Det er jo the wild man.

Det er den berømte polarforsker Peter Freuchen. Når jeg ser billedet, tænker jeg på, hvor mange spændende mennesker, John Møller må have mødt i sit job som fotograf.

Han tjente penge ved at tage portrætbilleder.

Mange af billederne var af danskere og danske familier. De billeder er noget helt særligt, synes jeg. Derfor er det også dem, jeg har udvalgt til min bog.

De viser danskerne gennem grønlandske øjne. Det er et ret unikt perspektiv. Det plejer at være omvendt.

Vi er ikke fra de vestlige lande. Vores tankegang er helt anderledes.

Det er et godt billede. Det er tydeligvis en velhavende familie. Men John Møller kommer selv fra en vigtig familie, så selvom det her hjem ser meget velhavende ud, så var det ret normalt for ham at komme sådan nogle steder.

John Møller måtte ikke blive fanger, selvom han virkelig gerne ville. Hans far var trykker, og derfor skulle han også være trykker. Det blev han også. Alligevel gik han på jagt flere gange om ugen. Han var også god til det, har jeg fået at vide.

John Møller var den grønlandske Leonardo da Vinci. Et multitalent. Han var politisk aktiv, oversætter, han udstoppede fugle, han var fotograf, han var lærer og trykker.

John Møller sagde selv, hvorfor fanden læser vi i skolen historier fra andre lande, når vi ikke kender vores egne historier?

Det er lidt det samme, jeg siger i dag. Tænk, at det stadig er nødvendigt 100 år senere.

Her er endnu en stor dansker. Første gang jeg så billedet, vidste jeg ikke, hvem han var. Men jeg blev meget interesseret i ham, fordi han bruger anorak og habit på samme tid. Det gør vi ikke normalt på Grønland.

Hans navn er William Thalbitzer. Han var eskimolog og levede iblandt grønlændere. Han har lavet lydindspilninger af trommedans, dokumenteret vores gamle navnetraditioner og en masse andre ting.

Det er blandt andet på grund af ham, at jeg ved en masse om Grønlands historie. Han gjorde et stort arbejde med at indsamle viden.

Hans kone Ellen Thalbitzer var også vigtig. Hun lærte en ung mand ved navn Kârale Andreassen at tegne. Den unge mands far var åndemaner, og den unge mand kunne derfor tegne, hvordan ånderne så ud. Derfor ved vi det i dag. Jeg har selv flere tatoveringer med ånderne, og det havde ikke været muligt, hvis det ikke var for hende.

Den måde, mine forfædre dokumenterede ting på, var ved at fortælle historier til hinanden. Vi skrev ikke ting ned. Så den version af vores historie, vi kender bedst, er den tid hvor der har været vestlige personer, som har dokumenteret den.

Men selvom det er mega vigtigt, at folk som William Thalbitzer og Peter Freuchen har gjort det, kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad der mon er gået tabt?

Hvad er blevet lost in translation?

Er det nogle danskere, der er ved at skyde os grønlændere ned i vores eget land? Ej, det ved jeg jo godt, at det ikke er. Men det var helt ærligt det første, jeg tænkte på, da jeg så billedet. Jeg ved ikke helt hvorfor.

Men vores fælles historie er meget kompleks. Danskerne var meget magtfulde dengang og har stadig meget magt i Grønland i dag.

Der er sket mange ting, der ikke er så menneskelige. Men på samme tid ved vi, at mange mennesker gjorde tingene dengang i den bedste mening. Men resultatet var ikke så godt altid.

Det er også bare mennesker, og de begår også fejl.

Jeg ved ikke, hvem han er, men de dér briller ligner lidt sådan noget, som en ond filmskurk ville have på. Han ser jo faktisk meget rar ud, men det gør brillerne ikke.

Men han er ret ung. Måske et sted midt i 20’erne?

Jeg tror, at mange unge i Grønland i dag vil have mere ansvar for deres eget land. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Vi får større og større bevidsthed om, at der er mange ting, vi ikke selv bestemmer, og det vil vi gerne lave om på.

Jeg synes, der er brug for forandring. Meget forandring. Det handler i høj grad om lighed.

Personligt synes jeg ikke, at det skal opnås med en total adskillelse fra Danmark. Jeg kan se mange positive ting i forbindelsen til Danmark. Jeg tror, at mange ikke har tænkt på konsekvenserne af en adskillelse. Vi er nødt til at tænke over, hvad vi mister også.

Lyset er virkelig godt på det her billede. John Møller var virkelig god med lys. Naturlyset er magisk i hans billeder. Her er det fra et vindue. Det er dejligt dramatisk. Man kan fornemme, det har været en god dag.

Billederne er så geniale, at man glemmer, de er gamle.

Jeg tror, at babyen er en dreng. Han må have fået et vigtigt job, da han blev voksen.

Jeg tror, at konen på billedet her er født i Grønland, men at manden er kommet hertil fra Danmark. Når samfund og kulturer bliver blandet, er det jo helt grundlæggende almindeligt, at man bliver nysgerrig på hinanden og finder sammen.

Det er næsten naturens orden.

De har flotte kamikker og flot tøj. Morens anorak er også meget flot. Manden har måske været håndværker.

Jeg tror, at drengen i midten er lidt genert. Vi grønlændere er generelt ret generte. Tilbageholdende. Jeg tror, det er, fordi vi har måttet passe på os selv så meget for at overleve. Og så har vi lært at være påpasselige, når vi møder nye mennesker eller kommer til nye steder.

Det her billede er sjovt og skræmmende på samme tid. Det må være en meget mærkelig fest, de skulle til. Måske med alle mulige mærkelige ritualer. Det ser ret dystert ud. Men jeg ved det ikke.

Alle samfund har jo nogle traditioner med, at man gemmer sig selv for at være en anden person.

Men det må alligevel have været et mærkeligt syn for grønlænderne at se det her.

Nogle piger er ved at lære at kniple. Men det er tydeligt, det er en opstillet situation. De har taget deres pæneste tøj på. De er i nationaldragt.

Det bedste ved det her billede er at se, hvor forskellige perlerne er på deres nationaldragter.

Det er helt op til den person, der laver perlerne, hvordan den skal laves. Men også længden er interessant. De er fra velhavende familier. Jo længere perlerne er, jo mere velhavende er man. Simpelthen fordi perlerne er dyre.

Den sjove detalje her er, at drengen har kamikker på, og pigen har børnesandaler. Det er vores nationalsko, vores første sko. Det er en sjov blanding.

Børnene ser generte ud – lidt som drengen på billedet før. Måske er de også født her i landet?

Jeg ved ikke, om jeg selv skal have børn. Jeg er åben for det, men har ikke nogen planer om det lige nu.

Jeg håber, at mine børn i fremtiden har en større viden om, hvem vi er i Grønland, end jeg selv havde som barn.

Jeg ved alting om de græske guders familietræ og alt muligt andet, og så ved jeg så lidt om min egen historie. John Møller, ånderne og anden grønlandsk historie har jeg først lært at kende i de seneste par år.

Hvis jeg får børn, skal de kende de historier meget tidligere i livet.

Men jeg vil ikke håbe og drømme alt for meget om fremtiden. Hvis man gør det, bliver man bare ked af det, når det ikke bliver, som man havde ønsket sig.