- Vi kan godt have sådan et lidt søskende-drilsk forhold.
Sådan skildrer 15-årige Sol forholdet mellem hende og 17-årige Christian.
De har dog ikke kendt hinanden længe, da de netop blot er blevet sat sammen til en duo af Thomas Blachman i anledning af X Factor.
Sol er fra Nykøbing Falster, hvor hun går i skole og desuden er lønnet korsanger. Christian bor i Hindborg uden for Skive, hvor han går i gymnasiet. Her har han valgt musiklinjen, ligesom han også arbejder som kirkesanger.
Sol sammenligner genremæssigt sig selv med britiske Birdy og lytter meget til Sia, mens Christian har en stor forkærlighed for Electric Wave Bureau.
Se Sol & Christians præsentationsvideo øverst i artiklen.
Er begge vant til at optræde
Christian har været med i flere bands og desuden optrådt som både pianist og naturligvis sanger. Hans største højdepunkt så vidt var at synge Mads Langers 'Wake Me Up In Time' til sin efterskoles store gallafest, hvor han optrådte sammen med sin musiklærer Ninna, der spillede klaver til.
Sol har også rig erfaring med at stå på en scene, og hendes foreløbige højdepunkt var hendes rolle i en juleeventyrmusical, hvor hun havde et solonummer, som hun fremførte ved 14 forestillinger i løbet af den netop overståede julesæson.
Begge har fulgt med i hver eneste sæson X Factor, og især Ida, der vandt i 2012, gjorde stort indtryk på Christian.
- Hun har en fantastisk stemme, og hendes finalesang var bare så god. Jeg beundrer hende for at være helt nede på jorden. Hun virker helt naturlig og gør ikke noget bare for at gøre det. Hun tænker grundigt over tingene. Det er også sådan, jeg gerne vil blive husket.
Blachman: De har begge en yndefuld renhed
Forholdet til Thomas Blachman er godt, og Sol fremhæver ikke mindst et særligt kulinarisk overlap.
- Han præsenterede os jo for det sønderjyske kaffebord, så han kan jo godt lide kage. Det kan jeg også. Han ser en tydelig retning i forhold til, hvad han vil med mig og Christian, og det tror jeg, der kommer noget rigtig godt ud af.
- Man kan mærke, at han har styr på det, han laver. Han er totalt ærlig og siger tingene, som de er. Måske er der lidt hårde meldinger nogle gange, men det er godt, at der er én, der åbner munden og siger, hvad han tænker, supplerer Christian.
Thomas Blachman mindes den første gang han så Sol og Christian hver for sig.
- Jeg kan huske, at jeg tænkte, at de ville være et godt band. De har en maskulin og feminin version af den samme yndefulde renhed – og en fuldstændig naturlig tilgang til både musikken og livet.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a4cfcfba11f9f1f5cb115d3
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a86db976187a411d41a0f55