhængig af at få at vide, at jeg er god nok.
Det er ikke nok for mig, at jeg kigger mig i spejlet om morgenen og siger: 'Hey, du ser pæn ud.' For når jeg lidt senere ser en flottere pige i bussen, så har jeg brug for at få anerkendelse igen – og helst fra andre end mig selv.
Alberte Dommerby Kristensen fortæller sin historie i ’Tværs’ på P3 søndag aften kl. 20.03, hvor Lotus Turell og Petra Nagel giver deres bud på, hvad Alberte kan gøre for at få det bedre med sig selv.