Er du pirat? Eller har du været det engang?

Altså ikke sådan en med klap for øjet og træben, men sådan en der uden tilladelse kopierer eller deler for eksempel film eller musik?

Svaret er måske ja - for især siden 80’erne er teknikken til kopiering og deling af netop film og musik blevet tilgængelig for almindelige mennesker i et hidtil uset omfang.

Det har nærmest været umuligt at træde ind på et teenageværelse uden at støde på et apparat, der både nemt og hurtigt kunne kopiere eller dele film eller musik. Fra kassettebåndoptagere og VHS-maskiner til computere med CD-brændere og internetforbindelser.

Et af de helt store vendepunkter fandt eksempelvis sted for præcis 20 år siden, da musik-tjenesten Napster den 1. juni 1999 så dagens lys, og fik piratkopieringen af musik på nettet til at eksplodere.

Men historien om kopiering og deling af film og musik uden at have fået lov går længere tilbage end 80’erne. Meget længere faktisk.

”Undersøg ethvert øjeblik i menneskehedens historie, og du vil uden undtagelse finde personer, som kopierer og distribuerer andres kreationer i en eller anden form,” pointerer den amerikanske forsker Nathan Fisk i sin bog om piratkopiering.

Hans pointe gælder i høj grad også musik og film, der er to af de mest piratkopierede medier gennem tiderne.

Lige siden filmmediet blev opfundet i slutningen af 1800-tallet, er film blevet delt og kopieret uden tilladelse – og med musik er historien endnu ældre.

For eksempel er musik via koncerter gennem det meste af historien i stor stil blevet fremført uden tilladelse fra personen, der havde skabt sangteksten eller noderne.

Men det er især i forbindelse med nogle af historiens store teknologiske opfindelser, at man skal finde de markante vendepunkter i den uautoriserede delings historie. For eksempel har trykpressen, radioen, spolebåndoptageren, VHS-maskinen og senest computeren og internettet i hver deres tid gjort deling og kopiering både hurtigere og nemmere – også den uautoriserede og ulovlige slags.

Blev ikke betragtet som negativt

Det er dog først i løbet af 1800-tallet, at uautoriseret kopiering af musik overhovedet begynder at blive betragtet som noget negativt.

Selvom der kan findes eksempler på uenigheder over rettigheder til de såkaldte immaterielle frembringelser meget langt tilbage i historien, blev uautoriseret deling og kopiering af musik før 1800-tallet faktisk betragtet som meget normalt.

Det var simpelthen bare den primære måde, musik blev spredt på.

Man betegnede det typisk derfor heller ikke med det negative ord ’pirateri’, men anså det ofte derimod som en effektiv måde at få distribueret sine noder eller sangtekster på.

Var en populær sang lavet i én by, kunne teksterne kort tid efter findes i en anden by langt, langt borte.

”Man kan forestille sig at kun få, eller slet ingen, komponister ville protestere, hvis deres værker blev inkluderet i [uautoriserede] musiksamlinger – især ikke hvis det var i andre byer eller helt andre lande,”pointerer den hollandske musikhistoriker Rudolf Rash i sin bog om emnet.

Nodeproducenter udfordret af billige kopier

Den primært positive holdning til fænomenet skulle dog ikke vare ved.

De første markante negative røster ses i starten af 1800-tallet i bl.a. England, hvor salg af sangtekster og noder på papir efter trykpressens opfindelse var blevet en god forretning.

Da trykpressen blev mere og mere tilgængelig for almindelige mennesker, fik producenter af noder og sangtekster nu store problemer, fordi uautoriserede kopier af tidens populære sange begyndte at florere på markedet til en brøkdel af prisen.

Selvom der fandtes enkelte lovgivninger om ophavsret, var de stadig meget vage. Derfor var kopieringen heller ikke direkte ulovlig – men efterspørgslen efter nye love var begyndt.

- Før århundredeskiftet var det lidt det vilde vesten. Der var virkelig mange gråzoner, forklarer historiker Andreas Marklund fra Enigma, museum for post, tele og kommunikation.

Musik og film bliver til industrier

Efter cirka år 1900 begynder deling og kopiering uden at spørge om lov i stigende grad at blive betragtet som et problem på samme måde, som det gør i dag.

Næsten samtidig med filmmediets opfindelse i slutningen af 1800-tallet var det nemlig blevet muligt at optage og afspille musik med den såkaldte fonograf – og pludselig havde man to ekstremt populære medier, som begge kunne lagres fysisk.

