- Der var spænding. Siden blev al modstand fejet af banen. Måns Zelmerlöws eventyrlige sejr er allerede Eurovision-historie.
- Sådan hyldes Måns i resten af verden.
- Guldlykken i nat: En drøm er gået i opfyldelse.
Sådan lyder bare nogle af de mange overskrifter i svensk presse – hos henholdsvis Expressen, Aftonbladet og SVT – dagen efter 28-årige Måns Zelmerlöw hav Sveriges 6. Eurovision-sejr i land, natten til søndag, da Eurovision Song Contest 2015 løb af stablen i Wien, Østrig.
Facebook-hilsen fra Sveriges statsminister
Og det skorter i det hele taget ikke på hilsner dagen efter sejren.
Selv den svenske statsminister, Stefan Löfven, melder sig i hyldestkoret:
”Fejr det nu ordentligt, så ringer jeg på mandag” lyder en overskrift på SVT Kultur.
Den er baseret på et Facebook-opslag, den svenske statsminister har delt på sin profil:
- Tillykke Måns! En fantastisk optræden. Nu er du hele Sverige helt! Næste år byder vi hele Europa velkommen hjem til os. Fejr det nu ordentligt, så ringer jeg og gratulerer på mandag, står der i opdateringen, der i skrivende stund er blevet "synes godt om" mere end 19.000 gange og delt mere end 400 gange.
https://www.facebook.com/stefanlofven/posts/1003618766345684
”Banket gul og blå”
Det er dog ikke kun i Sverige, at den svenske Eurovision-sejr fylder godt i mediebilledet.
Artikler om sejren har fået prominent eksponering i både tyske, spanske og britiske medier.
Nå ja, og i det norske formiddagsblad VG konstateres det tørt, at man er blevet ”banket blå og gul igen”.
De foreløbige datoer til Eurovision Song Contest 2016 er 10., 12. og 14. maj. Værtsbyen er endnu ikke fastlagt.