Voldtægt var hærværk: 5 vanvittige facts om straf og lov i middelalderen

Listen over grumme afstraffelser i middelalderen er lang: Tyve risikerede at få skåret næsen af. Elskende, der bedrev hor udenfor ægteskabet, blev begravet levende. Og homoseksuelle blev radbrækket.

Alt sammen i fuld offentlighed – til skræk og advarsel.

Det var altså ikke underligt, at folk var rystende bange, når der skulle findes en syndebuk at straffe for en forbrydelse.

- Middelalderens straffe var helt utroligt brutale. Men det betyder ikke, at folk var onde dengang. Tværtimod er de voldsomme straffe udtryk for et ønske om at gøre det gode, siger historiker og ekspert i middelalderen, Kåre Johannesen.

Straffene skulle virke som afskrækkende eksempel, så folk overholdt loven:

- Det virkede selvfølgelig ikke, men hensigten var sådan set god nok, lyder det fra Kåre Johannesen.

Her er 5 facts om straf og lov i middelalderen, der fortæller os, hvordan kirken forsøgte at 'civilisere' det danske folk.

1) Voldtægt var hærværk

I den tidlige middelalder blev voldtægt af kvinder betragtet som hærværk mod mandens ejendom. Det blev opfattet på lige fod med, at nogen skadede mandens kvæg.

- Derfor var det også manden eller faderen til en voldtaget kvinde, der skulle have erstatning fra voldtægtsforbryderen, fortæller Helle Møller Sigh, der er medforfatter til bogen ’Law and Disputing in the Middle Ages’.

Kvinden selv fik ingenting. Men det ændrede sig i takt med, at kirken fik mere og mere indflydelse på lovgivningen i middelalderen.

I 1241 kom Jyske Lov, der blev til i et tæt samarbejde mellem Valdemar Sejr og kirken. Loven var stærkt påvirket af kirkens definition af, hvad der var normen i forhold til seksualitet. Man ønskede at civilisere befolkning og skabe et samfund baseret på de kristne værdier, og det får betydning for opfattelsen af voldtægt.

- I Jyske Lov bliver forbryderen straffet med fredløshed. Loven bruger nu begrebet ’voldtægt’ på en måde, hvor det seksuelle element og kvindens manglende vilje kommer i centrum, forklarer Helle Møller Sigh.

Formentlig hang udviklingen sammen med kirkens syn på samliv. Kirkens fokus på individets vilje ved etableringen af et ægteskab gjorde det relevant for kirken også at fokusere på individets vilje i forhold til andre typer af seksuel kontakt som for eksempel voldtægt.

- Man kan sige, at ægteskabet blev forudsætningen for skabelsen af den moderne opfattelse af voldtægt, siger Helle Møller Sigh.

Kvinden skulle sige ja til at have sex, og blev det ikke respekteret, blev det betragtet som en krænkelse mod kvinden som individ og ikke mod hendes mands eller fars ejendom.

- På den måde sker der en positiv udvikling. Det bliver anerkendt, at voldtægt er en krænkelse af kvinden. Men kvinden bliver stadig betragtet som forvirret og mindre klog end manden. Den opfattelse ændrer Jyske Lov ikke ved.

2) Utro ægtefolk begravet levende

En af de største forbrydelser, man kunne begå i middelalderen var at bedrive hor.

For kirken var sex udelukkende et middel til forplantning. Det handlede om at sprede sin sæd. Ikke om at spilde den. Derfor var der også strenge regler for hvem, man måtte dyrke sex med, og hvordan man gjorde det:

- Kirken betragter på det her tidspunkt sex som en menneskelig pligt til at reproducere sig. Det var på ingen måde for sjov. Det var styret af fornuft, og det skulle foregå i missionærstillingen indenfor hjemmets fire vægge, ligesom Gud ville det, forklarer historiker Kåre Johannesen, der er forfatter til bogen ’Hor Saa Vide – seksualiteten i middelalderen’.

