Han finder inspiration i udlandet, hvor den berygtede radiovært Chris Evans fra britiske BBC har haft stor succes.

"Det, jeg godt kan lide, er den meget løse fornemmelse i hans programmer. Det er en loose fornemmelse af, at det hele foregår lige nu," forklarede Casper Christensen dengang til avisen Aktuelt.

"Man kan mærke, at der er en god stemning i studiet. Og kan man formidle den sjove vi-er-nogle-kammerater-der-har-det-skide-sjovt følelse, så er det fedt. Chris Evans har mange små ideer, som ikke holder særlig meget, men de er sjove nu og her. Og sådan noget elsker jeg."

Sådan et koncept passede godt til P3 i midten af 90’erne, hvor radiostationen gennemgik store forandringer – og nu ikke længere kun skulle fokusere på musik, men også på ungdomskultur og ungdomsunderholdning.

Derfor var der også en åbenhed for at prøve nye ting.

Og åbenhed kan man roligt sige, at der blev brug for... For da programmet mandag den 14. oktober 1996 kl 09:10 havde premiere, var det med 100 kilometer i timen.

”Vores tema i dag handler om dumme ting, man har gjort mod dyr – så ring ind og fortæl,” lyder opfordringen fra Casper Christensen, hvorefter medvært Søren Søndergaard fortæller, at han engang har onaneret på en hamster.

Og så er programmet ligesom i gang…

Kort efter kommer den første af mange klager ind via fax. Det er en tegning af Søren Søndergaard, der hænger og dingler i en galge.

Fra februar 1997 får de nemlig deres helt eget program hver fredag formiddag, der ikke kun styres af Tæskeholdet, men nu også hedder ’Tæskeholdet’.

”Vi har sparket Strax ud. Fra nu af er fredagen vores! Længe leve Tæskeholdet!” annoncerer Casper Christensen i comeback-programmet.

Som noget nyt bliver programmet nu også bliver sendt som en times opsummeret farvefjernsyn på DR2 om aftenen - og populariteten stikker helt af.

Det er programmet, som alle taler om - og 'Tæskeholdet' går fra at være en radiobegivenhed til at være et decideret kultfænomen, der hver fredag formiddag samler flere tusinde mennesker foran Radiohuset.

’Tæskeholdet’ var landet som en bombe i radioen. Og det var ikke kun indholdet, der brød grænser – også selve formen brød med de gamle traditioner.

Før 1996 havde stort set alle DR’s radioprogrammer været pæne, omhyggeligt planlagte og afviklet med en timing, som var det en militæraktion.

- Alt det vendte ’Tæskeholdet’ på hovedet, fortæller Betina Skriver, der var programmets tekniker.

- Jeg var næsten lige blevet udlært og havde ikke vanvittig mange kilometer i benene, så at være tekniker for Tæskeholdet var noget af en ilddåb! Jeg havde jo lært at lave radio på den helt klassiske måde, men sådan var det slet ikke her.

Programmet blev bevidst sendt fra teknikrummet i stedet for radiostudiet, de havde med vilje alt for få mikrofoner – og der blev konstant talt ind over musikken.

- Dét med mikrofonerne var et bevidst dogme. Lydbilledet måtte simpelthen ikke være for perfekt. Det var indholdet, der skulle være i fokus – ikke alt produktionen udenom, fortæller teknikeren.

Daværende ’Strax’-vært Niels Kristian Lang lagde i høj grad også mærke til Tæskeholdets tekniske stil:

- Jeg havde der i midt-90’erne længe haft det sådan i maven, at det hele var blevet lidt stift. Men vi var radio-skolede og havde altid fået at vide, at god radio var, at man ikke talte i munden på hinanden, at man sad tæt på mikrofonen, at man talte nogenlunde pænt og for guds skyld ikke talte ind over sangen i musikken. Og så kom Tæskeholdet og gjorde præcis det modsatte. Og jeg synes, det virkede fantastisk.

Et af Tæskeholdet slagord var ”Så længe vi er grove, er vi sjove” – og det skabte holdet i høj grad også programmet efter.

