Når The Common Linnets fra Holland går på scenen lørdag aften - lige efter Basim - til finalen i Det Internationale Melodi Grand Prix, er det som en af favoritterne.
Ilse DeLange og Waylon, som de to bandmedlemmer hedder, er ekstremt begejstrede over at være favoritter, men det er samtidig meget vigtigt for dem, at de ikke lader det stige dem til hovedet.
- Vi vil fokusere på følelsen i sangen i stedet, siger Ilse DeLange.
Fra kritik til favoritstatus
Og sangen 'Calm After the Storm' har ikke hele tiden været så populær, som den er nu. Tværtimod. Da sangen først udkom i hjemlandet, modtog bandet stort set kun negativ kritik.
- Det er meget sjovt, faktisk. Da vi tog hertil, var vi langt fra at være favoritter. Vi har ikke ændret noget som helst, men nu elsker folk sangen, siger Waylon begejstret.
'Calm After the Storm' har langsomt sneget sig op af bookmakernes liste, og ligger i skrivende stund helt i toppen sammen med Sveriges og Østrigs bidrag.
Hør The Common Linnets fortælle mere om deres sang i videoen herover.