Cirklen sluttede fredag aften på X Factor-scenen, da Morten Nørgaard og hans søstre blev genforenet på scenen, hvor glædestårerne slet ikke kunne styres.
- Det er sindssygt, jeg kan slet ikke forstå det. Det er så surrealistisk det hele, siger Morten Nørgaard.
- Det er så unaturligt, altså. Jeg er helt ude af mig selv.
Søstrene var også med til Mortens allerførste audition, og det var rent faktisk Maya Juul Nørgaard, der meldte storebroren til programmet.
- Det er bare en helt ny start, siger en tydeligt rørt Maya Juul Nørgaard, der bliver bakket op af lillesøster Mathilde Juul Nørgaard.
- Det er det største, der nogensinde er sket i dit liv!
Først fejre, så ny musik
Morten Nørgaard har for længst indtaget hjembyen Odder og fredag aften gav hele Danmark sin støtte til den uslebne diamant.
Nu fortsætter musikrejsen, hvor X Factor-vinderen skal arbejde sammen med den amerikanske stjerneproducer Dallas Austin.
- Det er for vildt. Jeg tænker, det er sindssygt, siger Morten Nørgaard.
Inden de tager fat på samarbejdet, skal Nørgaard-klanen dog lige nyde sejren.
- Vi skal ud og fejre det lige nu, lyder det Mathilde Juul Nørgaard.
Før champagnepropperne får lov til at flyve, retter Morten Nørgaard en tak til alle fansene hjemme i stuerne.
- Jeg er så glad for alle dem, der har stemt på mig. Jeg er så taknemmelig, siger X Factor-vinderen Morten Nørgaard.