”…vi går efter det morsomme. Om det er personer eller fænomener, er lige meget,” pointerede Casper Christensen selv i B.T., hvor programmet blev kaldt ”usympatisk, sexistisk, fordomsfuldt og respektløst”.

Efter lidt væven indrømmede han også direkte i nyhedsprogrammet DR2 Nyt, at ”jo, vi sviner faktisk folk til”.

Men selvom de fleste var helt enige om, at programmet faktisk var alle disse ting, var mange alligevel meget positive.

”I er blevet landets absolut bedste grin i en alt for alvorlig tid. (…) I har brudt med den pænhed og Public Service, der præger resten af Danmarks Radio – udskiftet fodformet lørdagsunderholdning med intens hypersjov,” skrev avisen Aktuelt eksempelvis.

Daværende P3-chef Judith Skriver, som var med til at få programmet i æteren, kan godt huske de grovere dele af programmet.

- Der vil da helt sikkert være enkelte elementer i en del af udsendelserne, som var ude på kanten, og som man ikke kunne drømme om at sende i dag. Og sikkert også noget som gik over kanten dengang, og som jeg da må indrømme ville have været skønnere, hvis det ikke var blevet sagt eller gjort.

- Men programmernes styrke var jo netop vildskab og søgen grænser og alt det improviserede. Og ikke at hvert indfald og ord var skrevet i et manuskript og grundigt overvejet på forhånd, forklarer hun.

- Så ja – noget gik over stregen. Men jeg har svært ved at fortryde det uden at fortryde hele projekt 'Tæskeholdet'. Og det gør jeg ikke.

Judith Skriver var ikke overrasket over kritikken af programmet.

- Den var vel næsten til at forudse, når man søsætter et program, som er så anderledes, vildt og uregerligt som 'Tæskeholdet' var.

- Det brød muren for sædvanlig og pæn adfærd på radio – og det var der selvfølgelig nogen, som ikke kunne lide. Nogle få heldigvis. Langt de fleste nød det – også når de indimellem rystede på hovedet over galskaben, men liiiige måtte se og høre lidt mere for at grine og gyse over hvor vildt, flabet og sjovt det mon kunne blive, siger Judith Skriver.

Hun mener ikke, at man ville kunne gøre noget tilsvarende i dag:

- Ikke på samme måde. Programmet blev født på mavefornemmelser og impulsivitet. Der var ikke langt indløb og mange overvejelser og lange møder for at beslutte det. Det hørte vel til i den tid, siger P3-chefen, der ikke mener, at man i dag handler helt så impulsivt i DR, som man gjorde dengang med 'Tæskeholdet'.

- I dag er vi alle sammen blevet mere pæne og friserede – og måske mere bange for at fornærme og udfordre.

Uanset, hvad man måtte mene om Tæskeholdet, fik de med deres næsten totale grænseløshed på alle parametre skrevet sig ind i historiebøgerne.

- En stor del af deres identitet var jo netop grænseløshed, og det var også det, som hele konceptet var bygget op omkring, forklarer medieforsker Kirsten Drotner fra Syddansk Universitet.

I 90’erne undersøgte hun fænomenet ’Tæskeholdet’ i den videnskabelige artikel ’Giv os en grænse’.

Hendes undersøgelser viste, at programmet brød grænser på to forskellige måder: Den ene handlede mest om teknisk og formatmæssig grænseløshed – som for eksempel at det hele var så værtsfokuseret, lytter-involverende, spontant og næsten dogme-agtigt.

- Det er jo en måde at lave radio på, som man hører i mange programmer i dag. Dengang var det helt vildt, mens det i dag er mere almindeligt. På den måde har ’Tæskeholdet’ klart sat sine spor, vurderer Kirsten Drotner.

Den type grænseløshed havde de færreste noget imod.

Men den anden måde at bryde grænser på, splittede i højere grad lytterne, fordi den mere handlede om social grænseløshed i forhold til, hvad man kunne tillade sig over for andre mennesker.