Af samme årsag var analsex og prævention strengt forbudt, da det ikke førte nogen børn med sig. Men værst var dog alligevel sex udenfor ægteskabet. Det blev anset for en alvorlig synd, der kunne føre til, at folk blev begravet levende.

- En del af straffen var, at døden skulle være så pinefuld som mulig. Det gjorde man ved at kaste parret, der havde forbrudt sig, ned i et hul og dække dem til med et lag af kviste, inden man fyldte hullet op med jord. På den måde forblev der lidt luft i hullet, så det gik langsommere med at dø, fortæller Kåre Johannesen.

3) Homoseksuelle mænd forbrød sig mod Gud

Kvinder og mænd blev straffet lige hårdt i sager om utroskab. Men når det gjaldt homoseksualitet, blev mænd straffet hårdere end homoseksuelle kvinder, fordi kvinderne ikke på samme måde havde sæd, som de kunne spilde.

- De homoseksuelle mænds store forbrydelse var, at de lod deres sædceller gå til spilde. Gud siger, at homoseksuelle skal dø. Deres spild af sæd blev betragtet som massemord på tusindvis af små liv. Derfor skulle de straffes med døden, siger Kåre Johannesen.

Forklaringen skal findes i Biblen. Den var Guds sande ord, og kirken ønskede ikke, at risikere at samfundet skulle udsættes for Guds straf.

- Det kan lyde brutalt. Men i virkeligheden forsøgte kirken blot at tage ansvar for samfundet. I det gamle testamente bliver Gud sur, hvis ikke man følger hans love. Man frygtede, at landsbyer ville udbrænde, hvis man modsatte sig Guds ord. Derfor var straffen mere et samfundsanliggende end et udtryk for ondskab og sadisme.

4) Mænd skulle bevise deres impotens

Ægteskabet var uopløseligt. Havde man givet sit ja til hinanden, var det bindene. Derfor kunne man ikke blive skilt, med mindre der var særlige forhold der gjorde, at man kunne få ægteskabet annulleret. For eksempel hvis manden var impotent.

- For kirken var impotens en legal grund til at få ægteskabet annulleret, for det betød, at man ikke kunne lave børn, hvilket var hele ideen med ægteskabet, fortæller Helle Møller Sigh.

Men det var ikke nok, at en mand påstod, at han var impotent. Manden skulle bevise overfor kirken, at han havde svært ved at få rejsning.

- Fra engelske retssager ved vi, at det foregik ved, at manden kom ind i retssalen, hvor der sad en lang stribe af repræsentanter fra kirken. Herefter blev der lukket et par barmfagre damer ind i lokalet, der efter at have varmet deres hænder ved ilden skulle holde om mandens penis. På den måde var det hurtigt afgjort, om manden var impotent eller ej.

5) Tyve fik hugget hænder eller øre af

I middelalderen blev den private ejendomsret anset for vigtigere end et menneskes liv. Derfor blev tyveri ofte straffet langt hårdere, end hvis man havde dræbt et andet menneske. For eksempel kunne man slippe af sted med en bøde for et drab, mens tyve risikerede at få hugget øret, næsen eller hånden af som straf for deres ugerning.

- Tankegangen var øje for øje og tand for tand. Hvis man tillod sig at stjæle fra andre, måtte man bøde med at få hugget noget af én selv, siger Kåre Johannesen.

Afhugningen foregik offentligt på torvet, så byens borgere kunne se, hvad der skete, hvis man stjal. På den måde fungerede afhugningen som spot og advarsel, samtidig med tyven blev mærket for livet.

- Der var en stor signalværdi i at hugge et øre eller en hånd af. Andre skulle vide, at de havde at gøre med en tyv. Dengang var der ikke den store sociale forståelse for det enkelte menneske. Det handlede udelukkende om at beskytte samfundet, forklarer Kåre Johannesen.