Året er 1947. Det er en fredelig sommerdag i Roswell, New Mexico, da landmanden Mac Brazel finder en masse mystiske genstande, som ligner vragdele, på en mark mellem sine græssende får.

Han tilkalder den lokale sherif George Wilco, der undersøger området og rapporterer fundet til Flyvevåbnet, som har en base lige i nærheden.

Militæret lukker området og bjerger vragdelene. Delene består blandt andet af metaldele holdt sammen med tape, store stykker plastik og noget tykt, skinnede papiragtigt materiale.

“RAAF (forkortelse for den lokale militærbase, red) finder flyvende tallerken på ranch i Roswell-regionen”, lyder den chokerende overskrift i de lokale avisspalter dagen efter.

Fra officielt hold bliver historien hurtigt skudt ned. Der er tale om en vejrballon, forsikrer myndighederne.

Den forklaring bider hverken landmand Mac Brazel, sheriffen eller den lokale avis på. Det må være en UFO, mener de. Og myndighederne skjuler efterfølgende vragdelene og ligene af rumvæsner, på den siden sagnomspundne og tophemmelige “Area 51”-base i nærheden.

Kimen til de første internationale konspirationsteorier om rumvæsner, UFO’er og myndighedernes mørklægning er lagt.

Men selvom det kan være fristende at lade sig forføre af konspirationsteorier, er den kedelige sandhed altså, at der endnu ikke er nogen, som har fremlagt beviser for, at der findes liv andre steder end her på vores egen lille jord i Solsystemets smørhul.

Men er der liv derude?

- Ja, det tror jeg. Og vi kommer også til at se det, siger Hans Kjeldsen, astrofysiker og professor på Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Men hvor er det så? Hvordan ser det ud? Og hvornår finder vi det?

Forestil dig et rumvæsen. Hvad ser du? En hvidlig, aflang krop med et smalt, skaldet hoved, store øjne og lange lemmer som i Spielbergs klassiker “Nærkontakt af tredje grad”?

Eller måske et brunt monster med en slank, muskuløs krop, et enormt baghoved og omvendte tæer og fingre, som det Will Smith trækker gennem ørkenen i “Independence Day”?

Ideerne om, hvordan aliens ser ud, er vidt forskellige, men alligevel overraskende ens: De minder nemlig om liv, som vi kender det.

- Vi går og ligner hinanden og andre arter her på Jorden mere, end vi tror, fordi liv tager form efter det miljø, det er i. Hvis der er liv andre steder, har det tilpasset sig nogle helt andre vilkår. Og måske bygger det på nogle helt andre parametre. Det kan være en slimet klump uden hoved og lemmer eller én stor hjerne. Måske kan vi slet ikke se det, siger Hans Kjeldsen.

Det er altså ikke sikkert, at vi ville kunne genkende liv, hvis vi stødte på det. Og faktisk er en del af udfordringen, at vi slet ikke har nogen videnskabelig definition på, hvad liv egentlig er.

- Så vi ved faktisk ikke helt, hvad vi leder efter, siger Tina Ibsen, astrofysiker på Tycho Brahe Planetariet.

Alligevel tror hun, at vi finder liv derude. Og det første liv, vi kommer til at støde på, er af den primitive, encellede slags: Bakterier, der kan overleve under vanvittige betingelser i vakuum og i det gigantiske, interstellare rum mellem stjernerne.

- Der går ikke så lang tid, før vi ser noget, som vi ikke kan forklare som andet end liv. Måske har vi inden for 3-5 år de første beviser, og så går der nogle år, før vi finder mere interessante livsformer, siger Hans Kjeldsen, der ligesom Tina Ibsen ikke bare tror, men også håber på, at der er liv andre steder i universet.

Men hvordan i alverden leder man efter liv i et rum, der er så stort, at der er mere end 41 millioner kilometer til vores nærmeste planet i Solsystemet - og tre milliarder kilometer til den fjerneste?

Siden 1960’erne har flere førende rumforskere deltaget i en række projekter under overskriften SETI, hvis forkortelse på frit oversat dansk står for “Søgning efter ikke-jordisk intelligens”.

SETI-forskere har gennem årene udført flere forskellige eksperimenter, men den foretrukne metode er at gennemtrawle himlen for radiosignaler. Det gør de ved at rette en masse gigantiske parabolantenner mod stjernerne, og på den måde har forskerne aflyttet millioner af frekvenser gennem årerne. Selv NASA havde en kort overgang et SETI-projekt.

Som at lede efter et atom i et solsystem, tænker du? Og ja, E.T har stadig ikke tjekket ind på vores frekvens.

Men det er faktisk smart, det SETI gør. De nye projekter scanner over en milliard frekvenser ad gangen, og himmelrummet er enormt, så forskerne fokuserer deres søgen derhen, hvor vi ved, der er planeter, som minder om Jorden, siger Hans Kjeldsen.

- Men det er alligevel nok ikke sådan, vi skal forvente at finde liv, forklarer Tina Ibsen. I stedet er der to andre muligheder: Tage prøver, som vi gør på eksempelvis Mars eller lede efter såkaldte biomarkører - altså stoffer vi kender her fra Jorden, som kan indikere, at der er liv.

