Når hovedpersonen i ‘Slumdog Millionaire’ falder gennem lokummet og ned i en kæmpe sø af lort, er det ikke langt fra virkeligheden. Mumbai har nemlig kæmpemæssige problemer med manglende kloakering.

I 2005 væltede 668 mm regn ned over byen på bare tolv timer og oversvømmede gader og togskinner - og hele slumområder skyllede væk i en strøm af afføring og affald.

Der ligger en kæmpe opgave i regnvandsopsamling og kloakering, når byen frem mod 2050 fordobler sit indbyggertal.

Hvis du får en slem hoste, der bare ikke vil gå væk, når du besøger Delhi, er det helt normalt. Som i store dele af Indien er luftforurening i hovedstaden et gigantisk problem.

I november 2017 var luften så forurenet, at det at indånde den svarede til at ryge 50 cigaretter om dagen. Og det er som bekendt ikke særlig sundt.

Luftforurening giver større risiko for hjertesygdomme, lungekræft og vejrtrækningsproblemer, så Delhi har et kæmpe problem, der kun bliver større, når byen vokser eksplosivt frem mod 2050.

Myndighederne forsøger at mindske forureningen ved at indføre dage, hvor kun biler med lige tal på nummerpladen må køre på vejene - og andre dage for dem med ulige.

Men det er ikke nok, og der skal skrappere metoder til, hvis luften skal være til at indånde i fremtiden.

Forestil dig, at Lars Løkke Rasmussen taber statsministerposten ved næste valg, men skider på nederlaget og bliver siddende i Statsministeriet. Det er situationen i Kinshasa, hvor præsident Joseph Kabila har siddet ulovligt på magten, siden hans mandat udløb i december 2016.

Korruption er et af Kinshasas allerstørste problemer. Landet har ellers fine forudsætninger for at opbygge et samfund, hvor fattigdom og krig hører fortiden til. Congo har nemlig nogle af de største mineralforekomster i hele Afrika.

I stedet sidder den korrupte regering og troner i Kinshasa, rige af at sælge ud af landets ressourcer, mens størstedelen af befolkningen er plaget af elendig infrastruktur, høj arbejdsløshed og en hverdag i en verdens mindst udviklede storbyer.

I 2015 døde mere end 1500 mennesker, da temperaturen i Karachi lå over brandvarme 40 grader i fem døgn i træk. Selv om natten dalede temperaturen inde i byen ikke. Det skyldes et fænomen, som flere megabyer kæmper med, kaldet “urbane varmeøer”.

Store byområder fyldt med beton, mursten og asfalt absorberer nemlig solens varme i løbet af dagen, og når solen så går ned, afgiver stenene varmen og holder temperaturen oppe. Typisk vil megabyer derfor være 5-8 grader varmere end landområdet omkring.

Ved at plante træer og anlægge store parker og søer, er det muligt at køle byen ned. I Karachi er der ikke plads til hverken træer eller parker, da alle vil bo midt inde i byen. Der er nemlig meget få offentlige transportmidler, så byen kvæles i endeløse bilkøer, og vil du nå på arbejde, sker det på gåben. Og så nytter det jo ikke at bo langt ude i forstæderne.

Der ligger ikke skrald og flyder i New Yorks gader, kloakeringen fungerer, luften er nogenlunde ren - og det er muligt at pendle til arbejde fra forstæderne. Noget som kan være decideret umuligt i mange af verdens andre megabyer.

New Yorks store problem er egentlig et luksusproblem. Byen lider nemlig af omfattende ‘gentrificering’. Det betyder, at i de områder, hvor underklassen tidligere boede - Harlem og Brooklyn i særdeleshed - bliver ejendomme opkøbt af pengemænd og omdannet til luksuslejligheder, som de oprindelige beboere umuligt har råd til.

Det tvinger almindelige mennesker længere og længere væk fra bykernen, der langsomt bliver til en kønsløs rigmands-oase. Og det bliver kun værre, når New York vokser sig endnu større frem mod 2050.

Det regner meget i Mexico City. Faktisk regner det mere, end det gør i paraplyernes by, London. Alligevel lider byen af akut vandmangel.

Mexico City ligger hvor Aztekernes hovedstad engang lå. En by der blev kaldt den nye verdens Venedig, fordi den var fyldt med flydende haver - og lå ud til en enorm sø. I dag er den sø væk. Drænet for at gøre plads til huse, fabrikker og indkøbscentre. Og nu er her knastørt.

Byens vandforsyning må i dag pumpes ind fra et sted højt i bjergene mere end 100 kilometer væk. Og det kræver strøm, rigtig meget strøm, at pumpe vandet gennem bjergene. Den dyre transport betyder, at prisen på vand er højere her end noget andet sted i verden.

Det hjælper heller ikke på prisen, at 40 procent af det vand, der pumpes op fra undergrunden, forsvinder ud af utætheder i de ældgamle rørledninger.

Ikke nok med at vandet er dyrt, så kan det også være svært at få fat på for den almindelige mexicaner. For 70 procent af byens indbyggere kommer der vand ud af vandhanen under 12 timer om dagen. Og for de uheldigste sker det ofte, at de må vente flere dage på, at vandhanen igen spytter de livsvigtige dråber ud.