Drømmen om en base på Månen er blusset op igen efter årtier, hvor bemandede månerejser var en død kartoffel. Billig kommerciel rumfart og muligheden for at høste brændstof og forberede en kolonisering af Mars har igen gjort Månen attraktiv.

Og der er masser af idéer. Det europæiske rumagentur vil lade robotter bygge en base af månestøv, NASA vil sende oppustelige moduler derop, og kineserne vil ikke ud med, hvad de pønser på.

Der med andre ord masser af ideer, men ingen konkrete planer.

Med kyndig vejledning fra astrofysiker ved DTU Space, Michael Linden-Vørnle, har vi stykket idéerne sammen og bygget en månebase i Lego, som den kunne se ud.

Herunder følger en visuel gennemgang af en potential fremtidig månebase - bygget i Lego.

Du kan gå på opdagelse i beboelsesmodulet, drivhuset, motionsrummet, værkstedet, laboratoriet, kraftværket, affyringsrampen og minen.

Scroll og swipe gennem alle modulerne.

Her sover, spiser, bader og nyder månebasens beboere deres fritid. For at de kan bo i længere tid på Månen, skal bygningen skærme dem for Solens stråling, der er meget kraftig på Månen, og mod mikrometeoritter, der konstant banker ned på overfladen fordi der ikke er nogen atmosfære.

Den letteste måde at gøre det på er at dække bygningen af et tykt lag månestøv.

Uden atmosfære og er der også et meget lavt tryk. Ved det lave tryk koger vand ved almindelig kropstemperatur, så hvis ikke der er trykudlignet, koger beboernes blod, og de dør.

Bygningen er derfor fuldstændig lufttæt - lidt ligesom en flykabine. Og så har den et system, der pumper ilt ind og suger den CO2, vi udånder, ud.

I drivhuset dyrker månebeboerne deres mad, så de ikke er afhængige af at få leveret madpakker fra Jorden.

Beboerne kan gå direkte fra beboelsesområdet over i drivhuset, for det kræver dagligt arbejde at dyrke grøntsagerne.

Lige nu bliver der forsket i, hvilke grøntsager der egner sig til at blive dyrket på andre planeter.

På Den Internationale Rumstation er der allerede blevet dyrket salat, men helt præcist hvilke planter, vi tager med til Månen er endnu uvist.

Her pruster og tramper beboerne afsted på motionscykler og løbebånd. Tyngdekraften på månen er nemlig kun en sjettedel af, hvad den er på Jorden, så for at musklerne ikke svinder ind, er det nødvendigt at dyrke motion hver eneste dag.

På Den Internationale Rumstation dyrker astronauterne to timers motion hver dag, men på rumstationen er tyngdekraften endnu svagere end på månen. Beboerne kan derfor nok nøjes med lidt mindre på månebasen.

Her lander og letter raketter på vej til og fra månebasen. Et par gange om året kommer en forsyningsraket fra Jorden med de materialer, der ikke produceres på basen.

Elektronik, robotter, nye maskiner og afløsere for beboerne er med ombord. Ligesom på Den Internationale Rumstation bor forskerne ikke længere end et års tid på Månen ad gangen, regner man med.

Under måneoverfladen bugner det med mineraler. Mineraler som beboerne kan bruge til at udvide månebasen, og som de kan pakke ned og sende med rumskibe på missioner videre ud i Solsystemet.

Det er højst sandsynligt billigere at udvinde mineralerne på Månen og sende dem med rumskibene end at fragte dem ud af Jordens atmosfære.

Minen drives af robotter, så beboerne kun behøver at overvåge driften, så der er nok desværre meget få jobs i mineindustrien på Månen.