- Emilie er indiskutabelt ét af de største talenter nogensinde i dansk X Factor. Hun har en fantastisk stemme og sikkerhed af en 15-årig at være.
Så klar er meldingen fra Niklas Nürnberg, der er oddssætter hos bookmakerfirmaet Bet25.
Her kan man allerede nu sætte penge på, hvem man tror vinder X Factor 2015, og firmaet har altså størst tiltro til Remees deltager Emilie, der i skrivende stund bare giver pengene 2,2 gange igen.
Bet 25 har også stort fidus til Linas voksne deltager Jógvan og til en anden af Remees deltagere, nemlig Baraa. De giver henholdsvis pengene 3,75 og 5,5 gange igen.
Citybois i front på Facebook
Ser man på antallet af likes, de forskellige live-deltagere har på deres Facebook-sider, tegner sig dog en anden tendens.
Her er Blachmans gruppe Citybois nemlig klart i front.
De har i øjeblikket over 22.000 likes, mens Emilie og Baraas sider har henholdsvis omkring 6.500 og 5.500 likes.
Ivarsson, Bang & Neumann overrasker
Kaster man endelig et blik på det antal visninger, live-deltagernes optrædener fra første liveshow har fået på YouTube efter fredagens show, overrasker også Ivarsson, Bang & Neumann positivt.
De har nemlig tredjeflest visninger, efter Citybois og Baraa.
Det er altså for tidligt at spå om en vinder, og årets finale-felt er da også historisk stærkt, mener Bet25s oddssætter:
- Selv om programmet kører på ottende sæson, er denne sæson én af de mest højtragende talentmæssigt, slutter Niklas Nürnberg fra Bet 25.
X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1 – og du kan stemme og spille med i X Factor-appen! Hent den i AppStore eller Google Play.