Farvel, kære mor: Hør afskedsbrevene fra de dødsdømte modstands-drenge

Som vist i ’Historien om Danmark’ blev fem unge mænd i 1943 henrettet af nazisterne for sabotage.

Klokken fem om morgenen torsdag den 2. december 1943, blev fem unge mænd vækket i deres celler i Aarhus Arresthus.

Deres anmodning om benådning var blevet afvist, og dødsdommen skulle eksekveres i løbet af et par timer.

I timerne inden henrettelsen fik drengene lov til at skrive afskedsbreve til deres nærmeste, inden de blev kørt til Skæring Hede lidt uden for Aarhus. Her blev de bundet fast til pæle og skudt.

Det var den første massehenrettelse i Danmark under besættelsen.

Skulle være et skræmmeeksempel

De fem unge mænd var alle en del af modstandsbevægelsen og var blevet anholdt for at sabotere den jyske jernbanestrækning, som tyskerne brugte til at fragte tropper og forsyninger fra Norge til Tyskland.

Et særligt knudepunkt for denne transport var Langåbroerne ved Randers, som det lykkedes modstandsgrupper at sprænge i stykker den 17. november 1943.

Sprængningen af broen stoppede togdriften i 12 døgn, men efter den succesfulde aktion, satte det tyske politi Gestapo en grundig eftersøgning i gang med hjælp fra danske stikkere.

Tyskerne besluttede sig for at statuere et eksempel, og fem unge mænd fra sabotagegrupper i Randers og Aarhus blev derfor anholdt og dømt til døden.

Hør et uddrag af deres afskedsbreve i videoen øverst – og læs mere om, hvem de fem drenge var, herunder.

Sven Christian Johannesen, 20 år

(© Frihedsmuseets Forlag)

Efter realeksamen i 1940, kom Sven i lære på vognfabrikken ’Scandia’ i Randers. Om aftenen gik han på maskinistskole, og i juni 1943 tog han maskinisteksamen i København.

Han deltog i illegalt bladarbejde og var leder af en sabotagegruppe i Randers.

Sven blev anholdt af Gestapo i forbindelse med sprængningen af Langåbroerne og dømt til døden af den tyske krigsret i Aarhus.

Hans fulde afskedsbrev nåede dog aldrig frem til forældrene. I brevet havde han redegjort for, hvorfor han måtte handle, som han gjorde, og tyskerne fandt brevet så overbevisende, at de beslaglagde det.

De frygtede, det ville opildne andre til at følge Svens eksempel og udøve sabotage mod den tyske besættelsesmagt.

Det lykkedes direktøren for Røde Kors at få lov til at læse brevet, og han skrev den sidste del af til Svens forældre. Der stod blandt andet:

  • Kære stakkels Far og Mor. Nu vil jeg sige jer, Far og Mor, saa mange Tak for alt, hvad I har gjort for mig.

  • Jeg ved, jeg mange Gange har gjort jer ondt, og det beder jeg nu om Tilgivelse for. Jeg har ikke gjort det i Ondskab, men kun af Tankeløshed, Trods og Egoisme.

  • Det har været en dejlig, dejlig Barndom, jeg har haft. Jeg ved nu, at I har gjort jeres yderste for, at jeg skulde have det godt og komme frem i Verden. Det vil jeg sige jer mange Tak for.

  • Ja, tidligere har jeg ikke tænkt saa meget paa Guds Tilstedeværelse, men nu tror jeg, at jeg ved, at der findes en, der styrer det hele, og naar jeg nu dør, saa er det Guds Vilje.

  • Jeg har lige modtaget tre Breve fra jer, Far skriver, at Gud forbyder det efter jeres Mening.

  • Guds Veje er ikke til at ransage, og jeg er nu sikker paa, at det er Guds Vilje, saa jeg er rolig. Jeg kan dø rolig. Jeg har lige være til Altergang.

  • Guds Vilje ske.

Selvom Svens afskedsbrev blev beslaglagt, lykkedes det ham alligevel at smugle en hilsen ud til sine forældre. Bag på et frimærke, han havde haft på sig i fængslet, havde han skrevet kongens valgsprog:

Min Gud, mit Land, min Ære.

