Egentlig bryder hun sig slet ikke om betegnelsen "papfar", for i størstedelen af sit liv har hun bare kaldt ham for "far".
Men selvom han altså ikke er hendes biologiske far, er X Factor-deltageren Zara fra duoen Ladies with Attitude ikke i tvivl; Niels er den vigtigste mand i hendes liv.
- Jeg elsker ham overalt på jorden, siger hun.
Skulle først giftes med mor
Som helt lille havde Zara ikke så meget kontakt til sin biologiske far, så da hendes mor og Niels fandt sammen, blev han hurtigt den første faderrolle i den lille piges liv.
Der gik dog et stykke tid, før Zara selv begyndte at kalde ham for "far".
- Jeg var bevidst om, at jeg havde en far, selvom han ikke var i mit liv. Så jeg havde ikke lyst til at kalde Niels for "far", før han var blevet gift med min mor. Det føltes ikke naturligt på det tidspunkt. Men det kom det til, og de blev også gift, og siden da har jeg altid kaldt ham for min far, fortæller Zara.
Det rareste i verden
Niels og Zaras mor har to børn sammen, men er ikke længere sammen den dag i dag. Desuden bor Zara i dag sammen med sin mor i Greve, mens Niels fortsat bor i Zaras fødeby, Valby.
Ingen af delene betyder dog, at Zaras kontakt til ham, hun kalder "far", er blevet mindre med årene.
- Jeg boede hjemme hos ham et halvt års tid, inden jeg skulle på efterskole. Når jeg skulle ud om aftenen, bad han mig altid om at være hjemme klokken 21.30. Når jeg så kom hjem, havde han lagt mine små søskende i seng og lavet verdens bedste kaffe klar til os. Og så sad vi og så film, indtil jeg skulle i seng, fortæller Zara og fortsætter:
- Når jeg kom hjem til far, var der slet ingen stress. Det var bare os to. Og det var det rareste i hele verden.
Se Ladies with Attitudes optræden fra liveshow 2 i videoen her.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58b08ceda11f9f0a688fc56b
Han skal kaldes "morfar"
Selvom Zara altså ikke ser sin far til daglig, så er hun aldrig i tvivl om, hvem hun skal kontakte, når hun har brug for en at snakke med. Hun kan nemlig snakke med sin far om alt.
- Hvis man har gjort noget dumt eller er blevet uvenner med en veninde, så kan jeg altid snakke med ham om det. Han er god til at se objektivt på tingene. Det er så rart at have en at kunne snakke med, en der lytter. Han er nærmest min private rådgiver, siger Zara med et smil.
Zara har fortsat kontakt til sin biologiske far, men han spiller ikke en stor rolle i hendes liv. Og hun har for længst gjort op med sig selv, at det er Niels, hun altid vil kalde sin far.
- Det er ham, der skal føre mig op ad kirkegulvet engang, og det er også ham, mine børn kommer til at kalde morfar, siger hun.
Finder støtte i hinanden
Fredag aften skal Zara sammen med efterskoleveninden og den anden halvdel af Ladies with Attitude, Allen, på scenen i X Factors tredje liveshow, hvor de skal synge Duffys store hit 'Warwick Avenue'.
Selvom de to piger er meget forskellige, er de også hinandens bedste veninder og gode til at støtte hinanden, når de hver især har det svært. Eksempelvis som efter liveshowet sidste fredag, hvor de røg i farezonen.
- Allen er meget god til at sige "op på hesten igen", det er virkelig en af hendes største kvaliteter, siger Zara, mens Allen supplerer:
- Zara har altid støttet mig, og hun er god til at give råd. Hun er virkelig bare en god veninde.
Se Ladies with Attitudes optræden fra liveshow 1 i videoen her.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58a74b136187a60cb0492053