Den 15. september 2011 stemmer danskerne et rødt flertal ind i Folketinget. Men glæden for Helle Thorning-Schmidt er kortvarig.

Radikale Venstre med Margrethe Vestager i spidsen har fået 17 mandater – et mere end Socialdemokraternes samarbejdspartner SF.

Det bliver startskuddet til 17 dages intense forhandlinger om regeringsgrundlaget på toppen af hotel Crowne Plaza i Ørestaden, som pressen døber ”Det Sorte Tårn”.

Efterfølgende kan Helle Thorning-Schmidt side om side med Margrethe Vestager og Villy Søvndal præsentere den første røde regering siden 2001 på Amalienborg Slotsplads.

Der går ikke lang tid, før den nydannede regering bliver mødt med den første, store regning efter valgkampen.

Socialdemokraterne og SF er begge blandt andet gået til valg på løftet om en betalingsring rundt om København, men i vinteren 2012 begynder de første sprækker at vise sig i fundamentet til det prestigefyldte trafikprojekt.

Planerne bliver mødt med massiv kritik fra borgmestre og borgere i kommunerne rundt om København. Samtidig bliver der fra flere sider sat spørgsmålstegn ved, om finansieringen af betalingsringen overhovedet hænger sammen.

Socialdemokraterne begynder at vakle, og medierne lægger pres på regeringen.

Det hele kulminerer i et stort besøgt pressemøde i Spejlsalen på Christiansborg 22. februar, hvor Helle Thorning-Schmidt gentagende gange bliver spurgt ind til betalingsringens skæbne.

Men uanset hvordan der bliver spurgt, er svaret blot det nu så berømte: ”Der kommer en god løsning i morgen”.

Dagen efter bliver betalingsringen lagt i graven.

Fire måneder senere brager regeringen ind i det næste store opgør. Denne gang i egne, røde rækker.

I 11. time af forhandlingerne om en skattereform med blandt andet Enhedslisten, vælger daværende skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) at lave en aftale med Venstre og De Konservative i blå blok.

Den nye skattereform forhøjer blandt andet indkomstgrænsen for topskat, og det sender Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i det røde felt, da hun mener Skattereformen tilgodeser de rige i stedet for førtidspensionister og arbejdsløse.

Sent om aftenen den 22. juni 2012 anklager hun i et improviseret interview på gangene i Christiansborg regeringen for at ”pisse på de vælgere, som har stemt på dem” – og bekendtgør, at Enhedslisten nu betragter regeringen som en del af blå blok, og at de ikke længere er et støtteparti.

Enhedslisten er ikke de eneste, der kommer i tvivl om, hvilken knap de skal trykke på fra deres plads i folketingssalen efter aftalen med Venstre og Konservative.

Som regeringsparti skal alle medlemmerne af SF stemme for den nye skattereform. Men det nægter Lisbeth Bech Poulsen og Özlem Cekic, som begge mener, at aftalen er stik imod SF’s politik.

27. juni sætter partiets ledelse dog foden ned. Efter en flere timer lang kammeratlig samtale på Lisbeth Bech Poulsens kontor træder den unge SF’er ud med tårer i øjnene og meddeler pressen, at hun nu har skiftet mening.

I sensommeren 2012 takker Pia Kjærsgaard af som formand for Dansk Folkeparti efter 17 år på posten.

På et pressemøde 8. august i Silkeborg peger hun på Kristian Thulesen Dahl som sin efterfølger.

Selvom han trækker i arbejdstøjet med det samme, bliver han dog først formelt udnævnt som formand ved Dansk Folkepartis årsmøde en måned senere.

Under hans ledelse vokser Dansk Folkepartis popularitet blandt danskerne. Og i en kort overgang står partiet til at blive Danmarks største parti i meningsmålingerne.

I efteråret meddeler SF’s populære formand Villy Søvndal, at han går af som formand.

Det sender regeringspartiet ud i et formandsopgør mellem Villy Søvndals faste støtte, sundhedsminister Astrid Krag, og den relativt ukendte Annette Vilhelmsen.

