5 x Sofie Linde: Sådan blev hun Danmarks bedste tv-vært

Hun har lært meget af at være børne-tv-vært, mener en værtstræner, der giver 5 nedslag i den prisvindende X Factor-værts tv-karriere.

Sofie Linde startede som vært i DR i 2009 på 'SommerSummarum'. I år er hun for tredje gang i spidsen for X Factor. (© DR)

- En god vært er ligesom at være til en middag og få en god bordherre. Sådan én er Sofie Linde. Hun er godt selskab. Hun vil andre mennesker, og det engagement kan man mærke.

Sådan lyder det fra Tina Bilsbo, der er værtstræner og har arbejdet sammen med X Factor-værten Sofie Linde, siden hendes start på ’SommerSummarum’ for snart 10 år siden.

I onsdags vandt Sofie Linde en Zulu Award for bedste tv-vært for tredje år i træk.

Vi har bedt Bilsbo fortælle, hvordan hun mener, at Sofie Linde har udviklet sig gennem sin karriere - og hvad hun har lært af de programmer, hun har været vært for.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a748d656187a41b3858bf00

SommerSummarum

Sofie blev et kendt ansigt blandt børn, da hun blev tv-vært på 'SommerSummarum', der hver sommer ruller over skærmen på DR1 og siden Ramasjang. Sofie blev vært sammen med Mikkel Kryger og de to fortsatte fra 2009 til 2012.

- Alt det live-tv, Sofie Linde har lavet med børn, gør, at hun er tryg i sin værtsrolle. Hun er god til at gribe det uventede. Børn er nogle af de mest skønne at arbejde med, men de er også nogle af de mest besværlige, forklarer Tina Bilsbo og fortsætter:

- Så hvis du har kunnet lave så meget direkte tv med børn, hvor man ikke aner, hvordan de reagerer, så giver det også én en ro: Det skal nok gå, og der er ikke nogen, der dør, hvis vi laver en fejl. Og hvis man så laver en fejl, men kan komme ud af det med overskud, så elsker folk en endnu mere.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a748b916187a41b3858bed2

MGP

Sofie arbejdede igen sammen med Mikkel Kryger, da hun i 2009 blev vært for MGP. Her skulle hun også være forberedt på det uventede.

- Der kan ske alt muligt i din øresnegl, når man er vært på et stort direkte tv-show på DR1. Der er tusinde mennesker, der kan tale til dig. Ting, der bliver udskudt, eller ikke går, som det skal, og kommandoer, der bliver givet. Det skal du kunne navigere i, og det kan du kun, hvis du professionelt har sig dig ind i dit stof. Der er nogle værter, der bare siger højt, hvad der sker i deres øresnegl, og sådan en vært bliver Sofie heldigvis aldrig, lyder det fra Tina Bilsbo.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a748d4d6187a41b3858befd

Sofie Linde Show

Sofie fik i 2015 sit eget talkshow på DR Ultra, hvor hun fik besøg af kendte gæster og sørgede for sjove eksperimenter og masser af grin.

- I sit talkshow er Sofie både ægte og troværdig og fyldt med overskud. Hun får det hele til at se legende let ud på tv. Men Sofie har altid arbejdet hårdt for sagerne, og hun har aldrig sjusket. Hun sætter sig ind i sit stof, hun sætter sig ind i sit program og ikke mindst i deltagerne, siger Tina Bilsbo.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a748d796187a41b3858bf05

X Factor

Siden 2016 har Sofie Linde været vært på Danmarks mest populære underholdningsprogram, nemlig X Factor, hvor hun fredag efter fredag sørger for, at alle omkring hende har det godt.

- Man er fuldstændig tryg som seer med Sofie som vært på X Facter. Uanset hvad der sker i showet, så skal hun nok få os videre. Om der er en deltager, der lige pludselig ikke kan komme i gang med at synge, eller om det er Blachman, der flegner. Hun får os igennem, og hun er vores garant for, at det her, det bliver en god aften, fortæller Tina Bilsbo.

- Sofie viser et kæmpe engagement som X Factor-vært. Hun sidder og lytter til deltagerne, efter hun for længst har fået fri. Når hun giver dem et knus på scenen, så er det ikke et knus for fjernsynets skyld. Det er fordi, hun er engageret i deltagerne som mennesker. Hun er oprigtig, og det kan man se på hendes kropssprog, fortæller Tina Bilsbo.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a748d2e6187a41b3858befa

Næste skridt

Sofie Linde har i snart 10 år været vært i DR. Hvad karrieren står på, når X Factor slutter på DR1 til foråret, vides ikke, men inden så længe indtager hun en ny rolle.

- Nu skal Sofie jo til at være mor og træde ind i en helt ny rolle. Jeg tænker, at for sådan én som hende står mange døre åbne, fordi hun er så dygtig en formidler. Hun har en skøn humor og tager ikke sig selv for alvorlig, så jeg håber for hende, at det bliver noget, hvor hun kan få lov til at bruge sin humor, afslutter Tina Bilsbo.