Halvøen Korea ligger midt imellem tre af verdenshistoriens stormagter, og det har haft tydelige konsekvenser for landet, der kun er på størrelse med Storbritannien.

Meget tidligt i sin historie er Korea udsat for voldsomme og meget blodige invasioner. Så tidligt som i 1231 er der eksempelvis beretninger om en voldsom, 39 år lang krig mod en brutal mongolsk invasionsstyrke, som dræber anslået 200.000 mænd, kvinder og børn.

I de følgende århundreder er Korea blandet ind i flere af de omkringliggende stormagters konflikter – og fører også selv invasionskrige mod nabolandene. Trods talrige invasionsforsøg – ikke mindst fra Japan og Kina – formår Korea at bestå som land.

De mange konflikter med nabolandene betyder, at Korea isolerer sig mere og mere for til sidst i midten af 1600-tallet at være næsten totalt afskåret fra omverdenen.

En taktik som holder helt frem til starten af 1900-tallet, og som har haft stor betydning for den måde Nordkorea isolerer sig på i dag, forklarer Stig Wørmer:

- Korea har ligget også geografisk isoleret og grænsede stort set kun op til Kina med forbindelse til Japan over havet. Så længe ingen andre blandede sig, gik det fint i Korea, og det har man videreført i Nordkorea.

Koreas blodige historie er fortsat i moderne tid.

Ved århundredeskiftet er den voksende stormagt Japan igen interesseret i Korea og dets råstoffer. Denne gang kan koreanerne ikke stoppe stormagten, som er stålsat på at snuppe landet for næsen af regionens to andre giganter Kina og Rusland.

Japan gør Korea til protektorat i 1905 og overtager det senere totalt. Modstanden fra et svækket Korea er minimal, og et oprør i 1919 mod det japanske overherredømme bliver brutalt knust med omfattende brug af tortur og henrettelser.

Det koreanske folk tvinges til at tage japanske navne, koreansk bliver forbudt i skolerne og al undervisning foregår på japansk.

- Kolonitiden og undertrykkelsen af det koreanske sprog og kultur har været fundamentalt definerende for den koreanske nationalisme, understreger Paul O’Shea, seniorlektor på Sydøstasiatiske studier på Lund Universitet i Sverige.

Ubehagelighederne fortsætter under Anden Verdenskrig, hvor japanerne tvinger en halv million koreanere til at arbejde på japanske fabrikker. De sendes også ud som hjælpetropper for de japanske soldater.

Derudover bliver op mod 200.000 hovedsageligt koreanske kvinder sendt ud som prostituerede, der skulle stå til rådighed for de japanske soldater, de såkaldte ‘trøste-kvinder’.

Fordømmelsen af Japans gerninger er en af de få ting, Nordkorea og Sydkorea i dag kan blive enige om.

At Kim Jung Un i dag sidder ved magten i Nordkorea kan spores tilbage til 1912, hvor farfaren Kim Il Sung bliver født i et japansk besat og undertrykt Korea.

Helt fra han er barn, er Japan fjenden.

Han flygter med sine forældre over Koreas nordlige grænse ind i Manchuriet, hvor den unge Kim bliver interesseret i kommunismen. Han er meget aktivistisk og bliver medlem af flere forskellige anti-japanske guerillagrupper – blandt en gruppe styret af det Kinesiske Kommunistparti.

Han stiger i graderne og fører guerillakrig mod japanerne i det okkuperede Korea, men trods symbolske sejre må Kim Il Sung i 1940 se sig slået og flygter til Sovjetunionen, hvor han bliver kaptajn i den sovjetiske Røde Hær.

Den stærke nationalfølelse og anti-japanske holdning fulgte Kim Il Sung, som Sovjetunionen - efter japanerne under Anden Verdenskrig var blevet slået og smidt ud af Korea – valgte at indsætte som Nordkoreas første leder.

I 1945 vinder de allierede parter med USA og Sovjetunionen i spidsen Anden Verdenskrig, og Japan - der var allieret med Nazityskland - må trække sig ud af Korea.

Fra nord rykker Den røde hær ind og fra syd den amerikanske. De to tidligere allierede stormagter står nu pludseligt over for hinanden og har meget forskellige meninger om, hvordan fremtidens Korea skal se ud.

Inden parterne i 1949 trækker deres tropper ud, vælger amerikanerne den ultrakonservative antikommunistist Syngman Rhee som præsident, og i nord bliver lederen Kim Il Sung, der gennem flere år har levet i Sovjetunionen.

Man bliver enige om at dele landet ved den 38. breddegrad, indtil man kan blive enige om, hvordan et samlet Korea skal se ud i fremtiden.

Men de politiske forskelle mellem nord og syd er enorme, og Den kolde krigs fronter er pludseligt meget tydelige.

Drevet af et brændende ønske om at genforene landet under et samlet kommunistisk styre, krydser Kim Il Sungs nordkoreanske styrker grænsen og invaderer Sydkorea i sommeren 1950.

På betingelse af, at ingen sovjetiske tropper kommer i kamp, støtter Sovjetunionen Nordkoreas invasion og kamp for udbredelsen af kommunismen – og pludselig er en indirekte krig mellem de to stormagter i Den kolde krig i gang.

Krigen er ekstremt blodig, og der bliver begået omfattende krigsforbrydelser på begge sider.

Nordkorea blev sønderbombet af det amerikanske luftvåben, der smed anslået 650.000 tons bomber – mange af dem med bombeflyet B-29 Superfortress (Videoen herover). De fleste større byer blev næsten totalt ødelagt af bombardementerne.

