Malk de Koijn bragte lort, kaos og et helt nyt sprog ind i dansk hiphop

Danmarks måske skøreste hiphopgruppe startede med at freestyle over Jokerens udskejelser en nytårsaften.

Malk de Koijn bragte lort, kaos og et helt nyt sprog ind i dansk hiphop

Danmarks måske skøreste hiphopgruppe startede med at freestyle over Jokerens udskejelser en nytårsaften.

  • Af Michael Ørtz
Scroll for at læse

Lort, karate og kosmisk kaos.

Hiphop-gruppen Malk de Koijn tog i den grad fuglen på de fleste ved at synge om ting, som der ikke tidligere var blevet sunget om.

Lyt til nummeret 'Vi tager fuglen på dig' herunder, mens du læser videre:

Blæs Bukki, Geolo Geo og Tue Track kom – især for en meget dedikeret fanskare – til at spille en stor rolle i dansk hiphop og har fået et afsnit i podcastserien 'Den nye stil' om dansk hiphop-historie.

Her er en række nedslag i Malk de Koijns knap 25-årige eksistens.

Og hvorfor ikke starte fra begyndelsen? I et rækkehus lidt uden for København.

Freestyle om Jokeren: En tur på Staden

Datoen siger den 31. december 1993, og Anders Lundby Brixen, alias Tue Track, har inviteret sin ven Janus Borup Staffe, alias Geolo Geo, med til en nytårsfest, hvor flere fra producerkollektivet Madness 4 Real også kommer - heriblandt Lasse Bavngaard, alias Blæs Bukki. Lasse og Janus kender endnu ikke hinanden.

Det kommer de til i de tidlige morgentimer i 1994.

- Klokken et eller andet om morgenen har vi kæmpe grineren over at sidde og finde på ting sammen. Vi sidder og rapper om de andre. Et eller andet helt barnligt, men det var skide skægt. Der var en helt anden energi, fortæller Anders Lundby Brixen i 'Den nye stil'.

Frontmanden Jesper Dahl fra en anden hiphop-gruppe, nemlig Den Gale Pose, som også er en del af Madness 4 Real, er en af de første, der bliver ramt af ordstrømmen fra de tre.

- Vi freestylede om, at Jokeren snavede med en pige, ørlede og snavede videre, griner Anders Lundby Brixen knap 25 år efter, at de tre medlemmer fra det, der kort efter blev Malk de Koijn, fandt sammen for første gang.

- Det var en følelse af at komme ned med et rumskib og se det hele fra en anden vinkel og kunne se det latterlige i de små detaljer og de ting, man siger eller gør, husker Anders Lundby Brixen.

Navnet Malk de Koijn er et resultat af Janus Borup Staffes fantasi. Og en tur på Christiania.

- Jeg havde købt ind i de lokale boder og var godt sendt afsted, fortæller Janus Borup Staffe.
Anders Lundby Brixen var med på Staden.

- Janus er helt oppe at køre. Han griner og siger: 'Forestil dig, at lige meget, hvor man spørger, hvem der er verdens bedste gruppe, så er svaret: Malk de Koijn'.

Lyt til nummeret 'Å åå Mæio' herunder:

'Kosmisk kaos': Skriveblokaden forsvinder

Da Jokeren har snavet færdigt og tømmermændene lagt sig, skilles Geolo Geo, Tue Track og Blæs Bukki.

Sidstnævnte tager til Los Angeles, hvor han sammen med Jokeren og resten af Madness 4 Real producerer musik for nogle af de allerstørste amerikanske rappere på det tidspunkt.

Tue Track arbejder i en børnehave, og Geolo Geo skal i Den Kongelige Livgarde. Så selv om Malk de Koijn egentlig er dannet, så har de tre medlemmer ikke meget tid sammen i løbet af 1994.

Og når de mødes, har de svært ved at få skrevet noget.

Det ændrer sig, da Blæs Bukki trækker producerstikket og flyver hjem fra Los Angeles. Skriveblokaden forsvinder.

- Lige pludselig er der en, der får hul og begynder at skrive om lort. Der bliver prikket hul på bylden, og det vælter bare ud med materie, fortæller Anders Lundby Brixen.

'Lortesangen' bliver skabt. Senere kommer 'Karate Klanen', der er en direkte reference til den amerikanske hiphop-gruppe Wu-Tang Clan.

Malk de Koijn har åbnet porten til den fantasiverden med ord, rim og opdigtede steder og personer og et sprogligt overskud og nytænkning, som vækker de danske pladeselskaber.

Der er flere følere, men Malk de Koijn siger pænt nej tak.

