- Hvad laver Sarah der? Lugter lidt af medlidenhed.
Det har delt vandene på Facebook, at Thomas Blachman fredag valgte at give Sarah Glerup, der er født med muskelsvind, én af de eftertragtede stole i X Factor - og en plads på næste uges bootcamp.
Nu giver den 30-årige sanger fra Frederiksberg svar til sine kritikere.
- Nej, jeg tog ikke min kørestol og respirator med i X Factor for at fiske stemmer, slår hun fast på sin side på Facebook.
"Muskelsvind er et grundvilkår"
- Jeg tog dem med, fordi jeg altid er nødt til at have dem med - ellers kan jeg hverken komme omkring eller trække vejret. Muskelsvind er et grundvilkår for mig, jeg kan ikke skjule det - men muskelsvind får aldrig lov til at styre, hvad jeg bruger mit liv på. Heldigvis!
Det er også respiratoren, som gør, at Sarah Glerup kan synge, har hun tidligere fortalt dr.dk.
- Inden jeg fik respirator var jeg holdt med at synge, for jeg blev forpustet af ingenting. Jeg begyndte igen, efter jeg fik respiratoren. Det er den, der gør det muligt for mig at synge.
Et liv i højt gear
Medlidenhed har hun ikke brug for, mener Sarah selv.
- Jeg forstår egentlig ikke, hvorfor der skulle være medlidenhedsstemmer i mig? Jeg lever, takket være hjælpemidler og mine skønne hjælpere, et liv i et ret højt gear, skriver hun på Facebook.
Til hverdag arbejder Sarah med kommunikation på Christiansborg, og ved siden af sangen tegner hun satiretegninger og arbejder frivilligt for filmfestivalen Mix Copenhagen, der viser film for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede.
- Jeg har de bedste kolleger på Borgen, de sødeste venner at drikke vin med og en meget fotogen kat. Jeg kan dyrke mine interesser for sang, politik, tegning og homofilm. I det hele taget føler jeg mig sindssygt heldig som menneske. Hvorfor skulle nogen have medlidenhed med det?
Blachman vild med Sarah
Thomas Blachman er ikke i tvivl om, at Sarah har 'X Factor'.
- Med undtagelse af Sarah, så havde jeg faktisk glemt de andre deltagere, har han udtalt om årets voksne deltagere.
Om Sarah Glerup kommer gennem nåletøjet til til X Factors liveshow, kan du finde ud af på fredag kl. 20, når der er bootcamp i X Factor.