Spaniens svar på Medina skal til Eurovision

Sangerinden Edurne er netop blevet valgt til at repræsentere Spanien i Det Internationale Melodi Grand Prix, der løber af stablen fra Wien, Østrig, til maj.

Edurne Spanien Eurovision 2015
(© edurneweb.com)

Den 29-årige sangerinde Edurne skal repræsentere Spanien i Eurovision 2015. Det har den eurovision.tv netop afsløret.

Den spanske sangerinde gør sig gerne i catchy electropop og musikvideoer uden voldsomt meget tøj på kroppen; og så arbejder hun også som tv-vært. Lighederne med danske Medina er altså til at få øje på.

Nu skal hun synge sangen 'Amanecer  ' for Spanien, når hun er deltager i Eurovision-finalen 23. maj. Som et af de fem største deltagerlande er Spanien altid sikret en finaleplads, så Edurne slipper for at skulle forsvare de rød-gule farver i én af semifinalerne 19. og 21. maj.

Sangen er skrevet af Eurovision-veteran

'Amanecer' er skrevet af Tony Sanchez Ohlsson, der er lidt af en Grand Prix-veteran.

Han har skrevet de spanske Eurovision-bidrag i både 2007 og 2012 - med en 10. plads (i 2012) som det hidtil bedste resultat.

Edurne selv beskriver sin Eurovision-sang som en ”moderne popmelodi”. Hun præsenterer den for offentligheden én af de kommende uger.