Derefter begyndte film- og musikproduktion at blive til en reel industri, og incitamentet til at begrænse retten til deling og kopiering – og altså dermed indtjeningen – blev pludseligt markant.

- Den uautoriserede deling og kopiering af musik og film blev altså groft sagt først anset som et større problem, da der med de to mediers kraftigt stigende popularitet pludselig blev store penge at tjene, pointerer kommunikationshistoriker Andreas Marklund, der har hjulpet DR med at udarbejde listen herunder.

Og med nærmest hver eneste nye teknologiske opfindelse, der gjorde det nemmere at dele eller kopiere musik og film, har de to industrier gennem historien fået nye problemer. På den måde har historien om kampen mellem industrien og kopisterne gentaget sig selv mange gange.

Her er 10 eksempler på banebrydende opfindelser, der fik os til at gå amok i deling og kopiering af film og musik.

Med opfindelsen af trykpressen i 1400-tallet begynder en helt ny tidsalder for kopiering.

Tidligere havde det været en utroligt langsommelig proces, som foregik primært i hånden, men nu kunne tusindvis af sider kopieres på kort tid.

Det var en revolution, som forandrede verden og gjorde menneskeheden mere oplyst – ikke kun i form af bøger og tekster, men også kulturelt via spredning af noder og sangtekster.

Selvom kopieringen i stor stil foregik uden tilladelse fra dem, der havde skrevet musikken, blev den uautoriserede kopiering før 1800-tallet faktisk ikke betragtet som et problem på samme måde som i dag.

Det var simpelthen bare den måde, musik blev distribueret på. Den frie spredning var normen.

Først da distributører i løbet af 1800-tallet begyndte at se forretningsmuligheder i kopiering og salg af tidens populære sangtekster og melodier, begyndte det så småt at blive betragtet som et problem.

Distributørerne havde nemlig svært ved at konkurrere med de uautoriserede kopier, der florerede på markedet til en brøkdel af prisen.

Komponisterne havde dengang stadig ikke rigtigt noget at skulle have sagt om brugen af deres musik, så distributørerne begyndte at kræve lovgivning, som kunne begrænse kopieringsretten altså ’copy-right’, og dermed indtjeningsmulighederne, til dem selv.

Nogle kilder nævner, hvordan de bl.a. ansatte folk til at finde de uautoriserede kopier og simpelthen brænde dem. Men omfanget var enormt – og indsatsen havde stort set ingen effekt.

Distributørernes krav satte gang i en holdningsændring, som senere i 1800-tallet førte til nogle af de første markante ophavsretslovgivninger med fokus på musik.

I lang tid lå kopieringsrettighederne dog primært hos distributører og mellemmænd. Først i løbet af 1900-tallet bliver retten i højere grad ’ophavs-ret’, fordi retten i højere grad lovmæssigt flyttes til musikkens ophavsmand.

Uautoriseret deling af komponister og sangskriveres musik via offentlige koncerter – altså uden at spørge ophavspersonerne om lov – er foregået gennem hele historien. Men ved koncerterne var delingen trods alt begrænset til de personer, der fysisk mødte op.

Det ændrer sig, da den banebrydende opfindelse telefonen blev mere udbredt i slutningen af 1800-tallet – for der gik ikke mange øjeblikke, før man fandt på at kombinere den nye opfindelse med musik.

Et orkester spillede simpelthen ind i en eller flere telefoner, så folk langt væk nu kunne lytte med. Dermed var de såkaldte ’telefonkoncerter’ opfundet.

- Lydkvaliteten har jo nok været helt frygtelig, men det blev opfattet som helt fantastisk, at man på den måde kunne høre musik langt væk fra, fortæller historiker Andreas Marklund fra Enigma.

Men der fandtes stadig stort set ingen lovgivning på området, så mange af disse telefonkoncerter blev afholdt helt uden at involvere de komponister eller sangskrivere, der havde lavet musikken.

Men den frie spredning af musik var normen dengang – og blev stadig ikke betragtet som et stort problem, på samme måde som vi gør i dag. Telefonkoncerterne blev primært blot betragtet som en ny smart måde at dele musik med andre på.

Senere blev telefonkoncerterne også kombineret med opfindelsen af grammofonen, så man kunne ringe ind til et bestemt nummer på et bestemt tidspunkt for at høre en særlig plade.

Da hjemmeprojektoren efter 2. verdenskrig kommer ned i en pris, hvor flere almindelige mennesker kan være med, begynder piratkopieringen af spillefilm for alvor.

