FLASHBACK Da Ida sang sig ind i danskernes hjerter

Femte sæson af X Factor blev vundet af Ida med den charmerende tandbøjle. Men sæsonen bød også på store skandaler, blomstrende selvtillid og sjove auditions.

X Factors femte sæson var - ligesom de foregående sæsoner - fuld af talent og nye stjerneskud. Lise Rønne var igen vært på showet, og dommerne fra fjerde sæson satte sig atter bag dommerbordet. Pernille Rosendahl havde den unge kategori med Ida, Line og Morten Benjamin. Cutfather havde voksen-kategorien med Mulila, Sveinur og Katrine, og Blachman havde for første gang gruppe-kategorien med Nicoline Simone og Jean Michel, Tandbjerg og Østenby og Phoung og Rasmus.

I femte sæson af X Factor sang den 17-årige Ida sig ind i danskernes hjerter og løb med den endelige sejr. Hun vandt en pladekontrakt med Sony, da den store finalefest for første gang blev afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning. Line fra Skagen fik en flot andenplads, og den færøske rockstjerne in spe Sveinur fik tredjepladsen.

For første gang i X Factors historie var de tre finalister selv med til at skrive deres vindersingle. Idas vindersingle hed I Can Be og var skrevet i samarbejde med Tobias Stenkjær og Søren Vestergaard. Traditionen tro optrådte finalisterne også med hver deres gæstestjerne. I 2012 var det Lukas Graham, Oh Land og Alphabeat, der gæstede scenen.

Positive fortællinger og store skandaler

Line på 15 år var den yngste af X Factor-deltagerne, og gennem programmerne gennemgik hun en kæmpe udvikling. Da vi mødte hende til den første audition, var hun en stille, tilbageholdende nordjyde, der gik i afslappet tøj og varme striktrøjer. Men som tiden gik, blomstrede selvtilliden i den unge skagbo, og hun kastede sig både ud i glimmer og latex - og sange, der virkelig udfordrede stemmen.

Lines konkurrent Morten Benjamin havde også meget at byde på. Han var fra starten meget åben om, at han havde ADHD. Hans åbenhed omkring diagnosen skabte positiv debat i medierne, og han fik i den grad brudt tabuet. Han blev et strålende eksempel på, hvordan man kan lære at leve med ADHD og få det bedste ud af det.

Duoen Nicoline Simone og Jean Michel satte også gang i medierne, da Jean Michel valgte at trække sig fra konkurrencen og forlade sin partner. Medierne kaldte det for X Factors største skandale, og de mange rygter satte gang i mange spekulationer blandt tv-seerne. Jean Michels exit blev forklaret med personlige årsager i en kortfattet pressemeddelelse. Senere modtog hans partner Nicoline Simone en 1½ år lang betinget dom i en narkosag.

Det husker vi især fra sæsonen

Jean Michel og Nicoline Simone var ikke de eneste, der skabte rabalder. Blachman skabte nemlig også drama, da han som den første dommer i X Factors historie sendte én af sine egne hjem. Det var duoen Tandbjerg og Østenby, der måtte forlade scenen til fordel for Morten Benjamin, som Blachman havde kastet sin kærlighed på.

Heldigvis var sæson fem ikke kun præget af skandaler, der var også plads til de gode historier. Ida blev især kendt som sangtalentet med den charmerende tandbøjle. Men mellem to liveshows skilte hun sig af med sit varemærke. Det var en stor dag for Ida, der var lykkelig over endelig at kunne smile på scenen uden ”togskinnerne”.

Ligesom i de foregående sæsoner mødte der mange skønne karakterer op til audition. Vi husker især den charmerende og livsglade Konrad på 87 år, der jodlede sig gennem sin audition. Trods sin voksne datters store skepsis, havde Konrad meldt sig til X Factor, fordi han mente, at hans jodlen kunne glæde Danmark. Det blev desværre kun til en enkelt sang fra Konrad.

Sæsonens bedste dommercitater

Sæson fem var selvfølgelig også fyldt med en masse sjove citater. Blachman havde især mange sprogblomster i ærmet.

Blachman: Du er en hippietøs. Jeg vil se dig svede, jeg vil se dig sprælle, jeg vil se dig gå amok. Nu står du der, og ligner en dulle på 22. (Sagt til Line i fjerde liveshow).

Cutfather: Jeg tror, at du kunne være rigtig god underholdning til søster Veras 60 års fødselsdag. (Sagt til Lenas audition).

Blachman: Giv mig et break altså, jeg skal skide.

Blachman: Danmark havde været et federe land at bo i, hvis folk holdte op med at knipse.