Da parterne i 1953 endelig bliver enige om en våbenhvile, er fronten stadig omkring den 38. breddegrad, hvor den var, da krigen begyndte. Korea er stadig delt i to.

Intet har altså ændret sig, bortset fra at flere millioner er blevet dræbt - heraf mindst halvanden million civile – og fjendskabet mellem nord og syd og Den kolde krigs parter er skyhøjt.

Der oprettes en fire kilometer bred neutral zone med mure, pigtråd og miner for at dæmme op for militære sammenstød. Våbenhvilen er kun tænkt som midlertidig, indtil en formel fredsaftale kan underskrives, men det sker aldrig. Derfor er den nordlige og sydlige del af den koreanske halvø teknisk set stadig i krig i dag.

Efter Koreakrigen begynder Kim Il Sung at genopbygge Nordkorea efter sit eget hoved. Et Nordkorea som på mange måder ligner det, der eksisterer i dag.

Langsomt men sikkert løsriver Kim Il Sung sig fra sovjetisk og kinesisk indflydelse. Han formår dygtigt at balancere forholdet til de to stormagter, og bibeholder på den måde en stor grad af selvstændighed og undgår at blive en satellitstat, som det skete for mange andre mindre lande i perioden.

- Uafhængigheden var af afgørende betydning for Kim Il Sung, så han bygger dygtigt videre på sin position mellem de to stormagter, blandt andet ved at styrke etparti-systemet og iscenesætte den ekstreme persondyrkelse, siger Stig Wørmer.

En af metoderne til ikke at blive styret for meget af Sovjetunionen og Kina var udviklingen af statsideologien ’Juche’. Ideologien betyder 'selvstændighed' og har rødder i både kinesisk konfucianisme og sovjetisk stalinisme. Dermed undgår Kim Il Sung ideologisk at lægge sig for meget ud med nogen af stormagterne.

Kim Il Sung formår at blive ved magten ved en skånselsløs strategi over for både befolkning og politiske modstandere. Kritikere henrettes, han investerer voldsomt i militæret - og får samtidigt skabt en omfattende personkult, hvor befolkningen omtaler ham som ’Den store leder’.

Den næsten guddommelige status, som Nordkoreas leder får, eksisterer også i dag, hvor Kim Jong Un ved hjælp af intens propaganda – for eksempel via skamrosende fortællinger i skolebøger – også fremstiller sig selv som et slags overmenneske. Ytrings- og pressefrihed er samtidig ikke-eksisterende.

Efter Korea-krigen går det faktisk rigtigt godt i Nordkorea. Med økonomisk hjælp fra Sovjetunionen og Kina får den industrielle udvikling mere fart på end i syd.

Men særligt efter Sydkorea får normaliseret sit forhold til Japan i 1965 og samtidig har indgået økonomisk samarbejde med USA, ændrer forholdet sig. Sydkorea moderniserer industrien, åbner for handel og opnår et økonomisk boost i 70’erne, mens Nordkoreas planøkonomi og efterhånden antikverede industri tvinger landet ud i dyb gæld.

- Det har afgørende betydning for landets økonomi, at Nordkorea fejler i forsøget på at vende sig mod verden i 70’erne. Oliekrisen i 1972 gør, at landet ikke længere kan betale af på sine lån med indtægterne fra eksport, siger lektor i Korea-studier på London University, Owen Miller.

Da Sovjetunionen endeligt bryder sammen i 1991, er det dødsstødet. Nordkorea mister en af sine få tilbageværende allierede og største økonomiske støtter.

Kim Il Sung dør i 1994, og efterfølgeren Kim Jong Il indfører trods en presset befolkning sin såkaldte Songun-doktrin, der betyder, at militæret skal prioriteres over alt andet. Samtidigt fortsætter den totale isolation fra omverdenen.

Kim Jong Ils politik bliver afgørende for Nordkorea, der i samme periode rammes af massive naturkatastrofer, og en omfattende hungersnød indsætter.

Det nordkoreanske styre mener ’kun’ nogle hundrede tusinde dør i sultkatastrofen, som varer indtil 1998, mens andre kilder sætter tallet til flere millioner.

Situationen for Nordkorea er i 00’erne alvorlig på alle fronter, og Kim-familien frygter for deres egen og landets overlevelse.

- Det er klart for Nordkorea, at atomvåben er nødvendige for at afskrække fjender. Irak gik under, til dels fordi det ikke havde atomvåben at afskrække med. Atomvåben placerer Nordkorea i en helt anden liga, siger Paul O’Shea.

På bekostning af en ekstremt fattig og sultende befolkning, sættes alt ind på at udvikle de atomvåben, som vil give dem et nyt kort på hånden.

I 2002 gør den nyvalgte præsident George Bush Nordkorea til en del af ”ondskabens akse”, og i 2003 trækker Nordkorea sig fra den internationale aftale om ikke-spredning og nedrustning af atomvåben, som de ellers har været med i siden 1985.

Kun tre år senere - i 2006 – annonceres det på nordkoreansk stats-tv, at det er lykkedes at gennemføre en atomprøvesprængning. Nordkorea er nu verdens ottende atommagt – og med Kim Jong Un ved roret lykkedes det ifølge nordkoreanerne selv i 2017 at teste et missil, der kan nå det meste af verden, inklusive USA.

At Nordkorea nu hævder, at de har færdigudviklet deres atomprogram, er medvirkende til, at forhandlinger med det internationale samfund er blevet mulige, vurderer seniorforsker på Københavns Universitet, Geir Helgesen.

- Kim Jong Un har nu det ultimative kort på hånden. Og han er på ingen måde interesseret i en atomkrig. Han ved jo, at det er selvmord.