FLASHBACK Da X Factor væltede Parken

I 2010 vandt solisten Thomas Ring, da den storslåede X Factor finale blev afholdt i Parken i København. Men sæsonen bød også på nye forandringer, charmetrolde og uheld på scenen.

I tredje sæson af X Factor skete der mange forandringer. De tidligere dommere Thomas Blachman og Lina Rafn havde byttet plads med Soulshok og Pernille Rosendahl. Pernille Rosendahl fik voksen-kategorien med hele tre mandlige solister: Thomas, Daniel og Peter. Soulshok arbejdede med grupperne: The Fireflies, boybandet In-Joy og Århuspigerne 8210. Remee fik for anden gang den unge kategori, som bestod af Tine, Jesper og Anna.

På værtsfronten skete der også ny ting, da Signe Mussmann overtog værtsrollen fra Lise Rønne, der havde været vært de sidste to sæsoner.

Til det store finaleshow i Parken i København, hvor finalisterne skulle synge foran 40.000 mennesker, var det den 30-årige københavner, Thomas Ring, der løb med vindertitlen og en pladekontrakt til en værdi af 1 million kroner. Hans mentor Pernille Rosendahl var fra starten vild med den stilsikre mand. Til bootcampen sagde hun:

- Det er helt syret, hvor god du er.

Og Pernille Rosendahls meddommer Nicolai Steen tilføjede:

- Hvis du ikke vinder det her, så er der ingen retfærdighed til på jorden.

Høje forventninger fra start

Men Pernilles deltager var ikke den eneste, der gjorde indtryk. Remees unge solist Tine fik en andenplads ved finalen. Hele vejen igennem havde hun, som en ung Sanne Salomonsen, imponeret dommerne med hendes rå og intense stemme. Derudover fik charmetrolden Jesper på bare 15 år tredjepladsen. Ved hans første audition spåede dommerne allerede, at han ville nå langt i konkurrencen. Pernilles sagde som det første til ham:

- Jeg tror lige, at jeg blev forelsket i en meget ung mand. Og det var hun ikke den eneste, der gjorde. Jesper kunne nemlig gennem hele sæsonen vælte sig i kærestebreve fra unge piger.

Både Jesper, Tine og Thomas sang en duet med gæstestjernerne Medina, Dúné, Alphabeat og Erik Hassle til den store finale. Derudover sang de to sange hver, hvoraf den ene var vindersangen My Dream, som var skrevet og produceret af de tre dommere.

Det husker vi især fra sæsonen

Et af de største X Factor-øjeblikke i sæsonen, var da Anna sang Michael Jacksons nummer What Ever Happens. Hun ejede scenen og overbeviste alle om, hvor dygtig en sangerinde hun er. Derudover gjorde hun Soulshock opmærksom på, at sangen overhovedet eksisterede.

Vi husker også, da Tine faldt ned af trappen på scenen under et liveshow. Selvom hun fik en uheldig start, klarede hun sig igennem sangen professionelt og optrådte, som om intet var sket. Det fik hun også meget ros for af dommerne.

Sidst men ikke mindst husker vi den rappende mormor Grethe, der til audition kæmpede sig igennem en rap, som hun selv havde skrevet til sit barnebarn Malthe. Hun mente selv, at hun ikke havde fået varmet stemmen ordentlig op, og derfor kunne hun ikke gennemføre rappen. Dommerne lod ikke mormor Grethe gå videre, og det gjorde hende rasende. Hun mente at programmet i den grad gik glip af en stjerne.

De bedste dommercitater

Gennem sæsonen sagde dommerne mange forskellige ting. Nogle kommentarer var bedre end andre.

Pernille Rosendahl: Han er da ret ”bad”. (Om Jesper til andet liveshow).

Soulschok: Du har en stemme og en hæshed, der er ”unbelievable”. (Til Tine i tredje liveshow).

Pernille Rosendahl: Du er en meget ung kvinde med en gammel sjæl, der bor inden i dig. (Til Tine i tredje liveshow).

Soulschok: NEEEJ, jeg har simpelthen ikke lyst til at høre dig synge igen. (Til audition).

Remee: Der var da ikke noget galt med hans hoved, vel? (Til audition).

Remee: Jeg får det fysisk dårligt over dig, jeg har simpelthen ikke lyst til at høre dig synge mere. (Til audition).