Slut med at gemme sig: X Factor har forvandlet Morten totalt

Med sin deltagelse i X Factor har Morten Nørgaard oplevet et markant selvtillidsboost og kommer ud af programmet som et stærkere menneske.

Det var med nerverne uden på tøjet, at Morten Nørgaard sidste sommer troppede op til audition i X Factor. Uden nogensinde at have sunget for andre end sin familie og uden at vide, om han overhovedet havde noget at byde på.

De seneste uger har han så stået og sunget på live-tv, mens mere én million mennesker har set på og foreløbig stemt ham hele vejen til semifinalen.

Jo, der er i sandhed sket noget for den 26-årige automattekniker fra Odder i løbet af det sidste halve år.

Se Morten Nørgaard gense sin X Factor-audition i videoen øverst.

Ikke engang hans blackout i sidste uges program, hvor han glemte sin sangtekst og måtte begynde forfra, har kunnet slå den før i tiden så usikre Odder-dreng ud.

- Nu har jeg været igennem det værste, jeg kunne forestille mig. Og det endte jo godt. Så jeg synes faktisk, at jeg slapper mere af nu, end jeg har gjort hidtil, fortæller Morten Nørgaard forud for fredagens semifinale, hvor han skal dyste om en af finalepladserne mod Chili, Mia og VKation.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:58cc38c56187a4080cc81bf3

En unik mulighed

Uanset om Morten Nørgaard ender med at gå i finalen og måske vinde X Factor eller ej, så er han ikke i tvivl om, at det er en opgraderet version af sig selv, der vender tilbage til Odder, når X Factor er slut.

- Det er en Morten, der har fået markant mere selvtillid. Jeg er slet ikke så indadvendt, som jeg var for bare et halvt år siden, og jeg går ikke længere og gemmer mig, som jeg tidligere har gjort. Man kan jo ikke rigtig gemme sig i det her show, vel?, siger Morten Nørgaard stille, men selvsikkert.

Morten Nørgaard backstage under sidste fredags X Factor-udsendelse sammen med Samanta Gomez. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen/DR)

De mange positive tilkendegivelser, som det 26-årige sangtalent har fået på de sociale medier og fra folk på gaden, og alt det, han har lært både musikalsk og menneskeligt af Remee og hele hans X Factor-hold, har haft stor indflydelse på Morten Nørgaards øgede selvværd.

Men hele den proces, han befinder sig i, har først og fremmest krævet 100 procent engagement fra ham selv, understreger han.

- Det er mig selv, der har sagt, at nu skal det være. Hvornår får man lige en chance for at opleve alt det her og få sådan et skub igen? Jeg har det så godt med alt det, der sker, siger Morten Nørgaard, der i løbet af de seneste måneder også selv har lagt handling bag sine ord og smidt mere end 13 kilo ved træning og kostomlægning.

- Jeg vil fortsætte med at træne, når jeg kommer hjem. Jeg kan jo lige så godt fortsætte den gode stime, siger han med et smil.

Håber på mere sang

Da Morten Nørgaard sidste år stillede op i X Factor – fordi hans søstre havde tilmeldt ham – var han arbejdsløs. Men også det skal der laves om på, når X Factor er ovre.

- Jeg vil slet ikke være så bange for at gå til jobsamtaler og sådan noget og håber at få et job snart. Men jeg håber også, jeg kan komme ud og synge for folk rundt omkring. Det kunne da være meget sjovt, siger han.

Tidligere på ugen svarede Morten Nørgaard på en masse spørgsmål fra dr.dks brugere. Læs hele chatten med ham her.

Morten Nørgaard har foreløbig sunget sig i semifinalen i X Factor. Fredag aften er det op til seerne at afgøre, om han også skal være med i næste uges finale. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen/DR)