Ladies with Attitude er færdige i X Factor.
Den beslutning traf de to pigers egen mentor, Mette Lindberg, selv efter at have stået i en X Factor-dommers værste mareridt fredag aften.
Her måtte hun nemlig vælge mellem sine to tilbageværende grupper Ladies with Attitude og VKation, der stod over for hinanden i farezonen.
Her besluttede Mette Lindberg altså, at efterskole-veninderne efter anden uge i farezonen skulle forlade konkurrencen, mens fætrene i VKation får lov til at synge igen næste fredag.
- Det er et skrækkeligt øjeblik for mig. Jeg føler mig rigtig priviligeret over at have arbejdet sammen med begge grupper. Men jeg bliver nødt til at gå med dem, der giver mig den største følelse af, vi går den samme vej, og at vi forstår hinanden. Derfor sender jeg Ladies hjem, lød det fra en rørt Mette Lindberg.
Se Mette Lindberg træffe den svære beslutning i videoen øverst.
Dårligste gruppestatistik i årevis
Efter hårde ord dommerne imellem sidste fredag var der denne fredag langt mere positiv stemning mellem Mette Lindberg, Thomas Blachman og Remee, og de roste alle tre hinanden og hinandens deltagere.
Det gjaldt også Ladies with Attitude og VKation, som fredag aften også fik ros for at have leveret deres bedste optrædener i X Factor.
Men forgæves.
Med Ladies with Attitude ude af X Factor har Mette Lindberg nu kun fætrene i VKation tilbage i konkurrencen.
Det er den dårligste statistik for gruppekategorien i X Factor siden sæson fire i 2011, hvor Pernille Rosendahl også havde mistet to af sine grupper efter tre programmer.
Thomas Blachman har til gengæld alle sine tre unge deltagere, Chili, Martin og Mia, i behold, mens Remee fortsat har solisterne Morten Nørgaard og Samanta Gomez med i konkurrencen.
Se Ladies with Attitude optræde med Duffys 'Warwick Avenue' i videoen her:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58b9c462a11f9f1300ac9885