VIDEO Se Tysklands skøre Grand Prix-gave til de danske drenge

Lørdag mødte de danske drenge i Lighthouse X den tyske Eurovision-deltager, Jamie Lee. Og hun havde gaver med til de danske drenge.

Netop nu er de danske Grand Prix-drenge fra Ligthouse X i Sverige, hvor de forbereder sig på livet løs, inden de torsdag skal stå på scenen i den anden semifinale i årets Eurovision Song Contest.

Men mellem prøver og pressemøder, blev der lørdag også tid til at nyde det fantastiske vejr i årets værtsby, Stockholm, og møde én af drengenes konkurrenter, den tyske sangerinde Jamie Lee.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det bare 18-årige tyske Eurovision-håb, der i år skal synge sangen 'Ghost' for Tyskland, havde sat de danske drenge i stævne i tivoliet Gröna Lund, der ligger midt i centrum af Stockholm.

- Hun er bare 18 år, men hun er super sej!, lød det fra Søren Bregendal om den tyske popprinsesse, der havde taget en gavepose med til de danske drenge. Jamie er stor fan af japansk manga-kultur og blandt gaverne var et særligt manga-inspireret hårbånd.

Artiklen fortsætter under billedet.

Live igennem på tysk tv

En stor gruppe fans og pressefolk havde også taget turen til Gröna Lund Tivoli, og de danske drenge i Lighthouse X nåede blandt andet at være live igennem på ZDF, en af Tysklands største tv-kanaler.

Men selvom presseopbudet var stort, var der stadig tid til sjov og spas i forårssolen, og en enkelt tur i parkens vildeste rutsjebane.

- Vi skal finde ud af, hvem der er den sejeste til at køre i rutsjebane, lød det fra Martin Skriver. Svaret på dét spørgsmål lader vi står hen i det uvisse.

Artiklen fortsætter under billedet.

Eurovision 2016 finder sted 10., 12. og 14. maj. Danmark er med i anden semifinale, torsdag 12. maj.