- Jeg havde en modstand mod alt udefra. Der var ingen, der skulle blande sig. Jeg tænkte, at det ville fucke det hele op, hvis der skulle et pladeselskab ind over, siger Lasse Bavngaard i 'Den nye stil'.

Lyt til 'Kosmisk kaos' herunder:

Men det er ikke kun sprogekvilibristisk fjol. Medlemmerne af Malk de Koijn er tre unge mænd, som på hver deres måde gennemgår livskriser.

- På det her tidspunkt handler det for mig mest om sorte og negative tanker. Jeg var frustreret over mit liv, siger Lasse Bavngaard.

Janus har været på Balkan som soldat og begynder at skrive om de oplevelser, og Anders begynder med inspiration fra Søren Kierkegaard at filosofere over livet.

- Jeg var god til at skrive om det melankolske. Det var en del af mig, siger Anders Lundby Brixen.

Tue Track udlever sin melankoli, Blæs Bukki nedfælder sine dystre tanker, og Geolo Geo læsser sine krigsoplevelser af i et af Malk de Koijns mest kendte numre 'Kosmisk Kaos'.

- Jeg er glad for, at vi lavede det nummer. Så kunne folk tage os seriøst.

Fri leg i studiet: Plade uden kontrakt

Malk de Koijn har eksisteret i mere end tre år, da Lasse og de to andre medlemmer overgiver sig og går med til at rykke kreativiteterne ind i mere faste rammer.

Manden, der overtaler dem til at gå i studiet, er Jeppe Bisgaard. På vegne af pladeselskabet EMI. Jeppe Bisgaard er allerede i 1997 en legende i hiphop-miljøet, og han har Malk de Koijn-medlemmernes respekt.

Jeppe Bisgaard lover fri leg og et usædvanligt uforpligtende forhold.

- Mens vi lavede den her plade, var vi ikke signet. Vi kunne skride når som helst. På det her tidspunkt skulle vi ikke engang lave en plade. Vi skulle bare lege, og det lod til, at der var ubegrænsede midler, siger Anders Lundby Brixen.

Blæs Bukki, Geolo Geo og Tue Track bruger alle kroge af legepladsen i Focus Records-studiet og går ifølge sidstnævnte 'amok med lyde, kor og alt muligt'. Og de bestiller – på pladeselskabets regning – mad og taxaer til at hente de kassettebånd, de glemmer derhjemme.

- Vi brugte så mange penge på den plade og skrev først under på en kontrakt, da pladen var færdig, fortæller Anders Lundby Brixen.

Eksperimenterne bliver efter fire år med Malk de Koijn til det første album fra gruppen.

Albummet får titlen 'Smash Hit In Aberdeen' og viser et lyrisk niveau, som der ikke er hørt tidligere i dansk hiphop.

Tue Track Band: Deprimerende drejning

Salget af 'Smash Hit In Aberdeen' går trægt i starten, men rygtet om den nyskabende hiphop-gruppe spreder sig stille og roligt, og Malk de Koijn spiller udsolgte koncerter, hvor det mest er lidt nørdede unge mænd og meget få piger, der dukker op.

Gruppen er langsomt og blandt andet med hjælp fra DR's 'Børneradio' ved at blive kult, men de tre medlemmer er ikke enige om, hvad der skal ske med Malk de Koijn. Eller hvor meget energi, der skal lægges i projektet.

- Det bliver pludselig tydeligt, at nogen investerer mere tid i det end andre, og Anders har helt klart været indpiskeren og den, der tog initiativ til meget, siger Janus Borup Staffe.

Det bliver i høj grad Anders Lundby Brixen – eller Tue Track –, der kommer til at tegne Malk de Koijn udadtil. Lasse og Janus er ikke vilde med at lave interviews.

- Der var nogle forskellige sammenhænge, hvor det var mig, der var på tv-skærmen eller i radioen og snakkede om Malk de Koijn. Folk troede, at jeg var frontmand, men det var ikke rigtigt, og det gjorde noget for dynamikken i gruppen.

Vi er kommet ind i det nye årtusinde. Malk de Koijn er færdige med at turnere og er gået i gang med indspilningerne til det næste album. Men det kører ikke, og gruppemedlemmerne joker selv med, at Malk de Koijn er blevet til Tue Track Band.

- Der begyndte at komme nogle ting ud mellem sidebenene. Det var ikke sjovt, siger Anders Lundby Brixen.

Tue Track bliver ret deprimeret over den drejning, tingene har taget og mister helt lysten til at færdiggøre det album, gruppen er i gang med.

- Jeg så mig selv udefra og tænkte, hvad fanden har jeg gjort? Det er mine bedste venner, siger Anders Lundby Brixen.

