Det kan være svært ikke at blive sammenlignet med X Factors måske største boyband nogensinde, når man er to unge fyre, der stiller op som gruppe.
Sammenligningen lå da også lige for, da fætrene William og Victor i Vkation gik til audition på X Factor.
- Er det Citybois eller er det...?, spurgte værten Sofie Linde fætrenes venneflok, som ventede uden for studiet, mens Vkation var til audition.
- Nej, nej nej. De er meget bedre, lød det overbevist fra venneflokken.
Selvom Vkation allerede har fået en fandrevet Instagram-profil, mener de ikke, at de kan sammenlignes med Citybois.
- Vi har da tænkt over det, ja. Og kæmpe respekt til Citybois og det de har opnået. Men vi føler, at vi er noget helt andet, og vi vil bare gerne være Vkation, siger William, der udgør den ene halvdel af gruppen.
Begge spiller guitar
Vkation strøg ubesværet videre fra deres audition, og fredag aften lykkedes det dem så også at sikre sig en plads på bootcamp efter en overbevisende levering af The Kooks' 'Junk of the Heart (Happy)', som du kan se i videoen øverst.
- I kan næsten ikke andet end at ende i finalen. I appellerer så knivskarpt, lød det fra Remee.
William og Victor, der er henholdsvis 17 og 16 år, begyndte for alvor at synge og spille sammen for cirka tre år siden.
- Victor begyndte allerede som ret ung at gå til guitar, mens jeg spillede elitefodbold. Men så begyndte vi at synge sammen, og jeg lærte også at spille guitar. Der fandt vi ud af, at vi egentlig lød meget godt sammen, fortæller William, som spillede guitar til både audition og 5 Chair Challenge.
- Til audition havde jeg lært guitarriffet til 'No Diggity', og når vi havde øvet, var det mig, der spillede på guitar. Så jeg tror bare, den lå bedst til mig, og så har det egentlig været mig, der har taget guitaren med derfra, siger William.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5891d179a11f9f02a8dfdd74
En bittersød fornemmelse
Optrædenen til 5 Chair Challenge viste sig at være en succes, og Vkation sikrede sig altså sæsonens allersidste stol - på bekostning af duoen Mixed.
En bittersød fornemmelse for Vkation-drengene, fordi de under workshoppen inden 5 Chair Challenge havde delt værelse med de to fyre i Mixed, og derfor var kommet ekstra tæt på dem.
- Vi havde snakket meget med Mixed og havde det mega godt med dem. Så det var selvfølgelig ærgerligt, at de skulle rejse sig, siger William.
Men han er samtidig bevidst om, at X Factor er en konkurrence.
- Det er et spil, og det vigtigste er jo, at man selv kommer med videre.