I aften rykker X Factor-maskinen til Aarhus for at trævle den jyske muld igennem i jagten på talent.
Og i de tre dommeres søgen efter sangguld støder de minsandten også på en gammel skat - nemlig selveste Poul, der stillede op i den allerførste sæson af X Factor tilbage i 2008.
Dengang så mere end én million danskere med, da han engageret gav sig i kast med Robbie Williams' 'Angels' og Haddaways 'What Is Love'.
En audition der siden har skrevet sig ind i X Factors historie som en af de mest mindeværdige overhovedet.
Sang 'abstrakt dårligt'
Dengang blev Poul mødt med grin og kritik fra dommerpanelet, der også dengang talte både Thomas Blachman og Remee.
- Du er så sirlig i dit tøj, og med bukserne helt oppe i kuglerne. Men jeg må være ærlig med dig, for det virker ikke rigtig, som om det er gået op for dig, at du synger abstrakt. Abstrakt dårligt, lød det eksempelvis fra Thomas Blachman i 2008.
Derfor er der også en anelse af uro at spore i øjnene på Thomas Blachman og Remee, da de ser Poul træde ind foran dem.
- Er du kommet for at sagsøge os, lyder det nervøst fra Remee.
Hør Pouls svar, og se, hvordan han klarer sin audition med sin egen helt unikke sang i videoen øverst. Og husk at du kan se hele det næste afsnit af X Factor i aften klokken 20 på DR1 og DR TV.