I 2013 var hun lige ved at vinde X Factor. Men lørdag aften var det en helt anden konkurrence, den nu 18-årige Karoline Hassan sejrede i. Den tidligere X Factor-finalist fra 2013 blev nemlig kåret til Miss Aarhus.
- Det var meget overvældende for mig, da jeg blev udråbt, og jeg fik øje på min familie som det allerførste, lige efter det blev sagt, siger Karoline.
- Jeg følte næsten, det var X Factor om igen, og mine nerver var helt oppe at køre!
"X Factor gav mig modet"
Det var Karolines søster, der fik overbevist hende om at stille op i konkurrencen.
- X Factor gav mig modet til at stille op til Miss Aarhus. Jeg lærte så mange ting af at være med i X Factor – koreografi, hvordan man poserer foran kameraet – og det kunne jeg også bruge til der, fortæller Karoline, der havde Thomas Blachman som sin mentor i X Factor.
- Det er trods alt tre år siden, at jeg sidst har stået på sådan en stor scene, og man glemmer lidt den fornemmelse; så jeg var meget nervøs!
Vild med Reem
Karoline får stadig mange tilbud om sangjobs, men holder hun fast i sin uddannelse på social- og sundhedsuddannelsescentret i Aarhus.
- Det er vigtigt, at man tager sig en uddannelse, så man har noget at falde tilbage på. Derfor er jeg også i gang med at tage min uddannelse nu, men jeg optræder stadig til for eksempel bryllupper, siger hun.
Og X Factor følger hun selvfølgelig også med i hver fredag.
- Jeg har fulgt med hvert år, og gør det stadig. Man kan bare mærke, hvor meget showet udvikler sig. Jeg har allerede min favorit i år. Det er Reem. Hun minder lidt om mig. Jeg er helt skudt i hendes persiske udseende og hendes R&B-stemme!