"Mette - come on!", "Det må være sidste gang at hun er med som dommer" og "Hun har ikke forstået noget som helst af programmet".
X Factor-dommer Mette Lindberg er blevet ramt af hård kritik, efter at hun fredag kastede håndklædet i ringen og ikke kunne pege på, hvilken af hendes to deltagere, hun ville sende hjem, efter både Mads Christian og Alex havnede i farezonen.
Nu får hun overraskende støtte fra sin kollega, Thomas Blachman:
- Det er en måde, hvorpå man kan holde på sin integritet i stedet for at sidde og tude et kvarter. Etisk synes jeg, at det er udmærket, siger dommeren til dr.dk.
"Det må ikke blive til Aftenshowet"
Mette Lindbergs ikke-beslutning er ellers et brud på den uskrevne regel om, at hvis en dommer får to deltagere i farezonen, så skal vedkommende selv vælge, hvem de sender hjem.
- En førstegangsdommer kan godt komme til at leve sig for vildt ind i det her. Hun har jo let til tårer, og det kunne have taget over, og det bliver sgu for irriterende, siger dommeren og uddyber:
- Så bliver det til Aftenshowet - følelser med følelser på. Og dér skal vi lukke af.
Se interviewet med Blachman i videoen øverst her på siden.