- Når jeg tidligere år har siddet og set X Factor-auditions og liveshows, har jeg altid haft en følelse af, at det jo lige så godt kunne have været mig. Så hvorfor i alverden fik jeg ikke lige udfyldt blanketten og meldt mig til?
Den følelse tog 29-årige Jamie Talbot konsekvensen af og meldte sig sidste år så endelig til X Factor.
Det skulle vise sig at være en god beslutning, for nu er han nået helt frem til liveshows.
Til hverdag arbejder han som receptionist i Fitness World, og han flyttede – på kraftig opfordring fra sine venner – til Københavns Nordvest-kvarter fra hjembyen Aalborg.
- Mine venner pressede mig til at komme i gang med musikken. Så jeg flyttede til København og begyndte at lave et netværk og fandt nogle mennesker at spille sammen med. Og så kom X Factor lige forbi!
Se Jamie Talbots præsentationsvideo øverst i artiklen.
Spiller sammen med sin far
Ambitionen er en skønne dag at blive en international stjerne, og musikalsk spænder Jamie Talbot særdeles vidt.
- Jeg befinder mig sådan lidt over det hele. Jeg kan godt lide alt fra folk og country til hård rock og techno, og jeg skråler med på det hele. Men Susanne Sundfør er min helt store favorit.
Før X Factor har Jamie Talbot spillet flere koncerter – blandt andet i et Bee Gees-tributeband sammen med sin far. Det er især fra ham, Jamie Talbot har sin musikalitet. Faderen har rejst verden rundt og spillet musik, og han er Jamie Talbots store forbillede – også på den menneskelige front.
- Hans værdier og det, han sætter pris på i livet, synes jeg er enormt smukt. Han er englænder og mødte min mor på en båd, hvorefter han flyttede til Danmark for at være sammen med hende. Det synes jeg siger en hel masse om hans karakter. Og så har han en ro, som jeg slet ikke har, men som jeg beundrer meget.
Remee: Han kan få taget til at løfte sig
Jamie Talbot ser også op til Remee.
- Han virker ufatteligt vis. Jeg tror, der er meget, jeg kan lære af ham som menneske. Han er for eksempel god til at lægge hovedet i blød under pres, og det er jeg slet ikke.
Remee selv fortæller følgende om Jamie Talbot:
- Han har en vild energi, han er fandenivoldsk, og han er ikke bange for scenen. Han er fuldstændig sig selv, og han er virkelig arbejdsom. Man kan mærke, at han rigtig gerne vil lykkes med det, han laver. Han synger pissefedt med en kæmpestor kraft, og hans stemme har et stort potentiale. Med det rigtige materiale kan han få taget til at løfte sig.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a61051e6187af0cd088459d
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5a624d72a11f9f08d4391fbe