Englænderne var de første, der nedskrev regler for, hvordan man spiller fodbold. Det skete i 1863, og siden er fodbold blevet populært i hele verden.

Siden 1930 har verdens bedste landshold mødt hinanden til VM, men faktisk blev verdens første landskamp spillet længe før det første VM. Det var i 1872, hvor England mødte Skotland.

Første turnering mellem verdens lande foregik ved de olympiske lege i 1900, men der blev kun spillet to kampe, og der var kun 2000 tilskuere.

I år er der 32 lande med til VM i Rusland, og kampene bliver fulgt af flere hundredetusinde på stadioner og flere millioner via tv.

Nedenfor kan du se alle VM-værtslande siden 1930, du kan læse sjove fakta om VM og se, hvordan Danmark har klaret sig ved VM.

1930-1949: Værter: Uruguay, Italien og Frankrig.

1930-1949

1930
Første verdensmesterskab i fodbold holdes i Uruguay i Sydamerika. 13 hold deltager. Der er 90.000 tilskuere til finalen mellem Uruguay og Argentina. Uruguay vinder.

VM skal fremover foregå hvert fjerde år.

1934
VM i Italien. 16 hold deltager. Italien vinder over Tjekkoslovakiet.

1938
VM i Frankrig. Italien vinder over Ungarn.

1942
VM er aflyst på grund af 2. verdenskrig.

1946
VM er aflyst på grund af 2. verdenskrig.

1950-1959: Værter: Brasilien, Schweiz og Sverige.

1950-1959

1950
VM i Brasilien. 13 lande deltager, og der er 200.000 tilskuere til finalen mellem Brasilien og Uruguay. Uruguay vinder.

1954
VM i Schweiz. Vesttyskland vinder over Ungarn.
VM bliver tv’s første store publikumssucces på verdensplan. 16 lande deltager, og 90 millioner mennesker følger kampene. Til finalen er der 64.000 tilskuere.

Der bliver i gennemsnit scoret 5,4 mål per kamp ved dette VM, og det er det største antal i VM’s historie.

Tyskerne spiller med en ny slags fodboldstøvler, hvor de kan udskifte knopperne under sålen, så knopperne passer til den bane, de skal spille på. Det har måske hjulpet tyskerne i finalekampen, hvor de spiller mod Ungarn i voldsomt regnvejr.

1958
VM i Sverige. Brasilien vinder over Sverige.
På Brasiliens landshold spiller en af verdens bedste fodboldspillere nogensinde, Pelé. Han er den yngste spiller, der har scoret ved et VM. Pelé var kun 17 år, da han scorede i kvartfinalen.

Danmark forsøger for første gang at komme med til VM, men holdet kvalificerer sig ikke.

1960-1969: Værter: Chile og England.

1960-1969

1962
VM i Chile. Brasilien vinder over Tjekkoslovakiet.

1966
VM i England. England vinder over Tyskland.
Finalen sendes for første gang som direkte tv-transmission via satellit til 52 lande. 400 millioner seere følger kampene på tv. 100.000 tilskuere ser finalen.

Ved en af kampene, England mod Argentina, forbyder den engelske træner, Alf Ramsey, sine spillere at bytte trøjer med modstanderne efter kampen.

1970-1979: Værter: Mexico, Tyskland og Argentina.

1970-1979

1970
VM i Mexico. Brasilien vinder over Italien.
Brasilien vinder sit tredje VM, og det er særligt, for det betyder, at de må beholde pokalen. Det er ellers en vandrepokal, som skal gå videre til vinderen af næste VM.

Rødt og gult kort bliver indført for at sikre, at spillerne nemt kan se, hvad dommeren har dømt.

Hvert VM har sin egen officielle bold med eget navn. I 1970 hedder den Telstar og er syet af sorte og hvide stykker læder, så den er lettere at se på de sort-hvide tv-skærme. De tidligere VM-bolde var ensfarvede brune.

Uofficielt VM for kvinder i Italien. Den danske kvindefodboldklub Femina vinder VM over Italien.