Anders Wilhelm Andersen, 19 år

(© Frihedsmuseets Forlag)

Anders var også medlem af en sabotagegruppe i Randers, og efter realeksamen og handelseksamen kom han i lære i en teknisk maskin- og olieforretning.

Han var medlem af Konservativ Ungdom i Randers, tidligere medlem af FDF og blev arresteret i forbindelse med sprængningen af Langåbroerne og dømt til døden for sabotage.

I sit afskedsbrev skrev han:

  • Kære Far og Moder – alle sammen.

  • Ja, saa er det slut. Jeg fik lige at vide, at jeg ikke var benaadet. Jeg har kun to Timer at leve i. Naar I faar dette Brev, er jeg død.

  • Nu maa I ikke fortvivle, men se at komme over det.

  • Jeg ved godt, at det er haardt for jer at miste to Sønner paa et Aar - men det er Guds Vilje, og hans Veje er uransalige. Jeg haaber, at I altid vil mindes mig godt – selv om jeg ikke altid har været, som jeg skulde.

  • Nu maa I se at ordne det saadan, at I kan leve et stille og roligt Liv og passe godt på Erik, Preben, Inga, Ellen og Bertha – ja, hvad siger Bertha. Jeg vilde gerne have talt med hende, hun var jo den af mine Søskende, jeg holdt mest af.

  • Hils Hans og Hr. og Fru Møller fra mig og sig Tak for den Tid, vi har kendt hinanden, det er prægtige Mennesker, og Gud vil holde sin Haand over dem.

  • Med hensyn til min Chef – Rasmussen – saa hils ham og hans Kone fra mig og sig, at jeg haaber ikke, hans Tro på unge Mennesker har lidt et Knæk – jeg gjorde det ikke selv – jeg mener – det var, ligesom det ikke var mig selv – jeg skulde ud --

  • Min kæreste Far og Moder, først nu ved jeg, hvad kærlige Forældre betyder i Livet, har man dem, saa kan man roligt se alting i Møde – jeg ved, at de forstaar En.

  • Mor – Far, jeg gaar rank og rolig ind i Evigheden, jeg ved jo, at blot man tror på Gud, da har man intet at frygte. Far og mor, gid Gud vil velsigne Eder.

  • De sidste kærlige Hilsener fra jeres lykkelige Søn

  • Anders.

Otto Andreas Konrad Manly Christiansen, 19 år

(© Frihedsmuseets Forlag)

Otto var ansat som handelslærling på A/S Jydsk Trælastimport i Randers og medlem af en sabotagegruppe i Randers.

Han blev også arresteret i forbindelse med sprængningen af Langåbroerne og dømt til døden for sabotage mod den tyske værnemagt.

I sit afskedsbrev skrev han:

  • Kære Far og Mor!

  • Jeg vil først sige jer mange Tak for alt det gode, I har gjort for mig i den Tid, jeg har siddet her i Aarhus. Dernæst vil jeg sige jer mange Tak for alt det gode, I har gjort mod mig i hele mit Liv.

  • Jeg har nu til Morgen faaet Besked paa, at jeg skal dø, saa nu sidder jeg her og skal skrive mit Afskedsbrev til jer.

  • Mit højeste Ønske er, at I vil tage det roligt, for jeg tager det roligt, jeg har givet hele mit Liv i Guds Haand og kan kun gøre, hvad der er rigtigt, saa jeg er ganske rolig.

  • Mor, nu skal du ikke tabe Modet, for jeg bliver kun straffet, fordi jeg har syndet imod Gud.

  • Hvis I vidste, hvor jeg elsker jer og alle mine Søskende, men det har jeg aldrig tænkt paa før, saa nu maa jeg fortælle jer det.

  • Mor, du skal have mit Armbaandsur, og det skal du gaa med hver eneste Dag, saa vil du nemlig føle, at jeg er dig nær.