Hjemmeprojektorerne bliver typisk solgt med det formål, at de kan vise private hjemmevideoer, men hurtigt bliver det også populært at se kopier af biograffilm – og et sort marked opstår blandt især filmentusiaster.

F.eks. blev filmruller, som filmproducenterne egentlig havde tænkt sig at smide ud, i 60’erne i stor stil byttet, solgt og kopieret af folk, der kunne få fingre i dem.

Kopierne var dog ofte af ret ringe kvalitet, da de ofte var kopier af kopier af kopier – og med hver overførsel blev kvaliteten dårligere.

Den uautoriserede deling og kopiering af film foregik dog også før hjemmeprojektoren blev udbredt. Da filmens popularitet i begyndelsen af 1900-tallet eksploderede, valfartede folk til de nyåbnede biografer overalt i verden.

I den forbindelse opstod også piratbiografer. Der var nemlig gode penge at tjene ved at bøje eller bryde reglerne.

Eksempelvis kunne en biografejer have lejet en filmrulle for et bestemt beløb med en aftale om, at den måtte vises 10 gange i den pågældende biograf. Men det hændte, at biografejerne brød denne aftale og enten viste filmen flere end de aftalte gange – eller viste filmen i andre biografer.

Problemet var allerede tidligt så stort, at Hollywood i USA ansatte folk til at tjekke, om fremvisningerne var legale eller ej.

Et tidligt dansk eksempel på sådan en piratbiograf ses i en politisag fra 1927. Her beskrives det, hvordan en taxachauffør afsløres i at have taget entré for, at en gruppe kolleger kunne komme hjem til ham og se en stumfilm med datidens store stjerne Charlie Chaplin.

Det er dog ikke fremvisningen af Chaplinfilmen, der var årsagen til, at sagen endte hos politiet. Ved samme lejlighed blev der nemlig også fremvist en erotisk film – og udbredelsen af den slags 'smuds' var meget ulovligt på dette tidspunkt.

Med radioens udbredelse omkring 1930’erne bliver musik hurtigt også en fast del af indholdet. Men i starten er der ikke meget kontrol på området.

- Æteren var fuld af radiopirater i radiofoniens barndom, og mange af dem spillede netop musik uden hverken sendetilladelse fra staten eller aftale med musikbranchen, pointerer kommunikationshistoriker Andreas Marklund.

I 20’erne er kortbølgeradioen også blevet billigere og mere handy, så et stigende antal radioamatører nu kan bruge den.

- Den kunne både sende og modtage, og folk begynder at sidde og snakke over hele verden. Men de spiller også musik for hinanden – og det bekymrer pladebranchen, fortæller Andreas Marklund.

Danmarks Radio får efter etableringen i 1925 også stor succes med at spille grammofonplader, men det bekymrer branchen, der beskylder DR for at udnytte musikerne. Der indgås senere en aftale.

I kølvandet på de nye enorme muligheder for masseudbredelse af musik, som radioen giver, opstår brancheforeningen KODA, der stadig varetager komponisternes rettigheder i dag.

Det første kommercielle musikmedie så dagens lys i 1877, da opfinderen Thomas Edison skabte den såkaldte fonograf. Nu var det pludselig muligt at lagre musik fysisk på et medie – og afspille den når som helst efter behov.

Det kan virke banalt i dag – men var helt revolutionerende i en tid, hvor musik udelukkende var noget, der eksisterede live.

I begyndelsen blev musikken lagret på cylindere. Disse blev senere erstattet af grammofonpladen, der forblev et af de mest populære musikmedier gennem det meste af 1900-tallet.

Uautoriseret og ulovlig kopiering foregår gennem hele perioden, men det er især efter udbredelsen af spolebåndoptageren efter 2. verdenskrig, at musikkopieringen tager fart.

Efter krigen havde de allierede snuppet teknologien fra tyskerne, og den blev hurtigt meget populær.

Blot ved at trykke på en knap kunne man nu optage lyd. Det kunne for eksempel være lyd fra en vinylplade eller direkte fra radioen. Da spolebåndoptagerne blev mindre og nemmere at transportere, begyndte flere og flere uautoriserede koncertoptagelser også at florere.

Lydoptagelsens udbredelse til den almindelige befolkning betød, at den såkaldte ’bootleg’-kultur især i 50’erne, 60’erne og 70’erne blomstrede.

Ikke-udgivne koncerter og studiebånd florerede i stor stil blandt især entusiaster – og bands som The Grateful Dead og Bob Dylan var bl.a. at finde som bootlegs.