1971
Uofficielt VM for kvinder i Mexico. Danmarkfinalen, Danmark vinder over Mexico, og finalen bliver fulgt af 100.000 tilskuere på stadion.

1974
VM i Tyskland. Vesttyskland vinder over Holland.

1978
VM i Argentina. Argentina vinder over Holland.

VM er udvidet til 24 nationer, så der er plads til flere hold fra Afrika og Asien.

En af de første kampe bliver 35 minutter forsinket, fordi de to hold, Frankrig og Ungarn, begge kommer i hvide trøjer. Frankrig kommer til at spille i stribede trøjer, så tv-seerne kan se forskel på de to hold.

1980-1989: Værter: Spanien og Mexico.

1980-1989

1982
VM i Spanien. Italien vinder over Vesttyskland.

Italiens hold har den ældste spiller, der nogensinde har deltaget i en VM-finale. Det er målmanden Dino Zoff, som er 40 år.

1986
VM i Mexico. Argentina vinder over Tyskland.

Danmark kvalificerer sig for første gang til VM og vinder i en af de første kampe helt uventet over Uruguay 6-1, men holdet taber til Spanien i ottendedelsfinalen.

1990-1999: Værter: Italien, USA og Frankrig.

1990-1999

1990
VM i Italien. Vesttyskland vinder over Argentina. For første gang kommer et afrikansk land, Cameroon i en kvartfinale.

1991
Første officielle VM for kvinder bliver afholdt i Kina. USA vinder finalen over Norge.

1994
VM i USA. Første finale, der bliver afgjort ved straffespark. Brasilien slår Italien.

Det internationale fodboldforbund, Fifa, har valgt USA som værtsland for at udbrede spillet mere i USA, hvor der ikke er så mange, der spiller fodbold. Fifa håber, at VM vil få flere til at interessere sig for fodbold.

I gennemsnit er der over 68.000 tilskuere til hver kamp i USA – det er det hidtil største antal tilskuere i VM’s historie.

1998
VM i Frankrig. Frankrig vinder over Brasilien.

Danmark er for anden gang med ved VM og når til kvartfinalen, hvor de bliver slået af Brasilien.

2000-2009: Værter: Japan, Sydkorea og Tyskland.

2000-2009

2002
VM holdes for første gang i Asien og foregår i de to lande Japan og Sydkorea. Brasilien slår Tyskland og vinder VM for femte gang og er dermed det land, der har vundet VM flest gange.

Danmark når til ottedelsfinalen, hvor de bliver slået af England.

2006
VM i Tyskland. Italien vinder over Frankrig i straffesparkskonkurrence. Det er anden gang, VM-finalen bliver afgjort ved straffespark.

2010-2019: Værter: Sydafrika, Brasilien og Rusland.

2010-2019

2010
VM bliver holdt for første gang på det afrikanske kontinent i Sydafrika. Spanien vinder over Holland.

Danmark når til slutrunden ved VM, men kommer ikke videre efter gruppespillet.

2014
VM i Brasilien, hvor Tyskland slår Argentina i finalen og vinder sit fjerde VM.

Cirka 700 millioner tv-seere følger VM.

2015
VM for kvinder i Canada. 24 hold er med, og i gennemsnit følger 25.664 tilskuere kampene på stadion.

2018
VM i Rusland – 32 nationer deltager.

Den officielle VM-plakat viser den russiske målmand Lev Jasjin, som anses for at være en af verdens bedste målmænd. Han er den eneste målmand, der har modtaget den internationale fodboldpris Ballon d’Or, som gives til verdens bedste fodboldspiller. Jasjin deltog i VM i 1958, 1962, 1966 og 1970, og han modtog Ballon d’Or i 1963.

Danmark har kvalificeret sig til VM og skal møde Peru i sin første kamp.

2019
VM for kvinder i Frankrig.

Credit


Tekst: Anne Bollerslev og Anders Worup


Kilder: Jørn Hansen: ”Verdensspillet – Fodboldhistorie fra de første spark til Verdensmesterskaberne”, John Andrews: ”Det smukke spil”, DBU’s hjemmeside og Fifa’s hjemmeside.