Sofie Linde lover vanvittig X Factor-sæson – men med færre gin og tonic

Sidste sæson af X Factor blev indledt i København onsdag, hvor håbefulde sangtalenter i hobetal var mødt op til casting.

Der var én, der var to, der var tre …

Ja, faktisk var der hundredvis af spirende sangstjerner, som var mødt op til casting på den allersidste sæson af X Factor i DR Byen i København onsdag.

Det store fremmøde fik det helt store smil frem hos programmets vært, Sofie Linde, der i løbet af dagen også havde travlt med at få taget selfies sammen med mange af de fremmødte.

- Det er fantastisk, at så mange er mødt op. Man kan godt mærke, at i år er der ikke noget, der hedder 'jeg gør det bare næste år'. Alle er kommet, og der er virkelig, virkelig mange.

- Alle os, der laver X Factor, er både overraskede og rørte over, der er kommet så mange. Så nu glæder vi os bare til at komme i gang, og jeg ved, at den her sæson bliver vanvittig, lød det fra Sofie Linde.

Skal huske at nyde det

Onsdagens casting var den allersidste i hovedstaden, efter DR tidligere på ugen meldte ud, at næste års 11. sæson af X Factor samtidig bliver den sidste.

Og det sad da også i hovedet på X Factor-værten i dag.

- Jeg hader tanken om, at det er sidste gang, man gør det. Men sådan har jeg egentlig også haft det de andre år, for det er jo ikke nogen selvfølge, at man får lov til at være vært igen og igen. Men nu ved jeg med sikkerhed, at det bliver sidste gang, og så er det bare med at nyde det og give den gas på alle punkter, sagde Sofie Linde.

Tykkeste X Factor-vært

De kommende måneder, hvor der skal optages programmer med audition, 5 Chair og bootcamp bliver ikke kun specielle for Sofie Linde, fordi det bliver hendes sidste gang som X Factor-vært.

Hun er nemlig gravid med sit og Joakim Ingversens første barn, og derfor bliver hele X Factor-oplevelsen en lidt anden end de sidste par år.

- Jeg bliver helt sikkert den tykkeste X Factor-vært nogensinde! Og så bliver det bare en sæson med langt færre gin og tonic og mindre hotelhygge, når vi skal på tur. Men sådan er det - der er en gave at se frem til, sagde hun.

I videoen herunder kan du møde nogle af de sangtalenter, der var mødt op til casting i DR Byen onsdag – og der er et par velkendte ansigter iblandt.

Hvis du ikke havde mulighed for at komme forbi onsdagens casting, så har du en allersidste chance nu på tirsdag den 22. august, hvor DR Aarhus afholder casting. Du tilmelder dig her.