Astrid Krag bliver betragtet som favorit til posten, men ved en urafstemning blandt partiets medlemmer løber Annette Vilhelmsen med 66 procent af stemmerne.

Vilhelmsen bliver udnævnt til ny erhvervs- og vækstminister, og for første gang i Danmarkshistorien står tre kvinder i spidsen for regeringspartierne.

Det er ikke kun regeringen, der kommer i problemer i løbet af valgperioden. Venstres formand Lars Løkke Rasmussen kommer også under massivt pres.

Først kommer han i søgelyset, efter at Ekstra Bladet afslører, at han i sin stilling som formand for organisationen Global Green Growth Institute (GGGI) har brugt over en million kroner i offentlige midler på flyrejser, hotelophold og chaufører.

Sagen får blandt andet den konsekvens, at Christian Friis Bach (R) træder af som udviklingsminister, da det kommer frem, at han har undladt at fortælle Folketinget om en sydkoreansk rapport, der anklager organisationen for misbrug af udviklingsmidler inden Ekstra Bladets afsløringer.

Lars Løkke Rasmussen selv får dog afværget krisen efter et næsten fire timer langt pressemøde på Christiansborg 20. oktober 2013, hvor han fremlægger sine bilag og undskylder.

I foråret kommer Løkke igen på glatis – og igen er det Ekstra Bladet, der står bag afsløringerne.

Avisen har fået adgang til en række bilag, som viser, at partiet Venstre har købt tøj og sko til Lars Løkke Rasmussen under hans tid som statsminister, og derudover købt flybilletter til medlemmer af hans familie og ekstrarengøring på de hotelværelser, hvor Løkke Rasmussen har røget cigaretter.

Dækningen fører til et opgør i Venstre, hvor flere lokalforeninger og folketingsmedlemmer anført af Jens Rohde udtrykker mistillid til deres formand.

Det hele kulminerer med et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i Venstre den 3. juni 2014, hvor flere medier mener at vide, at Løkke har tænkt sig at gå af som formand.

Men efter et syv timer langt møde er Lars Løkke Rasmussen stadig formand for Venstre.

I august 2014 spekulerer alle medier på højtryk. Rygter siger, at landets statsminister Helle Thorning-Schmidt er i spil som ny EU-præsident.

Efter ugelange spekulationer og gisninger ender hun dog med at blive i Danmark. I stedet er det til alles store overraskelse økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der ender med at ryge til EU, hvor hun bliver konkurrencekommisær.

Samtidig forlader hun posten som formand for Radikale Venstre, som i stedet bliver overtaget af Morten Østergaard.

Da Helle Thorning toner frem på tv-skærmen 1. januar 2015 er de dystre toner om krise og stramninger fra regeringens tidligere år afløst af optimistiske ord som fremgang, vækst og velfærd.

Efter nogle magre år er der endelig fremgang i økonomien, lyder budskabet. Helle Thorning-Schmidt lover derfor mere velfærd, blandt andet i form af et nyt dagpengesystem , flere pædagoger i vuggestuerne og flere penge til sundhedssystemet.

Men statsministeren understreger dog også, at alting koster. Derfor er beskeden også klar: Alle skal arbejde mere – både danskere og flygtninge.

I nytårstalen puffer Helle Thorning-Schmidt så småt valgkampen i gang, og i de næste måneder følger en række kampagner fra Socialdemokraterne, der hver gang puster lidt mere liv i valgrygterne.

Og så er vi tilbage, hvor det hele begyndte for godt tre uger siden.

Efter et forår fyldt med politiske kampagner, spekulationer, rygter og et landsdækkende medie, der kommer til at udskrive valg lidt for tidligt, trykker Helle Thorning-Schmidt endegyldigt på knappen.

Den 27. maj 2015 udskriver landets statsminister folketingsvalg fra Spejlsalen på Christiansborg og sætter dermed punktum for Danmarks første valgperiode med en kvindelig statsminister.