Rørt Sofie Linde efter X Factor-comeback: Det er et nyt menneske der vender tilbage

Det er en bevæget Sofie Linde, der er vendt tilbage på X Factor-scenen. Nu som mor.

Fredag aften vendte Sofie Linde tilbage som frontkvinde på X Factor-scenen, da hun tog over for sin mand Joakim Ingversen, der har vikarieret for sin kone de sidste to uger, siden Sofie fødte deres datter Trine for tre uger siden.

Det var da også en ekstatisk Sofie Linde, der efter showet kunne se tilbage på sin genfødsel som X Factor-vært på scenen.

- Jeg har savnet det, og jeg synes, det er megafedt at være tilbage. Det har faktisk næsten været rørende, for der er jo virkelig sket ting og sager, mens jeg har været væk. Så det er jo også et nyt menneske, der vender tilbage. Nu er jeg mor, og det er sgu noget andet end at være én eller anden sur, gravid dame, siger Sofie Linde.

Se interviewet med Sofie Linde lige efter showet øverst her på siden!

Den erfarne værtinde kunne fortælle, at bekymrede seere ikke skal være bange for, at lille Baby Trine lider under, at mor nu er tilbage på arbejde.

- Hun er i trygge hænder hos min mor, min søster, og min veninde. Så der er et helt support-team. Hun har det godt!

'Jeg er helt tryg'

Selvom Sofie Linde blev mor for kort tid siden, så er det de næste fire uger fortsat Sofie, der kommer til at svinge taktstokken som vært i X Factor. Og fordelingen mellem barsel og arbejde, skal nok fungere helt fint lyder det fra Sofie.

- Det bliver en dejlig kombination. I virkeligheden er jeg sindssygt tryg i det her arbejde, så jeg vil ikke gøre det, medmindre jeg føler, at det giver mening, at der er en plan og at min datter har det godt. Og alle de ting spiller, så der er styr på det, og det bliver en dejlig fordeling.

Men selvom den garvede X Factor-vært nu vinker farvel til barselssengen, så indrømmer hun, at hun alligevel har nydt at følge showet hjemmefra, mens far-Joakim har vikarieret.

- Det har været fedt. Som privatperson også megasejt at se Joakim stå her. Og han gjorde det megagodt. Men samtidig kunne jeg mærke, at det gibbede i mig. Jeg ville gerne tilbage, det er jo mit på en eller anden mærkelig måde. Men det har været en kæmpe fornøjelse at se med.