- Man forstår jo godt, at scenen her vakte opsigt. Altså Asta Nielsen står og gnider sin røv op ad skridtet på Poul Reumert, som hun lige har bundet. Så på den måde er den ekstremt direkte i sin erotiske fortælling.

- Det er jo ren sex – men scenen vakte også opsigt, fordi Astas indlevelse er så stor. Hun virker besat, som i trance. Hun formår at udtrykke karakterens erotiske besættelse af den ”farlige” mand gennem dansen.

- I modsætning til datidens kurvede kvindeideal havde Asta en mere atletisk, slank krop, og så var hun jo ikke nogen klassisk skønhed. Hun rummede både lys og mørke, og hendes beundrere snakkede ofte om en dæmonisk, dragende erotik.

- Selve filmens handling har også virket provokerende for datidens moralvogtere. Den fortæller kort sagt om en kvinde, der følger sine dyriske drifter og dropper den pæne præstesøn til fordel for en lækker cirkusartist!


- ’Afgrunden’ blev ikke bare Asta Nielsens gennembrud, men også startskuddet på dansk stumfilms storhedstid. Det er samtidigt det første erotiske melodrama – genren, som dansk film markedsførte sig på i begyndelsen af 1910’erne.

- ’Afgrunden’ og gaucho-dansen katapulterede Asta Nielsen ud i berømmelse. Hun fik kun 200 kroner i løn for sin hovedrolle, men filmen var så stor en succes, at hun kunne tage 5.000 for sin næste film. Og det var altså mange penge i begyndelsen af 1910’erne. Men de danske produktionsselskaber kunne alligevel ikke hamle op med de astronomiske lønninger på 80.000 kroner pr. film, hun pludselig fik tilbudt af Tyskland, så i 1912 flyttede hun til Berlin og blev her kendt som ”Die Asta”.

- Filmen blev vist 13 gange i døgnet og blev solgt til 19 forskellige lande, hvilket var meget dengang.

- Scenen med den frække dans var dog for fræk til nogle biografer. Derfor blev den flere steder simpelthen klippet ud af censuren.

- Det er sjovt nok faktisk også derfor, at det i dag er den scene i filmen, der står skarpest og er mindst slidt. Der blev nemlig fundet en kopi af den i Sverige, hvor den i sin tid var blevet klippet ud og derfor havde ligget urørt bag lås og slå i årevis.

- Der er bogstaveligt talt skrevet akademiske afhandlinger om Asta Nielsens øjne og den enorme kraft, de besad. Hun havde generelt et usædvanligt ansigt og en subtil mimik, som passede enormt godt til filmmediet. Det kan man se i denne her scene, synes jeg.

- Hun er i færd med at stjæle en kostbar perlekæde af sin beundrer, en gammel juveler, for at redde sin kæreste ud af en spillegæld. Der er placeret et stort spejl på væggen i baggrunden, hvilket både udvider rummet og giver mulighed for at vise tilskueren ting, der går usete hen for en eller flere af karaktererne. I denne her scene står Asta med ryggen vendt mod juveleren, da hun snupper perlekæden – ganske uvidende om at spejlet afslører hende.

- Asta formår i scenen at udtrykke karakterens ængstelige nervøsitet alene med et flakkende blik og næsten umærkelige trækninger i ansigtet, for kort efter at tage uskyldens maske på over for juveleren.

- Selvom det måske ikke ser sådan ud i dag, spiller hun meget subtilt sammenlignet med mange af datidens andre skuespillere. I begyndelsen af 1910’erne var det blevet muligt at lave nærbilleder, hvilket kunne bringe skuespilleren meget tættere på sit publikum end det var tilfældet i teateret, hvor man måtte kompensere for flere meters afstand med store fagter og overdreven ansigtsmimik. Det forstod og udnyttede Asta.

- Hun var samtidigt enormt bevidst om, hvordan hun tog sig ud på film. Hun vidste præcis, hvordan lyset skulle falde mest fordelagtigt, hvilken vinkel hun skulle filmes fra (altid forfra), samt hvilken make-up og hvilke kostumer, der lod ansigtet og kroppen tale det stumme sprog.

- Hun fremhævede øjnene med sort makeup, mens munden – meget snedigt i stumfilmsregi – blev gjort både kortere og smallere. Det var jo ikke der, publikum skulle se hen for at forstå historien.

- Allerede fra 1912 boede Asta Nielsen i Berlin, hvor der eksisterede et unikt frisind i forhold til bl.a. seksualitet og køn. Og da Weimarrepublikken ophævede pressecensuren i 1919 kom byens mange subkulturer op til overfladen. Homoseksuelle og transvestitter færdedes frit på gaden og magasiner til homoseksuelle blev del af gadekioskernes udvalg. Den frisindede kultur blev Asta helt sikkert påvirket af.

- Hun havde et meget androgynt udseende, som passede perfekt ind i tiden og miljøet. Det var en stor force for hendes karriere på det her tidspunkt, at hun havde både det mandlige og det kvindelige i sig og på den måde kunne være begge dele eller ingen af delene.

- Hun elskede det, hun kaldte ’bukseroller’, hvor hun skulle lege mand. Her i ’Das Liebes-ABC’ er det en humoristisk gimmick, men i andre film var det mere subtilt. Man kunne ofte ikke rigtigt bestemme sig for, om hun var mand eller kvinde.

- Det var dragende, at hun på den måde talte til begge køn med sit erotiske udtryk.

- Det er også værd at bemærke, at selvom hendes herre-forklædning i denne film skal forestille at være sjov, ser hun slet ikke fjollet ud. Tværtimod – hun er jo sindssygt smart og elegant, hvilket også var med til at gøre hende til et stilikon i en tid, hvor kvindeidealet var på vej væk fra det mere traditionelle.

- Asta Nielsen er i eftertiden mest blevet husket for sine mere dramatiske og alvorlige film, men hun kunne faktisk ret mange forskellige ting. Det kan man for eksempel se i denne her slapstick-komedie, hvor hun spiller en lille pige.

- Scenen er måske ikke noget, man slår sig selv på lårene af grin over i dag, men det er et rigtig godt billede på den type fysiske humor, vi ser i de fleste af tidens komedier.

- Et godt eksempel på, at humoren dengang var lidt en anden, er, at Astas karakter – den lille pige – på et tidspunkt i filmen bliver smidt på en galeanstalt i en gummicelle. De voksne tror, at hun er skør, selvom hun egentlig bare laver børnedrillerier og leger.

- Inde i cellen prøver hun så at hænge sig selv i sit sjippetov. Den var nok ikke gået i dag.