- Det kan man gøre ved hjælp af de nye enorme teleskoper, som er på vej de kommende år. Først James Webb-rumteleskopet, der afløser Hubble-teleskopet næste år og i 2024 det endnu større, jordbaserede Extremely Large Telescope, siger Tina Ibsen.

Extremely Large Telescope, ELT, bliver også kaldt “Verdens største øje mod himlen”, og det skal blandt andet rettes mod hundredtusindvis af fjerntliggende exoplaneter (planeter, der kredser om andre stjerner end vores sol) for at undersøge, om de har en atmosfære - og hvad der i så fald er i den.

- Med ELT kommer vi første gang til at kunne se direkte, hvad der er i atmosfæren på de her jordlignende planeter. Teknologi, atomkrig, udledning af CO2 eller andre gasser - alt afspejler sig i atmosfæren, og tegn på liv ville være tydelige, siger astrofysiker Uffe Gråe Jørgensen, Niels Bohr Institutet.

Inden vi stiller teleskoperne skarpt på de fjerne, fjerne exoplaneter, der ligger flere lysår væk, sender NASA endnu en robot til vores naboplanet Mars for at lede efter tegn på liv.

Det virker måske som en håbløs mission, når man kaster sit blik mod den umiddelbart golde og ugæstfri planet, men Mars 2020-roveren, som den hedder, er den hidtil mest avancerede robot, der sætter sine solide hjul på den røde planet.

Om der er (eller har været) liv på planeten, finder vi ud af, når anden del af Mars 2020-ekspedition i midten af 2020’erne henter prøverne fra otte udvalgte steder på planeten tilbage til Jorden.

Grunden til, at vi bliver ved at lede på liv efter Mars, er, at planten engang har haft de samme betingelser for liv som Jorden.

- For omkring fire milliarder år siden var Mars både varmere og havde flydende vand. Og selvom der nok ikke er liv på Mars’ overflade i dag, kan det ikke udelukkes, at der er biologi i Mars’ undergrund, siger Hans Kjeldsen.

Hvorfor livet ikke har udviklet sig på Mars som på Jorden, eller hvorfor det i så fald er uddødt igen, ved forskerne ikke.

- Måske er liv - i hvert fald intelligent liv - så usædvanligt, at det bare ikke har udviklet andre steder. Måske har betingelser på Mars simpelthen været for barske, fordi Mars er mindre end Jorden og derfor har tabt sit magnetfelt tidligt og dermed også sin atmosfære, siger Uffe Gråe Jørgensen.

- Men finder vi liv et sted som Mars - bare simple organismer, er der virkelig håb for mere avancerede livsformer andre steder, siger Tina Ibsen.

Det kunne eksempelvis være i en form, der minder om de sejlivede, mikroskopiske bjørnedyr, som kan overleve alt fra kogning til vakuum og nedfrysning ved ekstreme minusgrader i årevis.

Fysikeren Enrico Fermi stillede det berømte spørgsmål, som siden blev til Fermi-paradokset, i 1950.

Pointen med hans spørgsmål var simpel: Hvis intelligent liv har udviklet sig andre steder, burde det have kontaktet os for længst. Ergo findes der kun intelligent liv her på Jorden.

- Alene i vores egen galakse, Mælkevejen, ved vi med ret stor sikkerhed, at der er ca. 10 milliarder jordlignende planeter. Det fleste af dem er mere end en milliard år ældre end Jorden. Tænk på, hvor hurtigt vores egen art har udviklet sig og forestil dig så mennesker plus en milliard år. Til den tid ville vi, hvis vi eksisterer, for længst have bredt os til planeter omkring andre stjerner og taget kontakt til andre civilisationer, siger Uffe Gråe Jørgensen.

Men rumvæsnerne har hverken besøgt eller “ringet” til os, og Uffe Gråe Jørgensen tror derfor ikke, at der findes andre intelligente væsner. Medmindre de selvfølgelig har udryddet sig selv igen.

Til gengæld kan han godt forestille sig, at der lever simple organismer i rummet.

Anderledes optimistiske er både Tina Ibsen og Hans Kjeldsen, når det kommer til troen på intelligent liv andre steder i Mælkevejen. Og det skyldes de samme tal, som Uffe Gråe Jørgensen henviser til.

- Der er 200 milliarder stjerner i vores galakse. Rigtig mange af dem ligner Solen, og rigtig mange af dem har flere planeter kredsende omkring sig. Det er simpelthen bare mest sandsynligt, at der er opstået liv på en af dem, siger Tina Ibsen.

Kigger vi længere ud i universet stiger den statistiske sandsynlighed for, at der findes intelligent liv i en af de andre hundrede milliarder galakser. Men det liv kommer vi, medmindre vi trodser fysikkens love om hastighed, aldrig i kontakt med.

- Men i vores levetid tror jeg ikke, det er utopisk, at vi observerer intelligent liv på fjerne planeter i vores egen galakse, og at vi med fremtidens teleskoper kommer til at kunne se de planeters overflade i grove træk. Især hvis der er plantevækst, som kan ses på meget lang afstand, siger Hans Kjeldsen.