Hun havde forgæves forsøgt at få fat i hende.
Siden klokken halv ti havde 24-årige Karoline Aagesen ringet på døren til lejligheden, hun havde ventet i opgangen, vandret rundt i gården. Hun skulle have fat på Dagmar Overbye, kvinden som havde adopteret hendes barn tre dage tidligere.
Hun havde fortrudt, og ville have sin datter tilbage.
Men Dagmar Overbye åbnede ikke. Først ved firetiden - efter Karoline Aagesen forgæves havde forsøgt at få politiet til at hjælpe sig - åbnede en mand døren og lukkede hende ind i den trange toværelses lejlighed.
Der sad Dagmar Overbye ved spisebordet. Barnet var ikke at se, og Karoline Aagesen var nervøs. I løbet af de seneste dage havde hendes søster forsøgt at se til barnet, for at sikre sig, at den lille pige havde det godt. Det var ikke lykkedes, hver gang var Dagmar Overbye kommet med undskyldninger.
Og nu sad hun der, uden en baby, uden det mindste spor af en.
Dagmar Overbye forklarede, hvad der var sket: Samme dag, som hun havde overtaget barnet, havde hun foræret det væk til en fremmed kvinde, hun havde mødt på Istedgade. Det var derfor, barnet ikke var at se.
De fandt knoglerester fra Karoline Aagesens datter i kakkelovnen.
Dermed startede sagen om Danmarks største massemorder. For Dagmar Overbye havde ikke bare slået Karoline Aagesens datter ihjel, viste det sig.
I løbet af retssagen tilstod hun mordene på flere end 20 småbørn, som hun havde taget til sig som pleje- eller adoptivbørn og efterfølgende dræbt. Ved Østre Landsret blev den 34-årige kvinde dømt for mordet på otte af dem - de resterende tilståelser blev der ikke ført bevis for
Knap 100 år efter dommen er Dagmar Overbye fortsat den største seriemorder, Danmark har set.
- Det var en sag, som rystede Danmark, og det er stadig den voldsomste sag, vi har set. Der har ikke været nogen som hende siden, siger Frederik Strand, der er museumsleder på Politimuseet.
“Hvordan kunne det sket?”
At det kan lade sig gøre at slå så mange småbørn ihjel uden at vække den mindste smule opsigt, kan virke utroligt og uladsiggørligt i vor tid. Det gjorde det også tilbage i 1920.
- Sagen var voldsomt eksponeret, og der var omfattende omtale af den i alle landets aviser. For hvordan kunne de her børn bare forsvinde uden, at det blev opdaget? Det var i sig selv foruroligende, og det skabte en voldsom debat, siger Frederik Strand.
Men dengang var der ikke noget mærkeligt ved det, fortæller Karen Søndergaard, der har skrevet en bog om Dagmar Overbye.
Mellem 1911 og 1921 var befolkningstallet i Danmark vokset fra 2,7 millioner til 3,3 millioner. De mange nye borgere førte til en voldsom overbefolkning, og registreringen af nyfødte børn var mangelfuld.
Samtidig var børn født uden for ægteskab meget ringe stillet. Mødrene var ifølge lovgivningen uværdigt trængende og havde ikke mulighed for at få socialhjælp til deres børn. Det betød, at mange unge, enlige mødre på ulovlig vis efterlyste plejemødre eller adoptivmødre til deres børn gennem annoncer i aviserne.
- Hvis du kigger datidens aviser igennem, vil du blive skræmt over, hvor mange små annoncer, der var, hvor fattige unge kvinder søgte plejefamilier til deres børn, og hvor andre kvinder tilbød sig selv som plejefamilie, siger hun.
- Endvidere var der ingen kontrol af børn dengang. Man fik først en fødselsattest, hvis barnet skulle døbes.
Og det var netop gennem kontaktannoncer - enten skrevet af desperate mødre eller af Dagmar Overbye selv, som annoncerede efter børn at adoptere - at Dagmar Overbye modtog børnene. For en fattig kvinde som Dagmar Overbye var engangsvederlaget på op til 400 kroner voldsomt stort - det svarede til en årsløn for en kvinde.
Karoline Aagesen var da også kommet i kontakt med Dagmar Overbye gennem en kontaktannonce. Hun havde født sit barn udenfor ægteskab og havde ikke mulighed for selv at tage sig af det. Derfor efterlyste hun adoptivforældre i Aftenposten:
“Adoptionsforældre ønskes til en lille Pige på 3 Uger. Helst et kristent Hjem, med masser af Omsorg og Nærvær. Billetnummer 234,” stod der.
