Skør far-datter-duo er årets virale X Factor-hit

Med 10.000 fans og en kvart millions visninger på YouTube har duoen Focher fået en overraskende succes ud af tv-showet.

Brian og Mia blev smidt ud med et brag, da de stillede op til audition i X Factor tidligere på sæsonen. Men lidt af den berømte X-faktor må far-datter-duoen, der sammen kalder sig Fochter, alligevel have.

For deres optræden er en af de allermest sete på YouTube fra X Factor i år med over 260.000 visinger. De har fået 10.000 fans på deres egen Facebook-side. Og senest er de sågar blevet anmeldt i Politiken.

- Jeg synes, det er megafedt, at folk griner, og jeg bliver simpelthen så glad, når der kommer positive kommentarer, siger Mia Albertsen fra Fochter.

- Der er mange, der skriver, at vi var geniale og god underholdning. Vi bliver endda genkendt på gaden, fortæller hun og tilføjer:

- Det er altså vildt!

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:586cfd1ca11f9f0524eca82a

X Factor har givet sangjobs

Fochters medvirken i X Factor har ført til markant mere fokus på de to midtjyder.

Og Mia Albertsen har allerede haft sit første sangjob.

- Folk har skrevet og spurgt, om vi vil ud og synge til arrangementer. Jeg har faktisk været ude og synge til en fest for ikke så længe siden, men uden min far, fortæller hun.

Mia Albertsen er klar over, at hun ikke synger fantastisk, men det er heller ikke det, der er vigtigt for hende:

- Dem, man optræder for, ved jo godt, at vi ikke er gode til at synge. Men det er sjovt, alle er med, og humøret er der bare.

Storebror synes, det er pinligt

Fochters Facebook-side er hurtigt blevet populær. Siden skal bruges til at dele duoens musik, men også til at dele videoer af, hvad de to går og laver i hverdagen.

- Vi ved ikke helt, hvad vi vil opnå med det. Vi vil egentlig bare gerne have det sjovt med det, siger Mia Albertsen.

Det er dog ikke alle, der synes Fochters nye kendisstatus er ligeså sjov.

Mia Albertsens storebror er i hvert fald ikke lige så begejstret:

- Min storebror synes, det er så pinligt. Her forleden dag var vi ude og shoppe, og så var der nogle, der ville have taget billeder med os, og det kunne min storebror ikke have, så han valgte bare at gå, griner Mia Albertsen.

Regnede ikke med at gå videre

Der er mange, der tror, at Fochter stillede op i X Factor, fordi de var gode.

Men det er en misforståelse, fortæller Mia Albertsen:

- Der er mange, der tror, vi er stillet op, fordi vi var gode, men det var jo ikke derfor.

- Vi havde overhovedet ikke forventet at gå videre. Det var egentlig bare for at lave noget sammen, at vi stillede op i X Factor, fortæller Mia Albertsen.