Band-kammerat om X Factor-Andrew: Han er helt anderledes i virkeligheden

Den 52-årige rock-papa er langt fra lige så frembrusende i private sammenhænge, som han er på X Factor-scenen.

Andrew Murray er faktisk slet ikke så frembrusende i private sammenhænge, som han er på X Factor-scenen. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen, DR)

Fredag efter fredag har 52-årige Andrew Murray rocket igennem i X Factor, så man er lige ved at tabe både hat og briller.

- Det hele minder om en revisor, der er gået bananas! Det er super fedt!, lød det blandt andet fra Remee i første liveshow.

”Anderledes når han ikke er i fjernsynet”

Den charmerende deltager er dog helt anderledes i virkeligheden.

Det mener i hvert én af vennerne fra to af hans bands – The Counzil og Dixxon – Gregers Larsen.

- Han er helt fuldstændig anderledes, når han ikke er i fjernsynet. Dér kan han godt virke som en person, der kommer ind i et rum og siger: ”Her er jeg!”. Sådan er han slet ikke i virkeligheden. Han siger selv, det er fordi, der sker noget, når han går på scenen, og det tror jeg er rigtigt, mener Larsen.

- Han er faktisk meget tilbagetrukket privat, men kan godt lide at give den fuld skrue på scenen. Men han er ikke den slags frontmand, der står og snakker med publikum mellem numrene.

Se Andrews optræden fra andet liveshow. Artiklen fortsætter under videoen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56d0a8caa11f9f1474a695f2

Fantastisk evne til at lære ting hurtigt

Gregers Larsen mødte Andrew gennem ”nogle af gutterne” fra de andre bands, og har kendt ham i omkring syv år.

- Jeg har aldrig spillet sammen med nogen, der synger så godt! Han har en fantastisk evne til at lære tingene meget, meget hurtigt.

- Jeg tror ikke, han selv har taget sit talent seriøst før de sidste par år. Jeg tror simpelthen ikke, der var nogen, der havde fortalt ham, hvor god han var.

Drømmen om det store gennembrud

Som nævnt spiller Gregers og Andrew sammen i både The Counzil og Dixxon. Førstnævnte har den originale ”guitarrock” som sit fokus, mens Dixxon fokuserer på covernumre af andre kunstnere.

- Det er dét, der bringer pengene hjem, siger Gregers Larsen.

- Men vi har jo stadigvæk en drøm om, at vores musik bliver det, de andre spiller en dag.

Var X Factor vennens idé?

Måske den drøm går i opfyldelse, nu hvor navnet Andrew Murray snart vækker genklang i hele Danmark.

Hvordan kom han på den idé at stille op i X Factor?

- Jeg har altid set X Factor, og synes, det er et super fedt program. Og lige pludselig tænkte jeg: ”Hvorfor fanden er det ikke Andrew, der står der?”. Han sang jo meget bedre end nogle af dem, der var med, siger Gregers Larsen.

- Jeg vil vove den påstand, at det var min idé at få ham til at stille op i X Factor. Men han er garanteret selv uenig, slutter band-kammeraten med et grin.

X Factor sendes fredage kl. 20 på DR1.