Dagmar Overbye svarede på annoncen, en aftale kom i stand, og da Karoline Aagesen afleverede sin datter hos hende, havde hun ingen mistanke. Dagmar Overbye virkede glad for pigen, hun fortalte, at hun ville sørge for at tænde op, så pigen ikke blev kold, og hun vuggede hende kærligt i hendes arme.
Allerede samme aften dræbte hun imidlertid pigen. Hun klædte hende af, lagde hende i barnevognen oven på en dyne, vendte hende med ansigtet nedad. Hun tog en snor frem fra en skuffe, bandt den stramt om halsen på pigen og lagde et stykke sækkelærred hen over barnet. Dagmar Overbye satte sig i sofaen og ventede på, at pigen døden. Da det var sket, lagde hun hende i en fletkuffert, lod liget ligge der natten over og brændte efterfølgende liget i kakkelovnen, forklarede Dagmar Overbye senere i retten.
Påvirket af stoffer
Drabet af Karoline Aagesens barn var typisk for Dagmar Overbye. Som regel hun børnene kort tid efter, hun modtog dem - og ofte ved at vikle en snor stramt om barnets hals og lade barnet kvæles.
Under retssagen kom det frem, at Dagmar Overbye under flere af drabene formentlig havde været under påvirkning af rusmidlerne æter, kokain og nafta. Samtidig fastholdt hun, at hun ikke myrdede dem af økonomiske grunde.
Til gengæld kunne hun ikke forklare, hvorfor hun så havde taget livet af dem.
For ifølge Dagmar Overbye selv adopterede hun netop børnene fordi hun holdt “umådelig meget af børn” og ønskede at være god ved dem. Hun sagde dog selv, at hun nogle gang fik lyst til at dræbe nogle af børnene - og understregede, at hun ikke kunne huske selve drabene, fordi hun havde været påvirket af stoffer.
I retssagen blev Dagmar Overbyes barndom også optrevlet, og der viste sig hurtigt et billede af en pige, som kom fra meget fattige kår, blev betegnet som “løgnagtig” - og som havde været udsat for overgreb af sin bedstefar.
Samtidig stjal Dagmar Overbye, og på grund af familiens fattigdom og Dagmar Overbyes svære adfærd, blev hun allerede som tolvårig sendt bort hjemmefra. Som 15-årig modtog hun sin første dom for tyveri.
Selv betegner Karen Søndergaard Dagmar Overbye som ”følelseskold.”
- Hun var en psykopat. Hun gjorde det for egen vindings skyld. Hun tromlede gennem livet med det for øje at skaffe sig selv de bedste muligheder.
Selv mente Dagmar Overbye blot, at hun i udgangspunktet forsøgte at hjælpe de børn, som ingen andre ville have.
- Hun startede med at bilde sig selv ind, at hun gjorde samfundet en tjeneste ved at tage sig af barnet, men hun magtede ikke opgaven – og så var det lettere at rydde barnet af vejen, siger Karen Søndergaard.
Den 3. marts 1921 faldt dommen. Det var retspræsidenten, der læste dommen højt:
"Vi, juryen, finder Dagmar Overby skyldig i drab med overlæg af 8 børn og udsættelse af et spædt barn. Thi kendes for ret: Dagmar Johanne Amalie Overby bør straffes på livet," læste han.
Dødsdommen blev dog sidenhen ændret til fængsel på livstid. Det første stykke tid blev afsonet i Christianshavn Kvindefængsel, men ’Engemagersken’ blev siden flyttet til Vestre Fængsel.
Dagmar Overbye døde i 1929, 42 år gammel.
Fik vedtaget lov om tilsyn med plejebørn
Dagmar Overbye-sagen viste sig at have konsekvenser for datidens samfund. Den voldsomme debat om de ringe forhold for kvinder med børn født udenfor ægteskab og den ulovlige udveksling af børn affødte nemlig flere konkrete ændringer.
Som et resultat af sagen blev der i 1923 vedtaget en lov om tilsyn med plejebørn, hvor alle børn født uden for ægteskab blev omfattet af et særligt tilsyn. I 1924 vedtog Folketinget samtidig en lov om folkeregistre, så alle børn blev registreret.
- Sagen hjalp med at sætte fokus på problematikken, at der var en stor gruppe personer i samfundet, der simpelthen forsvandt i systemet. Den blev en katalysator for de forandringer, siger Frederik Strand.
Kilder:’Danske mord – englemagersken og alle de andre’ af Sarah von Essen, ’Dagmar – Historien om en barnemorderske’ af Frank Bøgh og ’Ondskab’ af Frederik Strand samt interviews med museumsleder ved Politimuseet, Frederik Strand, og forfatter Karen Søndergaard