  • Far, du skal have alt mit Tøj, som en lille Tak for alt det gode, du har været for mig. Desuden beder jeg jer sende mine Søskende en af mine Ting, som I maa bede dem opbevare som et Minde om mig.

  • Nu må I endelig ikke tabe Humøret, men være glad ved, at jeg kan dø i den Overbevisning, at Gud tager mig hjem til sig.

  • Nu til Slut hils alle mine Bekendte og Venner

  • Kærlig Hilsen

  • Otto.

Oluf Axelboe Kroer, 27 år

(© Frihedsmuseets Forlag)

Oluf fik realeksamen fra Randers Statsskole i 1932, og herefter handelsskoleeksamen. Han var medlem af bestyrelsen i Konservativ Ungdoms afdeling i Randers og ansat i Sparekassen for Randers By og Omegn.

Ved siden af arbejdet tog han studenterkursus, fordi han gerne ville læse jura. Oluf skulle have været student i 1944, men blev anholdt i forbindelse med sprængningen af Langåbroerne.

Han var tilknyttet sabotagegrupperne i Randers, og blev anholdt med to pistoler på sig, der havde tilhørt de danske reservebetjente, der bevogtede broerne. Oluf blev dømt til døden for sabotage.

I sit afskedsbrev skrev han:

  • Kære Mor og kære allesammen!

  • Ja, saa er det forbi, der var dog saa meget, som jeg gerne vilde have sagt jer alle. Jeg ryster lidt på Haanden, ikke fordi jeg er bange, men jeg ved jo, at den kommende Tid vil blive værre for jer end for mig.

  • Ja, lille Mor, tak da for alt, hvad du har været for mig, du, som har maattet være baade Far og Mor for os alle, du har altid staaet for mig som Idealet af en Mor.

  • Og kære Edith, Erik og Børge, ogsaa jer siger jeg Tak, vi har dog levet sammen, som det er sjældent blandt Søskende. Jeg ved, det er unødvendigt at bede jer tage jer af Mor, som allerede engang har maattet bære en stor Sorg.

  • Jeg har lige nu faaet jeres Breve, som jeg har siddet og læst igennem, og de har bragt mig Styrke. Ida og Knud har ogsaa skrevet, og især har Idas lille Brev glædet mig. Hils dem og sig Tak.

  • Hils ogsaa i Sparekassen og bring min Tak for godt Medarbejderskab. Jeg har lige talt med en tysk Præst, og Mor, du skal vide, jeg gaar i Døden som en troende Mand, jeg ved, at vi engang skal mødes igen, og saa er det hele ikke saa svært. Jeg kommer til at tænke på det lille Vers:

  • ’Kæmp for alt, hvad du har kært’,

  • Først nu fatter jeg fuldt Betydningen.

  • Kære Mor, jeg ved jo, at du vil læse dette Brev mange Gange, og kunde jeg blot skrive saadan, at det maatte blive dig til Trøst. Nu skal jeg til Alters med mine Kammerater, maa de blot være lige saa rolige, som jeg er det nu.

  • Og nu Farvel. Gud være med jer alle.

  • Jeres Oluf.

Georg Gorvitz Mørch Christiansen, 22 år

(© Frihedsmuseets Forlag)

Georg var født i Vejle og blev student ved Aarhus Katedralskole i 1940. Han studerede herefter økonomi på Aarhus Universitet og arbejdede ved siden af studierne på ’De danske Mejeriers Fælleskontor’.

Georg var kommunist og leder af sabotagegrupper i Aarhus. Han var involveret i fremstilling og distribuering af det illegale blad ’Frit Danmark’ samt flere jernbanesprængninger i Aarhus.

Han blev dømt til døden og henrettet ved skydning sammen med de fire drenge fra Randers på Skæring Hede den 2. december 1943.

Georgs afskedsbrev er ikke offentliggjort.

Se seneste afsnit af 'Historien om Danmark' her.

Kilder: 'De sidste timer - Afskedsbreve fra frihedskæmpere 1943-1945', ’Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45’, Frihedsmuseets modstandsdatabase, Aarhus Universitet, Aarhus Kommune.