Blachmans X Factor-duo er flyttet til København: Opmærksomheden har været overvældende

For X Factor-deltagerne åbner sig en ny verden, når de pludselig bliver kendisser. Tag med, når Sol & Christian tager på tur rundt i København.

(Foto: © Kasper Månsson, DR)

X Factor er langt mere end to timers tv om fredagen.

For de medvirkende byder hverdagen nemlig på massevis af lyd- og koreografiprøver, autografskrivning - og praktiske gøremål som madlavning og rengøring.

Flere af de unge deltagere er flyttet sammen i en lejlighed i København, og to af dem, der har byttet tilværelsen i hjembyen ud med livet som københavnere, er Sol på 15 og Christian på 17 fra Thomas Blachmans duo Sol & Christian.

Når de ikke er til kostumeprøver i DR Byen eller øver på Thomas Blachmans husbåd, får de to blonde teenagere tiden til at gå med at suge oplevelser til sig i en by, hvor de må acceptere, at man ikke altid kan gå i fred.

Tag med Sol & Christian på tur i Zoologisk Have, da de på en råkold tirsdag nød et par timers fri fra X Factor-ræset.

Klokken er lidt over ti og temperaturen et godt stykke under frysepunktet, da Sol & Christian bruger nogle af deres fritimer på at tage ind og se giraffen i bogstaveligste forstand. Det varer dog ikke længe, før forskellige skoleklasser får øje på de unge X Factor-stjerner og begynder at hviske fascineret til hinanden.

- Det er meget sødt. Det følger jo lidt med. Og det ved man godt, når man stiller op, lyder det afklaret fra Sol.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Christian bor til daglig bor på et nedlagt landbrug med både kat og høns, men er alligevel noget loren ved at skulle ind til gederne i børnezoo.

- Hvad hvis de stanger?

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Den ene halvdel af duoen er stor fan af sin nye tilværelse i hovedstaden med mulighederne lige uden for døren.

- Alt er tæt på. Jeg elsker virkelig at være her. Der er så mange ting, man kan lave, og man kan bare gå ud af døren og hoppe på en bus, siger Sol, der normalt bor i Nykøbing Falster.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Det gælder det om at dokumentere alle X Factor- minderne, så man kan hive dem frem igen, når hverdagen i skolen venter på den anden side konkurrencen. Og når der kommer unge fans hen og vil snakke og have taget billeder, må man også nyde oplevelsen, selvom opmærksomheden kan virke lidt fremmed.

- Jeg er jo bare mig selv. Så det er lidt underligt, når folk pludselig er så interesseret i én, siger Christian.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Sol & Christian venter spændt på, at polaroidbilledet af isbjørnen, som var Christians yndlingsdyr, bliver fremkaldt.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Når termometeret viser minus syv grader, er det dejligt, at man kan gå i trope-zoo og få varmen, selvom Sol må holde behørig afstand til edderkopperne, som hun ikke er stor fan af.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

De sociale medier skal passes, selv når man har fri. I elefanthuset bliver der således sendt snabler af sted til følgerne på Instagram. Her er særligt Sol flittig til at interagere med fansene, der skriver søde kommentarer til de to.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Turen i zoo er slut, og de to talenter skal være klar til prøve hos deres dommer Thomas Blachman klokken 14. Spørgsmålet er, om de ikke lige kan nå at tur på café inden da. Det kan de godt.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

For at være helt sikker på, at de er på rette vej, rådfører de sig med GPS-tjenester og Rejseplanen, så de ikke ender med at stå på den forkerte bus.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Der er ingen privatchauffør, selvom man er popstjerne i landets største tv-show hver fredag.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Når Sol og Christian er sammen, virker det som om, de har kendt hinanden i mange år. De fandt faktisk også selv helt naturligt sammen, da Blachman have inviteret en masse unge audition-deltagere til gruppedannelse på sin båd. De to teenagere er derfor ikke helt så sammensatte af Blachman, som man ellers skulle tro.

- Vi kunne sagtens se os som gruppe, selv hvis det ikke havde været for X Factor. Vi fandt jo selv sammen til at starte med, fortæller Sol.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

- Jeg tror aldrig, jeg kommer til at flytte til byen. Her larmer ret meget, og jeg kan godt komme til at savne stilheden. Men altså, det er jo sjovt at prøve, fortæller Christian, der normalt bor i Hindborg uden for Skive.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Sol har masser af familie i København og færdes derfor hjemmevant rundt i byen, om det så foregår med bus, tog eller metro. Den unge sangerinde lader heller ikke til at have noget imod, at folk på gaden er særligt interesseret i hende disse måneder.

- Det er meget sjovt at prøve, siger hun.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Omvendt Sol har Christian lige skullet vænne sig til at være midtpunkt for folks opmærksomhed.

- Det er nok meget sundt, at det stopper igen på et tidspunkt, siger han.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Destinationen er nået, og det er tid til at finde ud af, hvad de sultne maver skal fyldes med, så der er energi til at øve intensivt med Blachman.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Varm chokolade med flødeskum. Så er bunden lagt, og varmen indfinder sig i kroppene, der for alt i verden ikke må blive syge op til fredag.

(Foto: © Kasper Månsson, (c) DR)

Den varme drik skylles ned med en sandwich, og turen går herefter mod Thomas Blachmans husbåd, hvor Sol & Christian skal forberede sig til fredagens liveshow.

Vil du se, hvordan Sol & Christian klarer det i næste uge, så se med i X Factor på fredag klokken 20 på DR1 og DR TV.