I aften optræder Citybois i X Factors semifinale

Det bliver til et glædeligt gensyn med Anthon og Thor, når konkurrencens semifinale løber over skærmen fredag aften.

Giv agt, Citybois-fans: På fredag gør Anthon og Thor comeback i konkurrencen.

Sidste år spåede mange, at gruppen Citybois var selvskrevet en finaleplads i X Factor. Sådan gik det imidlertid ikke, da Anthon og Thor – til chok for mange fans – måtte forlade konkurrencen allerede i semifinalen.

Det stoppede dog ikke de gæve Gentofte-drenge, der straks efter semifinalen udgav singlen ’Things We Do’ på pladeselskabet Sony, og siden både har turneret land og rige rundt, og udgivet flere succesfulde singler og en EP.

Nu gør Citybois comeback i X Factor.

Tilbage hvor det startede

Fredag aften, når vi skal finde dette års tre X Factor-finalister, skal Anthon og Thor nemlig optræde i konkurrencens anden del.

- Hold nu op, hvor er vi glade for at være tilbage, siger Citybois og fortsætter:

- Sidst vi var med gik der swingeling i den, og nu vi tilbage med Blach og hele holdet! Vi glæder os, uddyber drengene, der dermed er tilbage på den scene, hvor det hele startede for præcis et år siden.

Smed tøjet efter chok-exit

Efter deres overraskende exit fra programmet sidste år, chokerede drengene både publikum i salen og seerne derhjemme, da de inden deres farvel-optræden, smed trøjerne og optrådte i bare maver.

Se eller gense den vilde afskeds-optræden i videoen herunder.

Se også med når Citybois - med eller uden trøjer - igen indtager X Factor-scenen, når semifinalen løber over skærmen kl. 20 på DR1.