Nogle kilder mener, at mafiaen nogle steder var involveret i produktionen af nogle af disse bootlegs, fordi der var gode penge at tjene. Men de primære producenter var dog typisk unge musikentusiaster, der i stor stil optog, kopierede og byttede optagelserne med hinanden. Mange selvfølgelig med profitten for øje, men mange også af ren musikglæde.

- Det handlede jo om at have netop den optagelse, som ingen andre havde. Det var det, der var det fede, fortæller kommunikationshistoriker Andreas Marklund.

En anden årsag til, at uautoriseret kopiering af grammofonplader eksploderede efter 2. verdenskrig, er, at en ny type grammofonplade lavet af vinyl sidst i 50’erne erstattede den gamle slags af lak. Men pladebranchen valgte kun i meget lille grad at overspille de allerede udgivne lakplader til vinyl – og derfor opstod en enorm efterspørgsel efter netop disse plader.

Efterspørgslen blev, naturligvis, efterkommet med en omfattende piratkopiering af de gamle plader.

I løbet af 70’erne blev kassettebåndet en alvorlig konkurrent for pladen – ikke mindst på grund af muligheden for nemt at optage og senere også overspille bånd.

Politiken kunne i 1979 derfor også berette om ”enorme fortjenester” på piratkopiering af blandt andet kassettebånd.

I de tidlige 80’ere blev båndoptagere med plads til to kassettebånd almindelige, og effektiv kopiering af musik kunne nu foretages nemt og billigt hjemme på teenageværelset.

Det blev også muligt at lave mix-tapes, hvor sange fra flere forskellige bånd blev spillet over på ét unikt bånd. Et fænomen, der påvirkede en hel ungdomskultur.

En omfattende kampagne med sloganet ’Home Taping is Killing Music’ blev igangsat af pladeindustrien for at dæmme op for piratkopieringen, men omfanget var endnu engang for stort til, at indsatsen gjorde den store forskel.

Kassettebåndet blev også populært på grund af dets lille størrelse og robuste konstruktion. I modsætning til LP’en, var musikken pludselig transportabel på en helt ny måde.

På gader og stræder så man nu unge bærende rundt på tunge batteridrevne såkaldte ’ghettoblastere’ – og med udbredelsen af især Sonys Walkman begyndte nu også en kultur, hvor man kunne høre musik, hvor end man befandt sig. En kultur, der i høj grad stadig eksisterer i dag.

Med udbredelsen af VHS-teknologien i løbet af 80’erne blev spredning af film endnu nemmere – og ligeledes den illegale kopiering og deling.

Den typiske hjemmebruger kopierede dog ikke selv i stor stil, men de illegale kopier kunne nemt købes på markeder og i baglokaler.
Filmbranchen var enormt bekymret – ikke mindst fordi man ofte let kunne finde biografaktuelle film på ulovlige illegale VHS-bånd.

Hvis man havde lyst, kunne man nu også selv optage lørdag aftens spillefilm direkte ned fra fjernsynet til et bånd – og derefter, hvis man havde to videomaskiner eller en videomaskine med plads til to bånd, kopiere den til vennerne.

Optog man filmen til eget brug, var det ikke ulovligt, men kopierede man filmen til andre, var sagen en anden.

Filmbranchen satte ind med kampagner imod piratkopiering, og slog blandt andet på, at kvaliteten af piratkopierne ofte var meget ringe.
I Danmark gik den vilde jagt på pirater også. Eksempelvis kunne Berlingske Tidende i 1992 fortælle om ”danmarkshistoriens hidtil største sag om piratkopiering”, hvor et lager på 10.000 VHS-film i Sønderjylland var blevet afsløret.

Avisen kunne desuden fortælle, at problemet tilsyneladende var ”værst i Jylland” og at Foreningen af danske Videogramdistributører nu havde ansat to ”kontrollanter, der rejser rundt på hver sin side af Store Bælt og leder efter piraterne”.

Den Personlige Computer bliver allerede udbredt i løbet af 80’erne, men falder først i starten af 90’erne så meget i pris, at den bliver mere almindelig i folks hjem.

Det får den digitale kopiering af musik til at tage fart, fordi mange computere også bliver udstyret med CD-rom-drev, der kan læse og ’rippe’ tidens nye musikmedie CD’en – og altså gøre musiknumrene til filer på computeren.

Delingen af disse filer med andre var dog stadig ret besværlig, selvom udbredelsen af MP3-formatet omkring 1995 kommer til at betyde meget. Pludselig fyldte en hel sang fra en CD kun 3-4 megabyte, og de fleste kunne ikke høre forskel i lydkvaliteten.

