Tilsammen udgør Kathrine, Mille og Andreas trioen Place on Earth, der uge efter uge på elegant facon har leveret musikalske ungdomsoprør fra X Factor-scenen.
Men i sidste uges liveshow blev de kritiseret for at lyde usammenhængende og som individualister.
Selvom de tre sangere oprindeligt stillede op hver for sig og siden hen blev sat sammen af Thomas Blachman, så føler de sig, som tiden er skredet frem i konkurrencen, mindre og mindre konstruerede.
Det gør de blandt andet, fordi de knokler for at kunne præstere deres ypperste og holder sammen, når dommernes interne skænderier går ud over dem.
Tag med til søs, når Place on Earth øver på Thomas Blachmans husbåd og forholder sig til dommernes kritik.
'Vi blev ikke anerkendt'
Den første del af dagen er blevet brugt på prøver i DR Byen. Og resten af eftermiddagen bruger gruppen nu hjemme hos deres mentor. Der er selvfølgelig godt med proviant ombord på husbåden, så de unge mennesker kan holde energiniveauet oppe på de lange øvedage.
Kaptajnen selv får også en kage til eftermiddagskaffen. Og de søde sager hjælper på stemningen i X Factor-lejren, hvor man ikke var helt tilfreds med den kritik, Remee og Sanne Salomonsen sendte af sted mod trioen i sidste uges liveshow.
- Jeg vil helt klart streame Andreas' plade først.
- Denne her gang hang det ikke sammen.
Sådan lød kommentarerne blandt andet fra dommerbordet, da Place on Earth havde optrådt. Og ifølge Thomas Blachman er det et udtryk for, at hans meddommere er bange for hans gruppe.
- Man lukker langsomt sin kritik ind per gang. Så man forbereder sig i virkeligheden til den næste uge. Mine kollegaer har det spekulative talent, så de forbereder små pile. Ligesom i tyrefægtning så læger du ét spyd ind ad gangen, og til sidst overgiver tyren sig. Det er ren og skær misundelse, for der er ingen tvivl om, at det er et niveauskifte, når trioen kommer ind og leverer det mest elegante nummer på den mest elegante måde, siger Thomas Blachman.
Og selvom deres musikalske vejleder affejer kritikken som misundelse, så satte den alligevel sine spor i de tre sangere.
- Andreas startede jo sangen, og han er megadygtig, og vi under ham al den ros, han får. Men vi syntes ikke, at Mille og jeg blev anerkendt i fredags, lyder det fra Kathrine, der dog også minder om, at der bliver skruet ekstra meget op for retorikken ved dommerbordet, når kameraerne kører.
- Samtidig er vi jo også bevidste om, at der er en kamp mellem dommerne. Så det, Remee siger, passer, men han overdriver det sindssygt meget for at skille os ad, siger hun, inden trioen går i gang med sangprøverne.
Der øves og øves og øves. Og dét med god grund.
De tre sangere er nemlig den sidste tilbageværende gruppe i X Factor, efter Sol & Christian måtte sige farvel i sidste uge og Anne Mette & Tomas ugen før.
- Det er lidt underligt. Der er også mere pres på os nu, hvor Thomas kun har os. Så vi skal øve hele tiden, lyder det fra Mille.
Og gruppen kan da også godt mærke, at konkurrencen er spidset til.
- Badebroen bliver ikke brugt så meget mere, som da Anne Mette og Tomas stadig var med, fortæller Andreas.
Det kræver mere end blot talent for at klare sig godt som X Factor-stjerne. På Blachmans båd finder man alverdens musikalsk og teknisk udstyr, så deltagerne har optimale betingelser for at blive klar til hvert liveshow.
Stemmerne smelter sammen og tonerne finpudses. Place on Earth gør alt, hvad de kan, for at blive en enhed.
Og det går så godt, at de efterhånden ikke tænker på sig selv som en konstrueret gruppe.
- Vi hygger os rigtig meget, og så kommer sammenholdet og venskabet af sig selv. Hver gang, vi har været på scenen om fredagen, smelter vi mere og mere sammen. Så jeg synes ikke, vi er en sammensat gruppe mere, siger Kathrine og bliver bakket op af Andreas.
- Alle grupper er jo sammensat på en eller anden måde. Det kan godt være, at man laver bands ud af allerede etablerede venskaber, men som gruppe og som musikere synes jeg ikke, vi lyder eller føles sammensatte, siger han.
De unge menneskers mentor, Thomas Blachman, har heller ikke meget til overs for snakken om, at de er tre solister, der er sat sammen i en konstrueret gruppe.
- Hvilke gode bands består ikke af individer? I modsætning til mine meddommere så vælger jeg kun sangere med en signifikant lyd. Jeg gider ikke høre på andet. Så når Mille har sin kolibri-ting, Kathrine har sin nasale lyd og Andreas har sin ting, så sætter jeg dem sammen, og så opstår der en smuk følelse af en lyd, du ikke kan finde på andre måde end ved individernes bidrag. Beatles havde heller ikke været Beatles uden Ringo Starr, bemærker han.
Thomas Blachman arbejder målrettet med at få gruppen til at virke så naturlig som muligt. Men det kræver hårdt arbejde og disciplin at nå dertil.
- Vi øver konstant og arbejder konstant, og det giver dem en følelse af fællesskab. Jeg er superhård ved dem. Mange er ikke vant til at få kritik og laver lektierne for lærerens skyld. Men vi skal jo videre end dét, siger Thomas Blachman.
- I skal høre det her! Isen smelter, og det giver den smukkeste lyd.
Selvom der er godt gang i forberedelserne til fredagens show, beordrer Blachman sin gruppe ud på dækket, så de kan opleve den beroligende og sitrende lyd fra isflagerne på vandet, der langsomt bliver brudt af solens stråler.
Men den rolige stund er kun kortvarig.
For gruppen skal øve videre, så de kan brillere igen på fredag - og forhåbentlig modbevise dommerne én gang for alle.
Se med i morgen, når Place on Earth og de fire andre tilbageværende deltagere endnu engang er klar i X Factor. Det er klokken 20 på DR1 og DR TV.