FLASHBACK Da Martin tog X Factor med storm

I 2008 vandt Martin fra Ørum X Factor. Men vi husker også den charmerende Basim, de sjove Sri Lanka-søstre og acapellagruppen VocaLoca.

I 2008 rullede X Factor for første gang over skærmen og direkte ind i danskernes stuer. Det var en forrygende sæson fuld af håbefulde sangere med masser af gåpåmod og talent. Hver fredag aften stod tv-vært Lise Rønne klar på scenen i studie 5 i DR Byen og guidede os igennem en aften med sang, nerver og sprudlende kommentarer fra dommerne. I denne sæson var det Remee, der havde den unge kategori (15-25), Lina fik udfordringen med grupperne, og Blachman tog sig af voksen-kategorien (25+).

Til finalen var det den blot 15-årige Martin Hedegaard fra Jylland, der løb med vindertitlen og en pladekontrakt til en værdi af 1 million kroner. Martin havde gennem hele sæsonen været bookmakernes favorit og charmeret danskerne som en ung Justin Timberlake. Som den beskedne jyske dreng, han var, udtalte han sig ydmygt efter sejren:

- Sådan dér. Det er da slet ikke så ringe, som vi siger i Ørum. Jeg gav den alt, hvad den overhovedet kunne trække, og det gav bonus.

Charme, kampgejst og store stemmer

Martin var ikke den eneste, der stjal danskernes hjerter. Laura, der fik andenpladsen, imponerede også mange med hendes store stemme og lidenskab for musik.

Og så var der Basim, der siden sin første audition kæmpede sig vej ind i Remees hjerte. Selv om dommerne i starten var i tvivl om, hvor meget hans stemme kunne bære, var Basim ikke til at slå ud, og han nåede op på en samlet fjerdeplads.

Derudover bød sæsonen på flerstemmig sang fra acapellagruppen VocaLoca, inderlige og sårbare toner fra Lisa, samt charme og selvtillid fra boybandet RaiDen. Blachman kastede især sin kærlighed på Heidi, der allerede ved første bootcamp fik ham til at græde. Heidi endte på tredjepladsen. Derudover kunne man opleve humørbomben Frederik og ekskæresterne Anne og Søren.

Det husker vi især fra sæsonen

Den første sæson af X Factor bød både på tårevædede afskedigelser og højt flyvende amoriner. Katrine og Magnus fra gruppen VocaLoca flettede nemlig fingre under programmet og det endte ud med, at de blev kærester.

Til de første auditions husker vi især de to Sri Lanka-søstre, der med deres små musse-stemmer fik alle dommerne til at græde af grin. Remee sagde til dem, at han gerne ville have dem som ringetone, hvilket DR straks fik ordnet.

Derudover mødte vi de synkroniserede tvillinger René og Michael, der især imponerede Blachman, men som hverken Lina eller Remee ville sende videre.

De bedste dommercitater

Første sæson blev også startskuddet for de mange sjove citater, som siden skulle blomstre ud af Blachmans mund gennem de følgende sæsoner. I sæson 1 husker vi især disse citater:

  • - Jeg visualiserede, hvordan det er at ligge i en seng sammen med dig. (Til Laura).

  • - Det der, det er nyere end nyt, det er ikke det, man tror er det næste, I er langt ude i fremtiden. Jeg er rystet over, hvad I skaber af mærkelig mystik. (Til tvillingerne René og Michael).

  • - Det der er så livløst, at det er som at styrte ned fra et meget, meget højt højhus, og så ser man jer tre synge samtidig, mens I ryger tættere og tættere på jorden, og så holder I endelig kæft, når I rammer jorden. (Til en gruppe fra auditiondagene).

  • - I skal helt klart til Afghanistan og synge for de danske soldater. (Til VocaLoca).