Havde man god tid, kunne man i midten af 90’erne derfor godt hente enkelte sange eller et enkelt album via det nye internet. Det tog typisk 15-20 minutter for en enkelt sang med en standard internetforbindelse. Men skulle man dele større datamængder, måtte man mødes fysisk og dele via et lokalt netværk eller ved at låne andres harddiske.

Blandt andet på grund af de fleste computeres begrænsede harddisk-kapacitet var illegale kopier af spillefilm i første halvdel af 90’erne endnu ikke så udbredt.

Da CD-rom-brænderen slog igennem i midten af 90’erne, var den ulovlige digitale piratkopiering og fildeling allerede godt i gang.

Det hele var dog ret besværligt – og derfor blev introduktionen af CD-rom-brænderen vigtig.

For i en tid hvor de fleste computeres indbyggede harddiske typisk havde en kapacitet på kun nogle få gigabyte, var de billige CD’ers 650 megabytes kapacitet helt vanvittig. CD’en afløste disketten, der til sammenligning skulle bruges 450 af for at opbevare den samme mængde data.

I begyndelsen var CD-rom-brænderne dog enormt dyre. I 1994 kostede den billigste cirka 30.000 kroner. De faldt dog hurtigt i pris, og kun to år senere kostede den billigste brænder kun 7.000 kroner, hvilket betød, at den var opnåelig for den helt almindelige computerejer.

De første brændere var dog yderst ustabile, hvilket Politikens tech-skribent i 1994 også måtte erfare, efter han havde fået til opgave at teste fire forskellige brændere til en samlet værdi af omkring 200.000 kroner.

”8 timer og 9 ødelagte cd-skiver senere lykkedes det mig at brænde en mappe på 13 megabyte,” berettede skribenten om sine anstrengelser og pointerede desuden, at han ikke kunne ”lade være med at tænke på, hvor hurtigt jeg havde kunnet kopiere 13 megabyte ned på disketter.”

Men CD-rom-teknologien blev hurtigt mere stabil og blev det stadig stigende antal piratkopisters foretrukne medie til især musik – og senere også film.

I slutningen af 90’erne kommer Internettet op i en hastighed, som giver helt nye muligheder for deling af musik og film. I 1999 lanceres musiktjenesten Napster, der hurtigt får millioner af brugere verden over. De benytter tjenesten til rekord-hurtigt at hente MP3-filer med musik. Meget af det naturligvis piratkopieret.

Efter sagsanlæg fra bl.a. bandet Metallica vælger Napster at lukke, men andre tjenester udfylder hurtigt dens plads. I starten af 00’erne bliver bl.a. LimeWire og Kazaa, som også kan dele andet piratkopieret materiale end musik, også meget populære.

En anden legendarisk tjeneste er dog hjemmesiden The Pirate Bay, der blev lanceret i 2003 og i 2009 endte med at blive sagsøgt i en af historiens mest spektakulære retssager om piratkopiering. Gennem flere år var det en af internettets mest populære steder af finde både film og musik.

I slutningen af 00’erne er nu også film blevet digitale på det såkaldte DVD-format, og hurtigt begynder piratkopierede film fra DVD at brede sig, fordi kvaliteten nu er langt bedre, end hvad man tidligere kunne finde.

I Politiken beskrives det eksempelvis i år 2000, hvad kvaliteten af film på nettet er.

”… i kvalitet minder de piratkopierede film allermest om en slidt vhs-kopi af noget, der er hentet fra en polsk tv-station og ridset møjsommeligt med en nøgle.”

Internetforbindelserne bliver i 2010’erne endnu hurtigere og muligheden for ulovligt at streame film og musik opstår.

Hvor det tidligere var nødvendigt at downloade film og musik til sin computer, kan de nu opleves direkte fra ulovlige tjenester som f.eks. Popcorn Time, som streamer filmene til computeren.

Med streaming er der i princippet ikke tale om kopiering, fordi en film-fil ikke kopieres ned på brugerens computer.

Den såkaldte stream-ripping begynder også at blive en udfordring for rettighedshaverne. Her optager en bruger en stream, så f.eks. en film på Netflix eller et stykke musik på Youtube nu kan downloades og lagres direkte på brugerens egen computer.

Den nye teknologi har vist sig at være en udfordring for både lovgivningen og film- og musikindustrien, der endnu en gang må tilpasse sig – præcis som den har måttet gøre hele vejen igennem historien, hver gang en ny opfindelse har ændret den måde, vi har delt og kopieret på.