- Det har aldrig været et spørgsmål for mig om, at det var mig, der havde bukserne på. Jeg vidste godt, at jeg var afhængig af de andre.

Geo og Blæs tager teten: Opløsning afværget

Det sociale knudepunkt i Malk de Koijn har mistet gejsten.

Men Geolo Geo og Blæs Bukki beslutter sig for at gå foran. De går i studiet uden Tue Track og begynder at arbejde på et nummer, som de alle tre har arbejdet sammen på i længere tid.

Geolo Geo og Blæs Bukki indspiller tekstbidder til det, der bliver til 'Vi tar fuglen på dig' og sender det til Tue Track.

Det får ham i omdrejninger igen. Opløsningen er afværget, og i 2002 kommer gruppens andet album, ’Sneglzilla’.

Fantasi-universet er blevet udvidet, og ordlegen fortsætter.

- Det album er så Malk de Koijnsk, men det hele er blevet strammere, og deres tekstunivers er blevet forfinet, siger DR’s musikekspert Pelle Peter Jensen, der står bag podcastserien 'Den nye stil'.

Albummet bliver overdynget med priser ved Danish HipHop Awards i 2003, og Malk de Koijn markerer sig i en tid, hvor rock og især Kashmir er det, man hører i Danmark - også ved de prisuddelinger, der ikke kun handler om hiphop.

'Vi Tager Fuglen På Dig' bliver kåret til 'Årets danske musikvideo' ved Danish Music Awards, hvor Malk de Koijn også bliver nomineret i kategorien 'Årets danske udgivelse'.

Ved P3 Guld får Malk de Koijn 'Syng dansk prisen', og ved uddelingen af Årets Steppeulv bliver Malk de Koijn kåret til 'Årets orkester' og hædret for 'Årets album'.

Malk de Koijn tager på endnu en turné, der rinder ud i løbet af 2004. Og tager en lang pause.

Tilbage til fremtiden: Kaos på Roskilde Festival

I de næste fem år arbejder 'Smash Hit in Aberdeen' og 'Sneglzilla' for Malk de Koijn, der ellers ikke gør noget for at bringe flere skæve indslag ind i det univers, der blev skabt nytårsaften 1993 i et rækkehus lidt uden for København.

De to albums bliver spredt og samler endnu flere dedikerede fans.

Den 4. juli 2009 – cirka fem år efter 'Sneglzilla'-turneen – er der kaos ved Arena-teltet på Roskilde Festival.

Teltet, der har plads til omkring 17.000 mennesker, er pakket. Virkelig pakket. Op mod 40.000 mennesker er mødt op for ved selvsyn at konstatere, at Malk de Koijn stadig eksisterer.

Roskilde Festival bliver nødt til at spærre området af for at lette presset i teltet. Under koncerten med svenske 'Fever Ray', der spiller lige inden, fyldes teltet med tilråb: 'Malk de Koijn! Malk de Koijn!'

Fanskaren bliver, ifølge Gaffas anmelder, ikke skuffet. Han giver seks stjerner til 'Danmarks i særklasse bedste hiphoporkester' og skriver, at Malk de Koijn fik pisket ekstasen op på helt nye højder.

Flere gange under koncerten antyder Geolo Geo, Tue Track og Blæs Bukki, at der er et nyt album på vej.

Lyt til 'Toback to the Fromtime' herunder:

'Toback to the Fromtime' kommer to år senere og bliver i 2012 kåret til 'Årets danske album' ved Danish Music Awards, hvor Malk de Koijn også får prisen for ’Årets live navn’.

Samme år går Malk de Koijns tredje album, ifølge IFPI Danmark, platin, hvilket vil sige, at det er solgt i mere end 10.000 eksemplarer.

Det samme gør 'Smash Hit in Aberdeen', mens 'Sneglzilla' i 2016 sælger sig ind i den kategori, der hedder 2 x platin, hvilket vil sige, at der er solgt mere end 40.000 eksemplarer af albummet.

Knap 25 år efter den nytårsaften i rækkehuset uden for København er Malk de Koijns lyriske fantasi-univers spredt til en sprognørdet og særdeles dedikeret fanskare, og gruppen sætter et massivt aftryk på dansk hiphop-historie i en periode, hvor blandt andre Humleridderne, Den Gale Pose, Østkyst Hustlers, Clemens og Hvid Chokolade også indtager den danske hiphop-scene.

Credit


Tekst: Michael Ørtz

Grafik: Oliver Seppo Rasmussen

Billeder: Malte Kristiansen, Steen Jacobsen, Claus Bech Andersen, Lars Møller, Nils Meilvang, Carl Redhead og Sisse Stroyer (Ritzau Scanpix)