Sangstjerne i sandaler bjergtager dommerne i X Factor: Du kommer til at gå langt!

15-årige Sol lyder, som hun ser ud, mener dommerne, da de møder hende til audition i Aarhus.

- Så kommer naturen ind af døren, konstaterer Thomas Blachman, da 15-årige Sol træder ind i auditionstudiet iført hvid kjole og sandaler og med en guitar over skulderen.

Nervøsiteten er ikke til at tage fejl af hos det unge, håbefulde stjernefrø, der er taget fra Nykøbing Falster til Aarhus for at stille op i X Factor.

Men det store smil er intakt.

- Er dine forældre hippier, vil Remee vide, da Sol hilser på dommerne og introducerer sig selv.

Det er de ikke. Men Sols mor er vokset op i Sverige, hvor Sol er et almindeligt navn. Og så er Sol desuden hovedpersonen i en bog, fortæller hendes mor.

Lillebror revner af stolthed

Den unge sangfugl kaster sig ud i irske Kodalines hit 'All I Want' fra 2013, mens lillebror Samuel dårligt kan være i sig selv af spænding og stolthed ude på den anden side af døren.

- Hun er så god, udbryder han.

Men det er selvfølgelig ikke nok at imponere familien, når man drømmer om at komme hele vejen til tops i X Factor.

Og det gør Sol heldigvis heller ikke. Hun scorer nemlig maser af ros fra dommerne for både sin musikalitet, autenticitet - og sit fodtøj.

- Du kommer til at gå langt, siger Thomas Blachman.

Se Sols audition i videoen øverst.