- Begge typer grænseløshed var med til at få indskrevet programmet i historiebøgerne, men den meget grove, voksenmobbende og ofte sexistiske tilgang ville man jo aldrig se i dag. Det er tiden jo i høj grad løbet fra.

- Det eneste rigtigt positive, man kan sige om den del af programmet er, at den jo fik hele nationen til at tale om grænser. Og det er faktisk også en vigtig samtale, hvis man skal finde ud af, hvor de går henne.

Tæskeholdets grænsebrydende monster havde altså to hoveder – og det var det monster, der dukkede op i Fælledparken i form af 50.000 optændte unge mennesker.

Gennem syv intense måneder havde de lyttet til programmet, og var kommet for at få afløb for den opbyggede energi, de ikke havde kunnet komme af med.

Ude bag højtalerne havde de nemlig ikke rigtigt kunne være en del af fænomenet. Det havde kun føltes som om.

Men nu var de til stede fysisk – klar til at danse polka og udleve et af holdets andre slagord:

”Så længe vi er stive – er vi i live!”

En anden ung fyr er kommet hele vejen fra Fyn, og skal helt sikkert med i Fælledparken:

”Der kan ikke andet end komme knald påååå,” pointerer han – og fik ganske ret.

Nok også mere, end han selv havde turdet håbe på.

Det var meningen, at hele festen skulle sendes live i radioen i musikprogrammet ’Funkshowet’, som sendte hver fredag aften fra klokken 21 til midnat.

'Funkshowets' to værter, Henrik Milling og Nicolai Molbech, havde nemlig inviteret Tæskeholdet til at komme forbi og sige farvel i deres program.

En ganske fin idé – i teorien i hvert fald.

Men med 10 gange så mange gæster som forventet, blev det meget svært at afvikle et almindeligt radioprogram.

De forsøgte at få gennemført livesendingen, og det lykkedes da også at få afholdt og transmitteret en electric boogie-konkurrence mellem Casper Christensen og ’Funkshowet’-værten Henrik Milling.

Men konkurrencen blev noget af det sidste, lytterne, som ikke var mødt op i Fælledparken, fik at høre.

Efter Radioavisen klokken 22:00 blev sendingen nemlig afbrudt – og i de to timer indtil midnat måtte to værtsvikarer træde vande live i radioen hjemme fra Radiohuset.

”Der er så meget gang i den, at det faktisk er umuligt at transmittere i en radio,” lød det fra de to hurtigt tiltrådte vikarværter i Radiohuset, der vurderede, at der sandsynligvis var tale om ”den største fest i radioens historie”.

Ingen anede, hvad der foregik.

Først langt ud på natten kommer der livstegn fra Tæskeholdet.

Alle medlemmerne og de to Funkshow-værter er taget ind i Radiohuset for at udsende en officiel undskyldning og for at forklare, hvorfor udsendelsen måtte afbrydes.

”Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen. Det var med livet som indsats,” lød det fra en tydeligt rystet Funkshow-vært Nicolai Molbech.

Casper Christensen tager begivenhederne mere roligt:

”På et tidspunkt, mens vi sender udsendelsen, besvimer folk, og jeg løber rundt sammen med Nicolai Molbech og Jan Gintberg og slæber ældre mennesker op, som er faldet om.”

Men selvom udsendelsen måtte afbrydes, fortsatte festen:

”Da I blev lukket af, gik Tæskeholdet op på taget af en bygning og skreg, og så gik festen altså for alvor i gang,”fortalte Casper Christensen.

Jan Gintberg tilføjer:

”Vi gjorde det, vi er bedst til. Vi råbte røv og viste nogen piger uden BH.”

Festen satte en tyk streg under det, som både Tæskeholdet selv og ledelsen i DR allerede godt vidste: Det grænseløse Tæskehold havde nået sin egen grænse.

P3-chef Judith Skriver fortæller, at alle var enige om, at programmet skulle slutte på toppen:

- Det var blevet så vildt, at det ikke kunne blive vildere. Jeg var tæt på at fortryde den beslutning flere gange, men det var godt, vi gjorde det.