Vil du ha' super-sæd? Her er 5 gode råd

Ny forskning viser, at der er meget, du kan gøre for at forbedre din sædkvalitet.

Vil du ha' super-sæd? Her er 5 gode råd

Ny forskning viser, at der er meget, du kan gøre for at forbedre din sædkvalitet.

Scroll for at læse

De sidste 40 år er den vestlige mands sædkvalitet styrtdykket.

En undersøgelse med sædprøver fra mere end 40.000 europæiske og nordamerikanske mænd afslører, at sædkvaliteten i perioden er faldet med hele 50 procent.

Og det lyder jo ikke ligefrem opmuntrende.

Men Peter Humaidan, professor i medicin ved Aarhus Universitet, har gode nyheder til par, der gerne vil have børn. For hidtil har vi set på de forkerte kvaliteter ved sædcellerne, siger han:

- Vi vurderer i dag ud fra gamle principper, men vi bør i stedet kigge ind i sædcellerne.

I dag bedømmer de fleste fertilitetsklinikker en mands sædkvalitet ud fra antallet af sædceller, og hvor hurtigt de bevæger sig. Og ud fra de parametre vurderer lægen, om manden er i stand til at gør kvinden gravid - med eller uden hjælp.

Skader - ikke fart - er afgørende

Men ifølge Peter Humaidan siger antallet af sædceller - og deres fart - ikke ret meget om cellernes evne til at befrugte et æg.

Det gør derimod antallet af de såkaldte DNA-brud, viser både hans og international forskning.

DNA-brud er et udtryk for, at DNA’et i sædellerne er beskadiget, og antallet af brud har stor betydning for sædcellernes evne til at befrugte et æg. Hvis en mand har 15-20 procent brud på DNA’et, påvirker det sædkvaliteten.

- Og ligger tallet over 40 procent, er det svært at opnå graviditet, siger Peter Humaidan.

Hjalp sæden med sund kost

Heldigvis er DNA-brud - i modsætning til langsomme sædceller - nemt at gøre noget ved.

For nylig havde Peter Humaidan et par, hvor manden fik undersøgt antallet af DNA-brud i sin sæd. Det lå på 48 procent.

- Jeg foreslog patienten, at han skulle lægge kosten om. Et par måneder senere lå antallet på 16 procent. Så der er meget, du kan gøre, for at forbedre din sædkvalitet, siger Peter Humaidan.

Herunder giver han fem gode råd til, hvordan du kan forbedre din sædkvalitet.

Skod cigaretten

Hvis din mor røg, da hun var gravid med dig, er der en større risiko for, at du har nedsat sædkvalitet. Og det kan du ikke gøre så meget ved.

Men hvis du selv ryger, så er der masser at vinde på sædkvalitetetsfronten. Rygning øger nemlig DNA-fragmenteringen i sædcellerne markant.

- En storryger har 50 procent mindre sandsynlighed for at gøre sin kæreste gravid. Og der er 30 procent større sandsynlighed for, at kæresten får spontan abort før uge 8, siger Peter Humaidan.

Så ud med smøgerne og ind med sædcellerne.

Let r*****

Der er stort set ikke det, som motion ikke hjælper på. Vi mennesker er jo ikke designet til sidde for meget stille - og gør vi det, kan det også mærkes på sædkvaliteten.

Ved motion aktiverer du nemlig kroppens egne antioxidanter, og de modvirker DNA-brud i sædcellerne, forklarer Peter Humaidan.

- Motion har flere positive effekter for sædkvaliteten. Antioxidanterne sørger for, at der kommer færre DNA-brud i sædcellerne, og så får du også udløst endorfiner, når du motionerer - og det har nok også en effekt.

Vil du have et barn, kan det altså være, det starter nede i det lokale fitness-center.

Smid bildækket

Sædceller har det ikke godt med varme. Det er derfor, mandens testikler hænger uden på kroppen, så de bliver luftet godt igennem og dermed kølet ned.

Men hvis du er overvægtig, er der stor risiko for, at dine testikler bliver for varme - og det skader sædcellerne.

- Hvis en sædcelle får for meget varme, er der større risiko for, at den får DNA-brud. I langt de fleste tilfælde bliver cellerne for varme, fordi manden er overvægtig. De bliver simpelthen klemt inde mellem de varme lår, siger Peter Humaidan.

Så af med bildækket, hvis du vil have supersæd!

Drop drukturen

Alkohol er sædcellernes fjende nummer et.

Ikke nok med at alkohol skader DNA’et, så påvirker det også mængden af sædceller og deres topfart. Alkohol sløver med andre ord dine sædceller ligeså meget, som de sløver dig, forklarer Peter Humaidan.

Forskellen er bare, at fordi det tager omkring 74 dage at producere en sædcelle, tager det meget længere tid for cellerne at komme sig over “tømmermændene”.

Vil du gøre din kæreste gravid og stopper med at drikke alkohol, tager det altså ca. tre måneder, før du kan se en effekt.

Men hvor meget alkohol må man så drikke?

Ifølge en dansk undersøgelse af over 1000 unge mænd, kunne forskerne se forringet sædkvalitet allerede ved fem ugentlige genstande. Og sædkvaliteten var stærkt nedsat, hvis mændene drak over 25 genstande om ugen.

Så fyld lommelærken op med børnechampagne og på med “jeg-kører-hjem”-nålen.

Ta' (de rigtige) kosttilskud

Hvor de fire første råd er lige til at gå i gang med, så råder forsker Peter Humaidan til, at du kun følger dette sidste råd, efter konsultation med din læge.

- Mange kosttilskud har antioxidante effekter, der kan påvirke sædkvaliteten. Men er du storryger er effekten af et et rygestop langt større, så lad være med at tage kosttilskud uden at tale med din læge først, siger han.

Forskning har vist, at zink og D-vitamin påvirker sædkvaliteten. De rigtige mængder zink i kroppen kan, ifølge Peter Humaidan, nedsætte antallet af DNA-brud i sædcellerne og hæve testosteron-niveauet i kroppen.

Og så er det bevist, at nogle urteprodukter også har antioxidante effekter.

Men... før du smutter ned i den lokale helsebiks og køber dig fattig, så følg de første fire råd. Så er du allerede kommet langt med at forbedre dine små svømmere.

Credit


Tekst: Jeppe Kyhne Knudsen

Illustrationer: Mathis Birkeholm Duus


Kilder:
Peter Humaidan, professor i medicin ved Aarhus Universitet

Tidsskriftet Oxford Academic

Tidsskriftet Reproductive Medicine Online