Her er årets X Factor-bromance

Daniel og Johannes faldt ”sindssygt godt i hak”, da de mødte hinanden til X Factor. Nu er de to guitardrenge blevet rigtig gode venner.

daniel og johannes
Daniel og Johannes blev venner gennem Facebook-videoer og guitar-jam. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, DR)

I fredags gik de to gutter Daniel på 17 og Johannes på 18 videre fra 5 Chair Challenge. De skal nu dyste på bootcamp, men det slår ikke drengene ud.

Efter at de har mødt hinanden i X Factor, er de nemlig blevet rigtig gode venner. Ifølge dem selv skyldes det, at de har meget til fælles.

- Vi er begge to sådan nogle charmefyre, som skal holde styr på de der pigestemmer. Vi er nok lidt kække, siger Daniel til dr.dk/xfactor.

Musikken bragte dem sammen

De to drenge har da også masser af charme med på scenen, og de beskriver begge to dem selv som typiske ”guitarfyre”. Musikalsk ligger de tæt op ad hinanden, og det er netop musikken, som bragte dem sammen.

- Vi faldt sindssygt godt i hak, for vi har samme musiksmag og samme humor – selvom Daniel er mere poppet. Det startede med, at vi snakkede om det musik, vi har lagt ud på nettet. Jeg var meget imponeret over Daniels Facebook-videoer, fortæller Johannes, og Daniel stemmer i:

- Jeg var meget musikalsk inspireret af Johannes. Da vi mødtes, lavede vi en masse jam sammen, for vi kan begge lide at lægge videoer op på Facebook. Når vi hænger ud, ser vi mange videoer med coverversioner, som vi bliver inspirerede af.

- Og så griner vi rigtig meget, når vi er sammen, tilføjer Johannes.

Både venner og konkurrenter

Men netop det, at de to venner har samme musiksmag, kan godt ende med at være en ulempe. For det er ikke sikkert, at der er plads til to unge guitarfyre i Danmarks største talentshow.

- Vi er jo på en måde hinandens værste konkurrenter, fordi vi optræder med lidt af den samme type musik. Jeg frygtede i hvert fald Johannes mest, fortæller Daniel, og Johannes er enig.

- Men man kan godt være konkurrenter på en måde, hvor man ikke ønsker, at det går dårligt for de andre, tilføjer han.

Imødekommende og svær at hade

På scenen har drengene altså en del til fælles, og hvis man beder dem beskrive den anden som ven, så er der også flere ligheder at spotte:

- Johannes er mega imødekommende og en typisk musiker. Sådan en stille og rolig guitarfyr, men alligevel meget åben og nem at tale med, fortæller Daniel, og Johannes har også kun ros til overs for sin ven:

- Daniel er en super sjov fyr og rigtig sympatisk. Han er god til at få skabt hygge omkring sig og til at få alle med. Han er sådan én alle kan lide. Ham kan man ikke hade. Og så er han jo populær hos pigerne…

Om der i sidste ende er plads til begge de to guitarspillende unge mænd i X Factor, kan du se i næste uge, når drengene skal på bootcamp sammen med Tannaz, Baraa og Emilie.

X Factor sendes hver fredag kl. 20 på DR1 – og du kan spille med i X Factor-appen! Hent den i AppStore eller Google Play.